KL’s udspil er opdelt i 8 punkter

  • Mere fokus på læring i dagtilbud
  • En kompetent folkeskole
  • Sammenhængende forløb, der bygger bro mellem udskoling og ungdomsuddannelse
  • Uddannelse til udsatte unge
  • Nye og styrkede sundhedsfaglige kompetencer
  • Praksisnære uddannelser
  • Kvalitet i voksen- og efteruddannelsessystemet
  • Uddannelse som vækstdriver i erhvervspolitikken.

Notatet gennemgår og kommenterer de overordnede, generelle elementer i den del af udspillet, der vedrører folkeskolen, overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse, ungdomsuddannelser, videregående grunduddannelse, efter- og videreuddannelse samt uddannelse og vækst.

Folkeskolen
Notatet påpeger, at Danmark grundlæggende har en velfungerende folkeskole. Der peges dog på, at resultaterne ikke står mål med de ressourcer der bruges, og det understreges f.eks. at hver 6. elev forlader folkeskolen uden basale færdigheder i læsning.
KL understreger derfor, at det skal være et mål at flere elever bliver reelt uddannelsesparate ved afslutningen af 9. klasse, og at flere rustes til at tage en ungdomsuddannelse (se næste afsnit om udskoling fra folkeskolen  og om uddannelsesparathedsvurdering.)
Herud over påpeges det, at læreruddannelsen skal styrkes, samtidig med at den nye læreruddannelse kritiseres for at undervisningsfagene dansk og matematik ikke har et tilstrækkeligt omfang. Det understreges ligeledes, at kommunerne skal prioritere – og tage ansvar for en målrettet efteruddannelse af lærerne. 
Endelig fremføres det, at den kommende folkeskolereform nødvendiggør, at kommunerne understøtter skolelederne massivt, og at der er brug for en mere intensiv, konsekvent og målrettet skoleledelses- og ledertalentudviklingsarbejde i de kommende år.
FTF vurdering
FTF her helt enig i, at der er behov for en målrettet efteruddannelse af lærerne. Men det er ikke tilfredsstillende, at KL peger på, at medarbejdernes fritid skal bruges til den efter- og videreuddannelse, der foregår af hensyn til arbejdspladsen. FTF er ligeledes enig i, at den kommende folkeskolereform kræver en stærk efter- og videreuddannelse af skolelederne.
FTF er forundret over, at KL allerede inden den nye læreruddannelse er påbegyndt kritiserer denne.
Overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse
KL sætter fokus på overgangen fra udskolingen til starten af ungdomsuddannelsen, og det store frafald der er fra erhvervsuddannelserne. Der foreslås derfor konkret, at der etableres linjer/ toninger i folkeskolens udskoling. Det kan f.eks. være flere faglinjer og flere praktiske valgfag i de sidste år i folkeskolen.
Der peges også på, at dette forslag bør indebære et tættere forpligtende samarbejde mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvor sammenhængende forløb gennemføres med fælles brug af undervisere, pensum, faciliteter og lokaler.
Det foreslås også, at bedre kendskab til erhvervsuddannelserne skal medvirke til at flere unge vælger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Endelig nævnes det, at uddannelsesparathedsvurdering skal gentænkes i et tæt samspil mellem UU-centrene, skolen, ungdomsuddannelserne og erhvervslivet.
FTF vurdering
FTF er helt enig i, at Uddannelsesparathedsvurdering og overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse kun  virker, hvis der sker et forpligtende, koordineret samspil mellem forvaltninger, grundskolen, UU-centrene og ungdomsuddannelserne.
Det er også relevant at overveje hvordan et tættere samarbejde mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne om sammenhængende forløb kan etableres.
FTF er derimod skeptisk overfor forslaget om valgfag og linjer. Der er en fare for, at forslagene vil øge den sociale slagside og forstærke de stereotype uddannelsesmønstre, der allerede eksisterer i de unges uddannelsesvalg, hvilket en række forskere bag en stor kortlægning af erhvervsuddannelserne direkte peger på.
