En ud af tre af landets virksomheder har helt glemt at tage temperaturen på det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Det viser tal over indsatsen for arbejdsmiljøet.
Det er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har indsamlet tallene.
Ifølge loven skal alle arbejdspladser gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) hvert tredje år. Det har langt de fleste også gjort. Kun syv procent svarer, at de ikke har lavet en APV inden for de sidste tre år.
Det kniber især med at få det gjort på de små virksomheder. Værst ser det dog ud med hensyn til at få kortlagt det psykiske arbejdsmiljø. Det har mere end hver tredje arbejdsplads ikke fået gjort i løbet af de seneste tre år.
Helt præcis 34 procent af arbejdspladserne svarer nej til spørgsmålet om kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø.
Det undrer FTF’s udviklingschef Andy Andresen. Som hovedorganisation for 450.000 politifolk, bankansatte, lærere, sygeplejersker og andre offentligt og privat ansatte i 78 forskellige forbund, har FTF længe arbejdet for at få det psykiske arbejdsmiljø endnu højere op på dagsordenen.
"Alle har jo et psykisk arbejdsmiljø. Derfor kan det undre, at mere end hver tredje ikke får kortlagt det. Vi har brug for, at arbejdspladserne tager psykiske arbejdsmiljø ligeså alvorligt som det fysiske. Det handler både om kortlægning og handling," siger Andy Andresen.
Han tilføjer, at mange arbejdspladser ikke er klædt på til at løse problemer med psykisk arbejdsmiljø. Derfor foreslår FTF blandt andet, at arbejdspladser uden styr på det psykiske arbejdsmiljø skal kunne pålægges at få hjælp udefra.
Kun sjældent kommer hjælpen udefra
Der er i dag kun krav om at få ekstern hjælp til psykisk arbejdsmiljø, hvis Arbejdstilsynet har fundet alvorlige problemer med mobning eller sexchikane.
Det vil FTF udvide, så virksomheder i flere tilfælde kan få besked på at få hjælp af eksperter, når de ikke selv kan løse problemerne. Et andet forslag er uddannelse.
Alt for få ledere med personaleansvar er ifølge FTF klædt på til at tage det psykiske arbejdsmiljø alvorligt. Tal fra undersøgelsen viser, at mange ledere kun i ringe grad eller slet ikke bliver uddannet til psykisk arbejdsmiljø.
"En vej til at arbejdspladserne reelt ligestiller fysisk og psykisk arbejdsmiljø er, at lederne får øjnene op for området. De skal have viden og konkrete redskaber til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne," siger Andy Andresen og tilføjer:
"FTF har længe ment, at alle ledere med ansvar for medarbejdere skal på tre dages obligatorisk uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Undersøgelsen viser, at der er behov for at gøre noget."