Uddannelsesministeriet fastsatte fem pligtige mål for professionshøjskolernes udviklingskontrakter for 2013-2014, nemlig:
- Bedre kvalitet i uddannelserne
- Bedre sammenhæng i det videregående uddannelsessystem
- Tidligere færdig og mindre frafald
- Øget innovationskapacitet og
Den ny generation af udviklingskontrakter har ikke på samme måde som tidligere centralt fastsatte resultatkrav. De fem pligtige mål kan i højere grad prioriteres forskelligt af den enkelte institution, og der kan fastsættes mere eller mindre detaljerede indikatorer og måltal/milepæle.
Professionshøjskolerne har på sektorbasis opstillet nogle fælles indikatorer, som den enkelte institution så kan supplere med egne indikatorer og mål. På den måde er der i høj grad fællestræk for udviklingskontrakter for professionshøjskolerne, mens universiteterne tidligere i 2012 indgik individuelle udviklingskontrakter, der ikke har fælles sektor-indikatorer.
Med FL 2013 fik professionshøjskolerne for første gang en 3-årig bevilling til udviklings- og evidensbasering af uddannelserne og til forskning i professionsfagene, i alt 266 mio. kr. årligt. Heraf er 45 mio. kr. forudsat anvendt på en styrket udviklings- og evidensbasering af lærer- og pædagoguddannelserne, ligesom der i øvrigt er lagt vægt på en styrkelse af disse uddannelser. Det er et krav til professionshøjskolerne, at midlerne anvendes inden for den såkaldte Frascati-manual[1] for forsknings- og udviklingsaktivitet. Dette krav er nyt og professionshøjskolerne er nu i gang med et udviklingsprojekt, som fører frem til at hver enkelt institution kan etablere sin egen base-line for forsknings- og udviklingsaktiviteter med udgangspunkt i 2013-aktiviteten.
Efterfølgende har Uddannelsesministeriet den 20. december 2012 udmeldt midler til samarbejde med virksomheder om praksisnær innovation. Her er reserveret en bevilling på i alt 24,5 mio. kr. til professionshøjskolerne under nærmere angivne betingelser. Projekter, der lever op til kravene, skal være afsluttet inden 1. oktober 2014, og bevillingen udbetales i rater fra foråret 2013.
Der er samtidig også indgået udviklingskontrakter for erhvervsakademierne, de kunstneriske og de maritime uddannelsesinstitutioner. Erhvervsakademiernes udviklingskontrakter gennemgås i et selvstændigt notat.
For professionshøjskolernes vedkommende er der fra ministeriets side lagt stor vægt på at fremme både lærer- og pædagoguddannelsen. Det afspejler bl.a. den 3-årige bevilling til forskningstilknytning samt udviklings- og evidensbasering, som er afsat i forbindelse med FL 2013.
De syv professionshøjskoler har valgt at fastsætte supplerende mål ud over de 5, som ministeriet har opstillet, nemlig:
- Etablering af Campus Carlsberg (UCC)
- Stærkere studerende (Metropol)
- Fleksible og effektive fysiske rammer samt Øget internationalisering (UCSJ)
- Øget fokus på de studerende samt Styrkelse af internationalisering (UCSyd)
- Teknologiparathed og digitalisering, Velfærdsteknologi og Internationalisering (UCL)
- Effektivisering – VIA’s operation (VIA)
- Effektiv institutionsdrift (UCN)
FTF vurdering
Bedre kvalitet
Bedre kvalitet i uddannelserne er en helt afgørende prioritering, og derfor er det godt, at ministeriet har fastholdt fokus her. Brugen af studieaktivitetsmodellen som indikator for arbejdet med bedre kvalitet kan dog ikke stå alene. Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte institutioner sætter mål for brug af modellen, og hvilke understøttende initiativer, der følges op med.
FTF anerkender, at der politisk er lagt vægt på prioriteringen af lærer- og pædagoguddannelserne, men fastholder, at alle studerende på professionshøjskolerne har brug for og krav på uddannelser af højeste kvalitet. Det er en opgave for de enkelte uddannelsesudvalg at holde fokus på kvaliteten i både grunduddannelser og efter- og videreuddannelser. FTF opfordrer til, at uddannelsesudvalgene inddrages i realiseringen af udviklingskontrakternes mange mål, og at bestyrelserne tænker uddannelsesudvalg og de studerendes råd med i processerne.
Der er meget få konkrete mål i udviklingskontrakterne, som sigter mod kvaliteten af de studerendes praktik. Det er en skam, da praktikken er en meget væsentlig del af de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser. Der bør være større fokus på også at kvalitetssikre praktikken, fx gennem mål for antallet af praktikvejledere med vejlederuddannelser mv.
Bedre sammenhæng og adgang til videre uddannelse
Professionsbacheloruddannelser skal give adgang til relevante kandidat- og masteruddannelser, uden krav om studietidsforlængende suppleringskurser.