I stedet er der behov for at alle elever, som en integreret del af folkeskolen, i højere grad får kendskab til den bredere vifte af uddannelses- og arbejdsmuligheder. Dette ville kunne medvirke til at reducere  frafaldet fra erhvervsuddannelserne, fordi de unges valg bliver mere kvalificeret og vil nedbringe antallet af unge, der tager flere ungdomsuddannelser.
Uddannelse til udsatte unge
Tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere under 30 år har alene folkeskolen som højest fuldførte niveau. Denne udsatte gruppe unge har ofte en række sagsbehandlere, mentorer, vejledere etc. om sig. Dette store problem foreslår KL tacklet ved at kommunerne formulerer en helhedsorienteret ungepolitik, skaber politisk ejerskab i kommunalbestyrelsen, og at problemstillingen forankres i kommunerne på direktionsniveau.
Ud over det foreslås det, at kommunerne bør etablere et samarbejde med ungdomsuddannelserne og de andre uddannelsesaktører om fastholdelse af frafaldstruede unge, ved hjælp af fælles mentorordninger og social- og psykologisk bistand.
Endelig foreslås det at den kommende fleksuddannelse bør bygge på en udvidelse af EGU-loven.
FTF vurdering
Det er givet, at erhvervsuddannelserne vil blive udfordret kraftigt hvis en stor gruppe af udsatte unge, hvor en del savner uddannelsesmotivation, skal ind på uddannelserne.
KL´s forslag om at sætte ind med mentorer, vejledere etc. vil givet kunne løse en del af problemet, men det må frygtes at en stor gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere på erhvervsuddannelserne vil kunne give store problemer i et allerede udsat uddannelsessystem. Disse problemer må løses særskilt.
FTF er ikke enig i, at en ny fleksuddannelse bør baseres på EGU. FTF vil i stedet pege på, at blandingen af forskellige formelle og uformelle uddannelseselementer er den individuelt orienteret uddannelse. Man kan evt. også blive inspireret til indholdet ved at se på de gamle evalueringer fra den nedlagte ”Fri Ungdomsuddannelse” og uddrage de bedste erfaringer fra den.
Praksisnære ungdoms- og videregående uddannelser
I forhold til de erhvervsrettede ungdoms- og videregående uddannelser ønsker KL et kvalitetsløft gennem fem indsatser.
For det første skal uddannelsernes handlekompetencer styrkes. Uddannelserne skal i højere grad være i stand til at koble teori med praksis indenfor det relevante arbejdsområde i kommunen. Derfor skal handlekompetencerne styrkes ved at den studerende trænes i at omsætte boglig, teoretisk viden til praktisk handlen og anvende fagets metoder og teknologier. Konkret foreslår KL bl.a. at bachelorprojekterne i større udstrækning skal tage udgangspunkt i relevante praksisproblemstillinger, at praksiskendskab skal indgå som krav til undervisernes kvalifikationer på linje med andre lovfæstede kvalifikationskrav og at uddannelsernes kompetencemål skal fastsættes med udgangspunkt i aftagernes krav til den færdiguddannedes handlekompetence.
For det andet ønsker KL et styrket videngrundlag for grunduddannelserne primært gennem at sikre, at den viden der tilvejebringes gennem forskningen forankres i grunduddannelserne. Professionshøjskolernes og akademiernes rolle i forhold til de videregående grunduddannelser bliver her at formidle universiteternes forskning til de relevante uddannelser. Konkret foreslår KL bl.a., at der skal formuleres gensidige krav om styrket samarbejde mellem forskningsmiljøerne og uddannelsesinstitutionerne, at videncentrene får en klarere arbejdsmarkedsrettet profil og at professionshøjskolernes udviklingsmidler skal anvendes i samarbejde med aftagerne og evt. forskningsmiljøerne.
