Den aftale om næste års økonomi, som regeringen netop har indgået med danske regioner, betyder bl.a. at de ansatte i sundhedssektoren skal øge produktiviteten med to procent.
Men hvis de ansatte skal løbe endnu hurtigere, end de gør i dag, er det helt afgørende at der for alvor tages hånd om deres psykiske arbejdsmiljø. Det pointerer formand for FTF, Bente Sorgenfrey. FTF er hovedorganisation for en række faggrupper i sundhedssektoren som fx sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, jordemødre og bioanalytikere.
De ansatte i regionerne har allerede gennem en årrække præsteret en stadigt stigende produktivitet. Lige siden starten af nullerne har de ansatte opfyldt en gentaget produktivitetskrav på to procent, påpeger Bente Sorgenfrey.
"Medarbejderne har i dag så travlt, at det går ud over kvaliteten. Skal de løbe endnu hurtigere, må der skabes et bedre psykisk arbejdsmiljø. Desuden må tid og opgaver passe bedre sammen", siger Bente Sorgenfrey.
Øget arbejdsmængde og færre kolleger
Tre ud af fire FTF’ere i regionerne har oplevet en forøget arbejdsmængde per medarbejder på deres arbejdsplads i de seneste to år. To tredjedele har oplevet, at der er blevet færre medarbejdere på deres arbejdsplads på grund af fyringer, ansættelsesstop, naturlig afgang eller frivillig fratræden. Det viser en omfattende undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, som FTF har foretaget blandt 24.000 af sine medlemmer.
Samtidig med at medarbejderne har presset produktiviteten op, har et stort flertal af dem skullet manøvrere i et mylder af omvæltninger på arbejdspladserne, viser undersøgelsen.
80 procent af FTF’erne i regionerne har inden for de seneste to år oplevet omorganiseringer, sammenlægninger, lukninger el flytninger. Mere end to tredjedele (67 procent) har inden for de seneste to år oplevet, at der blev færre kolleger som følge af ansættelsesstop, naturlig afgang eller frivillig fratræden.
Hver tiende plaget af stress
Undersøgelsen viser også, at 15.500 fuldtidspersoner hvert år er helt eller delvist syge pga. dårligt psykisk arbejdsmiljø. Næsten hver tiende medarbejder er plaget af stress.
Bente Sorgenfrey peger på det psykiske arbejdsmiljø som vor tids store udfordring. Her halter indsatsen langt efter indsatsen for det fysiske arbejdsmiljø – på trods af fakta. Samlet set koster dårligt psykisk arbejdsmiljø på jobbet fx samfundet mere end 30 milliarder kroner om året.
"Det hænger slet ikke sammen, når vi lever i et samfund, hvor medarbejdere oplever store arbejdsmængder, tidspres og frygt for at blive fyret i krisetider, og hvor store faggrupper, der dagligt kommer helt tæt ind på livet af borgere, klienter og kunder, udsættes for høje følelsesmæssige krav. Dårligt arbejdsmiljø skal bekæmpes og forebygges", siger hun.