FTF har følgende bemærkninger til lovforslaget:
Generelt forekommer der at være en indbygget modstrid i det udsendte forslag, når det tager udgangspunkt i, at breve i afgørelsessager skal være forsynet med en personlig underskrift men samtidigt lader definitionen heraf omfatte elektroniske gengivelser af underskrifter (§ 32b, stk. 2, nr. 2 og 3) og endog anførsler, der blot er trykte typer (nr. 4).
Disse elektroniske gengivelser af underskrifter og anførsler, der blot er trykte typer, er i sagens natur ikke personlige. Det fremgår da også af lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser (side 11 nederst og side 12 øverst), at de elektroniske gengivelser af underskrifter kan påføres brevene af andre end de personer hvorfra underskrifterne oprindeligt hidrører.
Dermed får ”underskriften” karakter af en pseudodokumentation, der giver udseende af en konkret personlig håndtering og kontrol, som ikke nødvendigvis er tilstede. Udseendet af en underskrift vil måske tilmed forlede den mindre indsigtsfulde modtager til at tillægge brevet og de heri værende udsagn og/eller afgørelser en anden værdi end der reelt er belæg for.
Den ledelsesperson, hvis underskrift kan påføres breve af andre underordnede medarbejdere, vil naturligvis have et ansvar for brevenes korrekthed og forpligtelse til på relevant vis at sikre denne.
Desuagtet vil borgere, der modtager objektivt ukorrekte afgørelser eller mangelfulde eller ukorrekte udsagn under sagsbehandlingen i afgørelsessager, være mindre motiveret til at forfølge deres opfattelse af, at der foreligger fejl, hvis brevet fremstår som underskrevet af en kontorchef, end hvis det er underskrevet af den kontorassistent, der er den reelle afsender.
Da det bærende hensyn for den foreslåede bestemmelse er, at man kan identificere afsenderen, hvilken kan have betydning i en række af juridiske aspekter, bør bestemmelsen fastsætte, at den reelle sagsbehandler/afsender skal kunne identificeres med sit fulde navn og stilling samt det internt anvendte medarbejdernr. eller initialer.
Hvis breve derudover påføres elektroniske gengivelser af underskriver – andres som pågældendes egen – bør det ved lovbestemmelsen fastsættes, at dette samtidigt skal anføres, eksempelvis ved at ledsage underskriften af teksten: ”Underskriften er elektronisk påført”.
FTF bemærker derudover, at det ikke af udkastet til lovforslaget fremgår, hvilke retsvirkninger en eventuel manglende iagttagelse af underskriftskravet i henhold til forslaget til § 32 b, stk. 1, 1. pkt. har for afgørelsessagen, herunder eksempelvis dennes ugyldighed. En sådan retsvirkning findes direkte at burde kunne læses af bestemmelsen.