For det tredje ønsker KL at tværfagligheden styrkes så uddannelserne bedre understøtter det stigende behov for tværfaglig opgaveløsning. Konkret foreslår KL bl.a., at praktikken bør kunne tilrettelægges så de studerende fra forskellige uddannelser kan arbejde sammen i et praktikforløb. Det stiller krav til forvaltningerne om at arbejde sammen om at tilrettelægge praktikken på tværs af den eksisterende struktur.
For det fjerde er det KL’s budskab, at det skal være en fuldtidsbeskæftigelse af tage en uddannelse, herunder at der skal indføres en centralt fastsat regulering af undervisningstimetallet. KL foreslår konkret bl.a., at der skal formuleres bindende minimumskrav til omfanget af undervisningstimer på de enkelte uddannelser samtidig med at den studerendes pligt til aktiv deltagelse indskærpes og sanktioneres hårdere.
For det femte ønsker KL bedre muligheder for en mere fleksibel tilrettelæggelse af uddannelserne. Det foreslås bl.a., at der skal være mulighed for at en uddannelse kan gennemføres på kortere tid end den normerede, og at der åbnes op for særlige talentspor.
Som afslutning på afsnittet om de erhvervsrettede ungdoms- og videregående uddannelser understreger KL sit eget medansvar for uddannelsernes kvalitet. Der peges bl.a. på vigtigheden af en systematisk dialog mellem uddannelsesinstitution og kommune/praktiksted. KL’s ønsker til deres medlemskommuner er bl.a., at den enkelte kommune må påtage sig et øget lokalt ejerskab til uddannelserne gennem en tydeligere kravsformulering f.eks. via af partnerskabsaftalerne og gennem bestyrelsesarbejdet. Kommunerne skal fortsat forpligte sig til at højne kvaliteten i praktikken og tilbyde studerende på de videregående uddannelser studierelevante jobs.
FTF vurdering
Det er positivt, at KL’s oplæg til at øge kvaliteten i de erhvervsrettede ungdoms- og videregående uddannelser sætter fokus på temaerne om bedre samspil mellem teori og praksis i uddannelserne, et styrket videngrundlag og flere muligheder for at etablere tværfagligt samarbejde under uddannelsesforløbet. Det er ligeledes positivt, at KL slår til lyd for, at den enkelte kommune skal styrke sit medansvar overfor uddannelserne – ikke mindst for at sikre kvaliteten i praktikken.
På en række områder vil det imidlertid være vigtigt at gå i nærmere dialog med KL om de enkelte forslag.
KL definerer ikke nærmere, hvad man lægger i begrebet ”handlekompetence” set i forhold til den viden, færdigheder og kompetencer, som uddannelserne i dag har som mål. Når KL ønsker at uddannelsernes kompetencemål skal fastsættes med udgangspunkt i aftagernes krav til den færdiguddannedes handlekompetence, kan konsekvensen være en indsnævring af de nuværende mål.
KL forslår at undervisernes praksiskendskab skal indgå som krav til undervisernes kvalifikationer på linje med andre lovfæstede krav, men præcisere ikke hvordan et sådan krav faktisk skal opfyldes. Praksiskendskab hos underviserne er også efter FTF’s opfattelse vigtig, men det er helt afgørende at underviserne gives reelle muligheder for at opnå dette som forudsætning for øgede krav på området.
En styrkelse af uddannelsernes videngrundlag og anvendelsen af evidensbaseret viden ser KL primært som at skabe bedre mulighed for, at forskningen på universiteterne formidles bedre og forankres i uddannelserne på akademier og højskoler. FTF er enig i, at et styrke samarbejde med universiteterne er vigtig, men professionshøjskoler og akademier skal have en selvstændig videnudvikling baseret på anvendt forskning og udvikling.
