Nulvækst lyder umiddelbart tilforladeligt. Det klinger af almindelig snusfornuft i en krisetid. Men tilhængerne af nulvækst fortier bare, hvad der reelt følger med. Virkeligheden er, at nulvækst kan sætte den teknologiske udvikling i stå i den offentlige sektor, mens den suser videre i den private sektor og hjemme hos os selv. Vi får fx smartphones, ordner mere og mere af vores liv over nettet og opgraderer vores bærbare pc hver fjerde-femte år.
Med nulvækst kan den offentlige sektor ikke følge med den udvikling, som ellers finder sted i samfundet. Hvis vi fx havde haft nulvækst i den offentlige sektor de sidste 20 år, ville computere til eleverne være en sjældenhed i folkeskolen. For slet ikke at tale om smartboards. Eleverne ville møde en skoledag lysår fra det, de oplever derhjemme og i arbejdslivet.
Sundhedsteknologi ville der heller ikke være råd til i samme omfang som i dag: De MR-CT-scannere mm., som i dag er almindeligt udstyr på et sygehus, ville mange borgere skulle rejse langt efter. Hvad der lige præcis ville blive råd til, ville selvfølgelig afhænge af, hvad politikerne ville prioritere. Men ét er sikkert: nulvækst kan sætte udviklingen i stå og vil efter en årrække efterlade den offentlige sektor som et museum sammenlignet med de muligheder, vi har i vores private liv. Og som vi møder i vores arbejde i den private sektor.
FTF kan godt leve med en lidt lavere vækst i den offentlige sektor i en periode, hvis de sparede ressourcer vel at mærke investereres i at skaffe flere job i den private sektor. Men ren nulvækst – eller som det nu kaldes, udgiftsstop – er ikke en løsning. Desuden mangler vi at få en forklaring og beskrivelse af konsekvenserne. Nemlig at nulvækst ikke resulterer i et pænt, neutralt NUL, men derimod i nedskæringer og mangel på muligheder i den offentlige sektor.
Nulvækst tager heller ikke højde for, at der bliver flere og flere brugere af den offentlige sektors ydelser: børn, unge, syge og gamle. Løn- og prisstigninger er ganske vist indregnet i nulvækst, men de stadigt flere borgere betyder ifølge Det Økonomiske Råd, at udgifterne til den offentlige sektor alligevel burde stige 0,9 procent om året – alene for at holde den nuværende standard.
Med nulvækst får den offentlige sektor ikke råd til at følge med befolkningstilvæksten; der bliver færre ansatte til at servicere flere borgere. Mere end 30.000 offentligt ansatte er allerede forsvundet i løbet af de seneste to-tre år – folkeskolelærere, ergoterapeuter, pædagoger, skattemedarbejdere er blandt dem, der har holdt for. Med nulvækst vil der blive endnu færre hænder til at indkræve skatter og servicere flere borgere, samt opretholde kvalitet og udvikling i den fremtidige offentlige sektor.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil nulvækst frem til år 2020 bringe antallet af fuldtidsansatte i den offentlige sektor ned på 748.000, dvs. 33.000 færre end i regeringens vækstplan. Det svarer i øvrigt også til niveauet omkring årtusindeskiftet – hvor hele 16 procent færre børn, unge og ældre blev serviceret af den offentlige sektor! Med nulvækst vil den offentlige sektor lidt groft sagt i 2020 skulle levere service på samme niveau, som den gjorde for 20 år siden – samtidig med, at udviklingen og mulighederne i det private forbrug er buldret opad.
Nulvækst er ikke vejen frem – det er derimod en rimelig vækst i den offentlige sektor, så sektoren kan modsvare de forventninger, vi som borgere har til ydelser og service.
Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis onsdag den 21. august 2013