Regeringen får masser af ros i de landespecifikke anbefalinger, EU-Kommissionen lagde frem i går i Bruxelles. De reformer, som regeringen har gennemført eller har på vej, får ros af EU-Kommissionen. Den finder, at regeringen er realistisk med sin fremskrivning af den økonomiske udvikling, og at der ikke er større risiko for finansiel uro. I forhold til andre lande har Kommissionen kun få sætninger med henstillinger til den danske regering. De følger tidligere råd om at få flere svage grupper ud på arbejdsmarkedet, forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelser og fjerne barrierer for konkurrence blandt andet i detail- og bygge-og anlægssektorerne.
Til gengæld er der flere siders anbefalinger til en række andre lande. Mens der kun er anbefalinger til politisk opmærksomhed på fem områder for Danmark, er der 10-14 områder for en række andre lande.
EU-Kommissionen lemper sparekrav
EU-Kommissionen bløder op på sine sparekrav. En håndfuld lande, bl.a. Spanien og Frankrig, har fået mere tid til at få nedbragt deres offentlige underskud, som i dag overstiger grænsen på 3 % af BNP. Det betyder dog fortsat, at sparekravene, især reformkrav til arbejdsmarkederne, fastholdes, men de pågældende lande får typisk 2 år mere til at opfylde kravene.
Kommissionen lægger også op til, at kravet om ½ % underskud på den strukturelle saldo, dvs. det konjunkturrensede offentlige underskud, kan lempes til 0,75 %, hvis det pågældende land har mindre gæld end 60 % af BNP. Det giver således mulighed for at lempe finanspolitikken lidt i en lille gruppe lande.
På den baggrund tolker flere iagtagere, at EU lægger op til et mindre kursskifte i den økonomiske styring.
EU blander sig i lønforhold
For syv lande blander EU sig lønforholdene, der traditionelt er et ømfindtligt område, hvor landene ikke ønsker indblanding.
For seks af landene finder EU-Kommissionen, at de bør passe på med lønstigninger og ændre blandt andet automatiske reguleringen. Kun i forhold til Tyskland er meldingen en anden. Tyskland havde i en årrække lave lønstigninger og i perioder faldt lønningerne endog. Det har ført til kritik, fordi den økonomiske motor i EU dermed ikke skaber den efterspørgsel, der kan drive et økonomisk opsving frem og skabe job. I Kommissionens anbefalinger hedder det, at der er bæredygtige betingelser i Tyskland, som gør det muligt at have lønstigninger, der kan øge den hjemlige efterspørgsel.
Efterspørgslen kan også styrkes gennem lavere skatter og mindre sociale bidrag særlig for lave indtægter.
Frankrig og de andre fem lande får anbefalinger, der går den anden vej. Den franske centrum-venstreregering hævede mindstelønnen, da den overtog magten for godt et år siden. EU-Kommissionen siger nu, at regeringen må sikre, at udviklingen i minimumslønnen er forenelig med konkurrenceevne og jobskabelse, når der også tages hensyn til særlige ordninger med lønstøtte og undtagelser for sociale bidrag.
Den franske regering har vedtaget forslag, der kan forbedre konkurrenceevnen. Kommissionen anbefaler, at den nu ikke gennemfører noget, der går i den anden retning. Arbejdsomkostningerne må ned, og det kan ske blandt andet ved at mindske arbejdsgivernes sociale bidrag.
Slovenien bliver mødt med tilsvarende anbefalinger om at sikre, at lønudviklingen støtter en forbedring af konkurrenceevnen og jobskabelsen.
Kommissionen gentager tidligere kritik af Luxemburgs lønsystem. Det hedder, at det må ændres i konsultation med arbejdsmarkedets parter, så den særlige indeksregulering af lønninger bliver ændret. Igen hedder det, at der skal tages hensyn til konkurrenceevne og jobskabelse.
Også Belgien får påtale for sit lønsystem med automatisk regulering, mens Italien får besked om at reformere lønsystemet, så lønnen kommer til at stå i et bedre forhold til produktiviteten.
Finland kommer med blandt landene, der får anbefalinger på lønområdet. Reallønnen skal stå i forhold til udviklingen i produktiviteten hedder det.
Anbefalingerne bliver nu diskuteret af EU-landenes ministre inden for flere områder og endelig vedtaget af stats- og regeringslederne på mødet i Det Europæiske Råd i juni.
Kilde: fagligt.eu