Professionshøjskolerne lægger tydeligvis stor vægt på, at adgangen skal opnås gennem aftaler med universiteter. FTF mener, at der ligger en væsentlig opgave for uddannelsesministeren i at sikre, at universiteterne viser en samarbejdsvilje som matcher professionshøjskolernes, og at mulige nødvendige justeringer ikke nødvendigvis skal ske i professionsbacheloruddannelserne, men lige så godt kan foretages i kandidat- eller masteruddannelserne.
På samme måde som professionsbacheloruddannede skal have mulighed for at gå videre på kandidat- og masteruddannelser uden forhindringer, så skal voksne med relevante kompetencer i højere grad kunne optages på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og på de tilhørende efter- og videreuddannelser, selv om de ikke opfylder formelle adgangskrav. Tilsvarende skal der være mulighed for afkortning af uddannelsen på grundlag af realkompetencer, det gælder først og fremmest på akademi- og diplomuddannelserne.
FTF anerkender, at institutionerne har opstillet mål for øget brug af IKV og RKV, men en række bureaukratiske forhindringer er stadig tilbage, fx kravet om, at personer med videregående uddannelse skal betale den fulde udgift ved at få foretaget en realkompetencevurdering. Større sammenhæng og kortere uddannelsestid tilgodeses, hvis ministeriet tager initiativ til at fjerne denne form for hindringer.
Mindre frafald
Ambitionen om et mindre frafald på uddannelserne er snævert forbundet med den undervisning, de studerende modtager, herunder sammenhængen mellem uddannelsernes teori og praksis. Studiemiljø og vejledning mv. er betydende for, om studerende gennemfører eller falder fra den uddannelse, de er begyndt på. Målene om højere gennemførelse er derfor snævert forbundet med den indsats, som gøres på disse områder. FTF mener, at en målrettet indsats overfor frafaldstruede studerende er en nødvendig indsats.
Innovation og videnudvikling
For så vidt angår øget innovationskapacitet og styrket udviklings- og evidensbasering er det glædeligt, at der nu er tilført sektoren midler til både innovation, forskning og udvikling. Det er også positivt at professionshøjskolernes vidensproduktion skal leve op til Frascati-manualens standarder. Udfordringen bliver at sikre, at den ny viden kommer både uddannelserne og professionerne til gode. Inddragelse af studerende og underviserne på grunduddannelserne i både innovations- og forskningsaktiviteter er en vej hertil, men målene i udviklingskontrakterne er næppe i sig selv tilstrækkelige til at sikre den fornødne omsætning og implementering af ny viden.
FTF anbefaler at professionshøjskolernes videnudvikling fremadrettet benævnes anvendt forsknings- og udviklingsarbejde, svarende til Frascati-manualens definition.
Nedenfor gennemgås professionshøjskolernes udviklingskontrakter i hovedtræk.
Bedre kvalitet
Studieaktivitetsmodellen (den blå model) anvendes som sektorindikator, og dermed fælles for institutionerne. Men den konkrete anvendelse varierer fra institution til institution. På nogle sker implementeringen af modellen for alle uddannelser i 2013, på andre gradvis hen over 2013 og 2014. Nogle sætter mål på undervisningstimetallet, andre har i stedet sat mål for fordelingen af aktiviteter i studieaktivitetsmodellen, så de lærerinitierede aktiviteter prioriteres højere. Generelt er der særligt fokus på lærer- og pædagoguddannelsen, og det er også kun på disse uddannelser, der er sat mål for undervisningstimetal. Hvor der er sat mål på timetallet, varierer det for læreruddannelsen mellem 14 og 15 ugentlige undervisningstimer (i 2014), og på pædagoguddannelsen mellem 11 og 12 (i 2014).
Generelt lægges der vægt på dialog med aftagere og mål fra aftagerundersøgelser, der er særlig fokus på kommunerne som aftagere af lærere og af efteruddannelse til lærere. Flere institutioner angiver, at den dialog, der føres med aftagere, enten via aftagerpaneler, dialog eller samarbejdsaftaler, skal følges op i de respektive uddannelsesudvalg.
De studerendes tilfredshed med uddannelsen inddrages som indikator for bedre kvalitet på næsten alle institutioner. Der sættes måltal for bl.a. de studerendes oplevelse af kobling mellem teori og praksis, for studieintensiteten, studieglæde, studiemiljø, fysisk miljø, inddragelse af it mv.
Også dimittendundersøgelser inddrages i styrkelsen af kvaliteten, med henblik på at sikre relevante og tilstrækkelige kompetencer.
Uddannelsernes kvalitet adresseres mange steder i udviklingskontrakterne, og ikke kun under det overordnede mål om bedre kvalitet. Det er værd at bemærke, at det under målet om styrket udviklings- og evidensbasering fremgår, at institutionerne generelt vil arbejde for, at mindst 1/3 af alle ansatte i underviserstillinger har baggrund i eller dyb erfaring med relevant professionsfelt, og at mindst ½ af alle undervisere på professionshøjskolerne inden for det kommende tiår er kvalificeret på ph.d.niveau.