KL’s forslag om nationalt bindende minimumskrav til de enkelte uddannelsers timetal indebærer en risiko for, at der skabes en ”laveste fællesnævner”. FTF ser derimod ”den blå model” som en foreløbig, men god ramme for at drøfte og fastlægge ressourceforbruget på de enkelte uddannelser. ”Den blå model” er endnu under implementering, og der er derfor behov for løbende at drøfte og at evaluere dens anvendelse i praksis.
Det er bemærkelsesværdigt, at KL ikke indtænker dialog med de faglige organisationer om, hvordan kvaliteten i uddannelserne skal sikres. FTF kan kun støtte, at KL peger på behovet hos medlemskommunerne om at påtage sig et større ansvar for og ejerskab til uddannelserne, men der mangler i oplægget forslag til, hvordan ejerskab og ansvar i højere grad kan blive en fælles opgave for uddannelsesinstitutioner, kommuner og de faglige organisationer.
Efter- og videreuddannelse
KL understreger behovet for, at medarbejderne hurtigt og effektivt kan omstille sig til nye opgaver som følger af nye arbejdsopgaver, ændrede arbejdsgange, brug af ny teknologi m.v.
Et responsivt efter- og videreuddannelsessystem skal stille tidssvarende, fleksible og praksisnære kurser og uddannelser til rådighed. Det kræver et mere dynamisk samspil mellem uddannelsesinstitutionerne og de enkelte kommuner, og det forudsætter, at uddannelsesinstitutionerne er brugerorienterede og kommunerne kan kvalificere deres efterspørgsel. Uddannelser og kurser skal udvikles med involvering af brugerne.
I mange tilfælde matcher udbuddet ikke kommunernes behov, det gælder fx uddannelser der understøtter tværfaglige indsatser i kommunerne. Det beskrives også som et problem, at efteruddannelsen ikke forankres tilstrækkeligt på arbejdspladserne, og en del af årsagen er uddannelsernes tilrettelæggelse og undervisernes begrænsede kendskab til det kommunale arbejdsmarked.
Konkret foreslår KL:

  • At udvikling og tilrettelæggelse af efteruddannelse skal knyttes mere til praksis og praktik bør kunne indgå med ECTS-point i formel efteruddannelse.
  • Akkrediteringsprocessen skal lægge større vægt på brugernes behov.
  • Underviserne skal have dokumenteret praksiserfaring.
  • Uddannelserne tilrettelægges mere fleksibelt og effektivt gennem brug af e-læring mv. og antallet af lektioner på akademi- og diplomuddannelser øges.
  • Kommunerne skal påtage sig et større ansvar for at prioritere efteruddannelsesindsatsen i fagforvaltningerne og kvalificere deres efterspørgsel.
  • Medarbejderne skal bidrage til egen kompetenceudvikling gennem inddragelse af fritiden.
  • Det skal overvejes at certificere flere, herunder private, udbydere af efter- og videreuddannelse for at udfordre monopolerne.
  • Der skal nedsættes et udvalg, som skal se på finansieringen af efter- og videreuddannelserne som en vej til større efterspørgselsstyring.

FTF vurdering
Det er positivt, at KL har øje for, at efter- og videreuddannelse er nødvendig i forhold til udvikling af kvalitet, effektivitet og omstilling, også når det gælder den kommunale opgaveløsning.
Kravet om at efteruddannelse har en tæt praksistilknytning er også positivt, og undervisernes praksiskendskab er vigtig i mange sammenhænge, også på efter- og videreuddannelsesområdet, men det er ikke sikkert, at kravet skal stilles til samtlige undervisere. Der kan være dele af fx diplom- og masteruddannelser, hvor teori er hovedelementet.
FTF støtter KL’s forslag om at uddannelse knyttet til praksis, fx praktikophold, også kan give ECTS-point i sammenhæng med akademi- diplom- og masteruddannelser.
