Der skal være klare planer for medarbejdernes efteruddannelse og karriere på større europæiske arbejdspladser.
Det har et flertal i EU-Parlamentet netop besluttet. Det betyder, at parlamentet nu opfordrer EU-Kommissionen, der har serveretten i forhold til nye EU-regler, til at fremsætte et lovforslag.
Baggrunden for forslaget er ifølge Ritzau, at der ikke er meget at gøre for fyrede medarbejdere i det meste af Europa. De har få muligheder efter en fyreseddel. Det har fået et flertal blandt EU-Parlamentets 736 medlemmer til at foreslå nye regler. 503 stemte for, mens 107 parlamentarikere trykkede på nej-knappen ved afstemningen under parlamentets samling i Strasbourg.
Ifølge forslaget skal virksomheder sammen med medarbejderne lave planer for både beskæftigelse og udviklingen af færdigheder hos den enkelte. Mange virksomheder har ikke planer for, hvad der skal ske ved større ændringer. Det vil det nye forslag gøre op med.
Skal gælde lidt større arbejdspladser
Forslaget har været undervejs et stykke tid og skal gælde på større virksomheder med mere end 100 medarbejdere, hvis det ender med at blive gennemført.
I parlamentet har spanieren Alejandro Cercas fra beskæftigelsesudvalget stået i spidsen for tilblivelsen. Han pegede ved vedtagelsen på, at der inden for de seneste tre år er forsvundet to job, hver gang ét nyt er blevet skabt. Derfor er der brug for fælles regler for at sikre medarbejderne.
Den holdning deler Bente Sorgenfrey. Som formand for hovedorganisationen FTF, der taler på vegne af 450.000 privat og offentligt ansatte, har hun længe efterlyst en anden dagsorden fra EU end at skære ned og spare.
"Derfor er det et rigtig godt forslag fra parlamentet. I alt for mange lande i EU er medarbejderne ikke sikret ordentlig adgang til uddannelse og opkvalificering. Dette her tegner lovende," siger FTF’s formand.
Den europæiske fagbevægelse ETUC bakker også op om parlamentets forslag.