Bedre sammenhæng i det videregående uddannelsessystem
Udviklingskontrakterne afspejler 4 generelle tendenser for professionshøjskolernes arbejde med bedre sammenhæng:
Flere professionsbacheloruddannelser skal give direkte adgang til en eller flere kandidatuddannelser og/eller give merit i forhold til kandidatuddannelser.
Individuel kompetencevurdering (IKV) og realkompetencevurdering (RKV) skal anvendes i større omfang.
Der skal udvikles fælles studieelementer på tværs af uddannelser, eventuelt også på tværs af uddannelsesinstitutioner.
Brobygning til ungdomsuddannelserne skal fortsat prioriteres.
Et tættere samarbejde mellem den enkelte professionshøjskole og et eller flere universiteter indgår mere eller mindre direkte i bestræbelserne for at skabe større sammenhæng, det gælder først og fremmest i forhold til adgangen til kandidat- og masteruddannelser, men det gælder også i et enkelt tilfælde samarbejde om udvikling og gennemførelse af masteruddannelser.
Brobygningen til ungdomsuddannelserne har både form af formaliserede samarbejder og diverse former for arrangementer. En enkelt professionshøjskole har særlig prioriteret optag af flere unge mænd på uddannelserne, og en anden har særligt fokus på optag af unge på erhvervsakademiuddannelser på baggrund af erhvervsuddannelser.
Målet om øget brug af IKV drejer sig om optag på uddannelserne, mens den øgede brug af RKV drejer sig om optag på diplomuddannelser. Der er ikke sat mål for RKV som vej til forkortet studietid.
Tidligere færdig og mindre frafald
Institutionernes mål drejer sig om to forhold:
Andelen af studerende der fortsat er indskrevet på uddannelsen ved afslutningen af 1. studieår. Her varierer målet for, hvor stor andel af de studerende på hver enkelt uddannelse, der gennemfører, mellem 65 og 84 pct. (i 2014).
Andelen af studerende, der fuldfører uddannelsen. Her varierer målet for, hvor stor andel af de studerende på hver enkelt uddannelse, der gennemfører, mellem 60 og 70 pct. (i 2014), og med ambitioner om gennemsnitlige gennemførelsesprocenter for samtlige studerende på institutionen på mellem 77 og 82 pct. (i 2014).
Forventningsafstemning, optagelsessamtaler og vejledning angives som nogle af de værktøjer, der kan bidrage til at nedbringe frafaldet.
Øget innovationskapacitet
De gennemgående indikatorer for øget innovationskapacitet er:
Andelen af studerende, der laver eksamensprojekt i samarbejde med en ekstern partner eller som indgår i forsknings- og udviklingsprojekter på institutionen. En enkelt institution målsætter også konkrete innovationsprocesser for studerende i samarbejde med andre videninstitutioner.
Omfanget af forsknings- og udviklingsprojekter (FoU-projekter) med ekstern finansiering. Her varierer det fra institution til institution, hvilke typer af projekter, der medregnes.
Efter at udviklingskontrakterne blev indgået, har Uddannelsesministeriet udmeldt midler til samarbejde med virksomheder om praksisnær innovation. Her lægges der vægt på, at støttede aktiviteter skal have fokus på læsning af konkrete praksisbaserede udfordringer, fx i form af en aktuel problemstilling hos virksomheden, og på, at aktiviteten inddrager studerende og undervisere fra uddannelsesinstitutionen med det formål at styrke de studerendes innovative kompetencer og bidrage til udviklingen af uddannelserne. Det er muligt, at disse tildelingskriterier vil påvirke målene for øget innovationskapacitet efterfølgende.
Styrket udviklings- og evidensbasering af uddannelserne
Udviklingskontrakterne afspejler følgende generelle indikatorer for professionshøjskolernes arbejde med styrket udviklings- og evidensbasering:
Måltal for antallet og andelen af undervisere, der har en ph.d.grad (varierer mellem 4 pct. og 15 pct. i 2014), og antallet og andelen af undervisere, der er i gang med at tage en ph.d. (varierer mellem 2 pct. og 5 pct. i 2014). En enkelt institution har suppleret med mål for andelen af ledere der har ph.d.grad.
Måltal for omfanget af ekstern finansiering af FoU-aktiviteter, som udviser variationer mellem institutionerne fra mellem 8 og 55 mio. kr. (i 2014).
Etablering af baseline for forsknings- og udviklingsaktiviteter, som skal være fælles for sektoren og skal sikre en retvisende rapportering af vidensproduktionen. Baseline i 2013 etableres på grundlag af et fælles udviklingsprojekt for alle 7 professionshøjskoler.
Ud over disse fælles indikatorer har de enkelte professionshøjskoler egne indikatorer som fx aftagerinddragelse, videnomsætning, samarbejde med universiteter og studerendes og medarbejderes inddragelse i FoU-aktiviteter, specielt på pædagog- og læreruddannelsen.