Det er nødvendigt, at der er en tæt kontakt mellem udbyderne og arbejdsmarkedets parter om udvikling af uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse. Hvis udbyderne stiller præcise krav, er der et godt udgangspunkt for dialog om, hvordan de bedst opfyldes. Hensynet til den praksisnære kompetenceudvikling skal dog kunne forenes med kravet om nationale uddannelser med fælles studieordninger, som lever op til de kvalitetskrav, som stilles i forbindelse med akkreditering, uanset om akkreditering sker på uddannelses- eller institutionsniveau.
Den øgede brug af partnerskabsaftaler og samarbejdsaftaler mellem uddannelsesinstitutioner og kommunerne må ikke vanskeliggøre en åben dialog om uddannelsesbehov mv. som alle parter inddrages ligeværdigt i. Et ensidigt fokus på efterspørgselsstyring og partnerskabsaftaler risikerer at svække den brede dialog om udvikling af efter- og videreuddannelserne, som bør finde sted i de respektive uddannelsesudvalg.
Udviklingen af egentlige uddannelsestilbud skal ske inden for rammen af akademi-, diplom- og master-uddannelser. Konkrete kompetencebehov skal tilgodeses inden for denne ramme, så den enkelte medarbejder kan opkvalificere sig eller opnå specialiseringer på kendte niveauer i den europæiske kvalifikationsramme, og sådan at grunduddannelser og efter- og videreuddannelser så vidt muligt holdes samlet. Det passer dårligt sammen med KL’s overvejelser om at udvide den certificeringsordning, som kendes fra lederuddannelserne, til andre områder.
KL’s forslag om at se nærmere på finansiering af efter- og videreuddannelserne er relevant, men fokus skal være på at skabe de tilstrækkelige rammebetingelser for, at medarbejdere kan få efteruddannelse – ikke på at fremme anvendelsen af private uddannelsesleverandører.
Den øgede fokus på en centraliseret prioritering af efteruddannelsesindsatsen inddrager tilsyneladende ikke medarbejdernes egne ønsker og forslag til, hvilken efteruddannelse, der vil være mest relevant for den enkelte. FTF mener omvendt, at uddannelsesplanlægning bør have afsæt i dialogen på arbejdspladsen mellem leder og medarbejder.
Det er ikke tilfredsstillende at KL peger på medarbejdernes fritid som rum for den efter- og videreuddannelse, der foregår af hensyn til arbejdspladsen.
Kravet om øgede timetal i efteruddannelsen er måske relevante i forhold til nogle former for efteruddannelse. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere behovet for netop dette krav sammenholdt med, at mange efteruddannelser udbydes i fleksible former som fx blended learning eller e-learning. Hvis kravet skal følges op, vil det være nødvendigt at blive mere præcis i afvejningen af fleksibilitet og absolutte krav til undervisningstimetal.
Uddannelse og vækst
KL’s uddannelsespolitiske oplæg indeholder afslutningsvis anbefalinger om uddannelse som en vækstdriver i erhvervspolitikken. Uddannelse og kompetenceudvikling skal være et vigtigt element i de lokale erhvervspolitiske strategier, og der skal ske en optimal koordinering og samspil mellem de lokale/regionale organer. Her nævnes de regionale vækstfora, lokale beskæftigelsesråd og professionshøjskolernes videncentre.
I forlængelse heraf anbefales, at kommunerne skal fokusere mere på at integrere uddannelse og kompetenceudvikling i de erhvervspolitiske strategier, og at der laves lokale firepartsaftaler mellem arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og kommunen om bl.a. målrettet opkvalificering af ledige og opbygning af innovations- og videnmiljøer. 
FTF vurdering
FTF er enig i, at uddannelse skal indgå som et vigtig element i de erhvervspolitiske strategier og kan støtte, at der udformes lokale firepartsaftaler om udviklingen heraf. FTF har ligeledes længe peget på behovet for en bedre koordinering af de forskellige aktørers arbejde og opgaver. Det er her vigtigt at sikre, at såvel det lokale som regionale niveau er inddraget.