I 1987 fattedes riget også penge. Man kan næsten spørge: Hvornår har riget ikke det?
Her blev nedsat et trepartsudvalg. Indledningen i trepartsaftalen fra december 1987 kunne såmænd også være skrevet i 2012 ”På baggrund af de alvorlige udsigter for dansk økonomi er der enighed om, at konkurrenceevnen må forbedres, at …” Senere i dokumentet omtales omkostningsudviklingen i forhold til udlandet.
Ofte ses reguleringsordningen som en udløber af denne aftale. Det er historisk set ikke korrekt, men trepartsaftalen har været fundamentet, som har sikret, at reguleringsordningen nu har 28 år på bagen.
Reguleringsordningen blev skabt ved overenskomstforhandlingerne i 1983. Lige inden havde Poul Schütter regeringen afskaffet dyrtidsreguleringen og taktreguleringen. I stedet blev aftalt reguleringsordningen. Den er teknisk konstrueret meget forskelligt fra taktreguleringsordningen, men den store principielle forskel er der ikke. Så hvorfor den ene var forbudt mens den anden var lovlig, var ikke så nemt at forstå dengang.
Hvis de private ansatte fik mere end de offentligt ansatte skulle de offentlige ansatte ikke snydes, men have en kompensation. Det skulle reguleringsordningen sikre. Reguleringsordningen har været et fast element i løndannelsen for den offentlige sektor siden. Der er løbende foretaget justeringer i ordningen i tidens løb, bl.a. i takt med at lønstatistikkerne er blevet omlagt.
Det er tekniske ændringer. På det principielle plan er ordningen intakt og uændret. Den skal sikre en parallel lønudvikling mellem den offentlige sektor og den private sektor. Og det gør den. I et enkelt år kan udviklingen godt afvige, men roligt og stille vil reguleringsordningen efterfølgende rette op på misforholdet.
Første gang reguleringsordningen udmøntede var 1. oktober 1984. Her blev udmøntet 0,23 procent. Det spøgte man den gang med var for lidt til, at det var ulejligheden værd at rette lønkort, lønoversigter, beløb i databaserne med videre. I dag er man nok mere taknemmelig for blot at få lidt.   
Reguleringsordningen har således 28 år på bagen. Om den skal nå at fejre rund 30 års fødselsdag afgøres ved de netop påbegyndte overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor.
Her har organisationerne krævet reguleringsordningen fortsætter uagtet man med rimelig sikkerhed ved, at den næste udmøntning vil være negativ. På længere sigt skaber reguleringsordningen en stabilitet i løndannelsen mellem den offentlige og private sektor, som man gerne ser fortsætter.
Staten som arbejdsgiver omtaler ikke reguleringsordningen i sine krav overfor CFU. Her er de øvrige offentlige arbejdsgivere tilsvarende sparsomme med tilkendegivelser. I sin pressemeddelelse omkring udveksling af overenskomstkrav skriver Finansministeriet imidlertid:
”I dag er der en høj grad af automatik i statens løndannelse, som mindsker koblingen mellem løn og produktivitet. Tiden er løbet fra den reguleringsordning, som hidtil har sikret de statsligt ansatte en løn, der automatisk og uden modydelser følger den private sektors lønudvikling, og som dermed er uafhængig af opgaveløsningen i den statslige sektor.”
Finansministeriets tilkendegivelse må nærmest ses som en udfordring til reguleringsordningen. Hvordan ministeriet har tænkt sig at koble produktivitet ind i regnestykket er der derimod intet om.