Er du ansat i kommuner eller regioner, kan du købe mindre for din løn end sidste år. Ansatte på det private område og i staten får til gengæld mere ud af lønnen sammenlignet med sidste år.
Så kort kan udviklingen i løn og priserne siges.
Det viser den nyeste analyse af reallønnen gennemført af FTF, der er hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte.
Reallønnen er et udtryk for, hvordan løn og priser udvikler sig i forhold til hinanden. Stiger lønnen mere end priserne, får folk mere at købe for. Stiger priserne mere end lønnen, så får folk mindre ud af at svinge dankortet. Reallønnen falder, som økonomerne siger.
Mindre i kommuner og regioner
Pædagoger, sygeplejersker, folkeskolelærere og andre medarbejdere på kommunale og regionale arbejdspladser får mindre ud af lønposen. Værst ser det ud for de ansatte i landets regioner, der blandt andet tæller sygehuse og en stor del af sundhedssektoren.
Her har medarbejderne i første kvartal af 2013 oplevet et fald i reallønnen på 0,9 procent. Folkeskolelærere, pædagoger, socialrådgivere og andre kommunalt ansatte får til sammenligning et fald i reallønnen på 0,8 procent.

Analysen viser, at reallønnen har udviklet sig forskelligt for ansatte i staten, regioner, kommuner og på det private område.
Mere i det private og staten
Privatansatte og medarbejdere i staten som fx politiet og ansatte i styrelser og ministerier har fået en lille stigning i reallønnen i årets første kvartal. På det private område er det en stigning på 0,1 procent, mens de statsansatte i første kvartal af 2013 har fået en stigning i reallønnen på 0,9 procent. De to grupper får mere ud af lønposen end tidligere.
Det er første gang, reallønnen stiger på de to områder siden 2010.
En del af forklaringen på den lille stigning i reallønnen er, at priserne ikke stiger særlig meget. I februar steg priserne fx med 1,2 procent, mens det var 2,4 procent i hele 2012.
Analysen fra FTF er lavet ud fra tal fra Danmarks Statistik, Dansk Arbejdsgiverforening, kommuner og regioner.