Vi skal blive bedre til at samarbejde og idéudvikle mellem private virksomheder og den offentlige sektor, når opgaverne skal løses fremover. Det mener FTF og DI Service. Begge parter er medarrangører af Velfærdens Innovationsdag, der løber af staben i dag, torsdag.
På dagen fremhæver FTF de mange gevinster, der er, når eksempelvis sygeplejersker, pædagoger eller fysioterapeuter arbejder sammen med private virksomheder om at forbedre servicen til borgerne.
Flere hoveder tænker som bekendt bedre end et. Derfor vinder den offentlige og den private sektor oftest både økonomisk og menneskeligt ved at idéudveksle og arbejde tæt sammen i såkaldte offentlig-privat innovationssamarbejder (OPI). For at gøre gevinsterne ved OPI synlige, optræder nogle eksempler i FTF’s stand på Velfærdens Innovationsdag, der afholdes i Øksnehallen i København.

FTF lancerer vidensbank
I samme ånd lancerer FTF i dag en videnbank med konkrete eksempler på OPI-projekter. Der er eksempler på, hvordan medarbejderne i en daginstitution har været med til at udvikle en mobil kommunikationsplatform. Det gør samarbejdet med forældre bedre og øger arbejdsglæden for pædagogerne.

Der er også eksempler på, at jordemødre og private virksomheder har udviklet produkter, der gavner samarbejdet med og om gravide – eksempelvis med en digital løsning eller en 3D-fødestue. Eksemplerne er mange, og der er derfor også inspiration at hente for fx farmakonomer, lærere og andre af FTF’s faggrupper.
Eksemplerne viser, at offentlig-privat innovationssamarbejde sparer penge, forbedrer arbejdsmiljøet, skaber nye job samt øger afsætningen for private virksomheder. Derudover giver nye opfindelser parterne mulighed for at brande sig nationalt og internationalt.
FTF håber, at eksemplerne kan inspirere andre til at gå i gang med OPI-projekter. Banken vil derfor blive opdateret løbende med ny viden og gode eksempler.