Indledning

Ulandssekretariatet har struktureret sit arbejde i udviklingslandene i programmer – frem for projekter – for at sikre en mere langsigtet indsats i de lande, man arbejder i. Programmet i Østafrika blev fornyet i 2011 og løber til juni 2015. Ulandssekretariatet har et kontor i Arusha, Tanzania, hvor Østafrika-samarbejde er centreret både på landeniveau og på fagbevægelsesniveau. Kontoret har siden august 2008 været fuldt bemandet med 1 udstationeret dansk rådgiver, en lokalt ansat projektassistent og 1 lokalt ansat bogholder. I 2011 blev staben udvidet med en projektkonsulent, der på sigt skal aflaste den danske rådgiver og bl.a. afholde nogle af de bilaterale møder.

Kontoret ligger sammen med EATUC’s kontor for at styrke samarbejdet og opnå stordriftsfordele på kontorhold m.v. Det planlægges at flytte kontoret (til lokaler i samme bygning) for at skubbe på EATUC’s bestræbelser på at blive selvstændigt bæredygtige både politisk og økonomisk.

EATUC består af Kenya, Tanzania, Uganda, Zanzibar, Rwanda og Burundi. Alle 5 lande er nu en del af det program Ulandssekretariatet arbejder med i perioden 2011-2015.

CAC-mødet

I programmet for CAC-mødet var indbygget forskellige oplæg, så mødedeltagerne (de ledende hovedorganisationsrepræsentanter fra de 5 medlemslande) både fik lejlighed til at diskutere projektets fremdrift men samtidig fik inspiration til alternative veje at gå. FTF fik derfor også lejlighed til at øse af de danske/europæiske erfaringer.

Billedet der tegner sig af programmets udvikling er fortsat positivt:

  • Dialogen mellem EATUC og EAC er stærk, men er blevet svækket en smule siden sidste år. EAC har således ikke holdt de møder for medlemslandenes arbejdsministre som er en forudsætning for, at også EATUC kan komme på banen. EATUC presser derfor lige nu på for at få genoptaget den planlagte politiske mødeaktivitet, så integrationen kan fortsætte. Ulandssekretariatets rådgiver anvendes fortsat i stor udstrækning til sparring af EATUC i alle spørgsmål både på embeds- og politisk niveau.
  • Der er styr på programmets økonomi og landenes indrapporteringer til Ulandssekretariatet er forbedret betydeligt efter at den lokalt ansatte bogholder har afholdt kurser for de enkelte lande i den økonomiske indrapportering og har været på besøg i alle hovedorganisationers regnskabsafdelinger.
  • Alle lande i programmet besøges fortsat af landerådgiveren hvert kvartal og det er tydeligt, at det dybdegående kendskab rådgiveren dermed får til landene, hovedorganisationerne og deres ligheder og forskelle højner niveauet i det løbende samarbejde. Der ligger en udfordring i at nå rundt til alle lande hvert kvartal, særligt fordi der som nævnt nu officielt er 5 lande omfattet af programmet. I alle lande har der været de aftalte aktiviteter som både kvalitets- og kvantitetsmæssigt er tilfredsstillende. Og i de nye lande er der allerede indsatser i gang, der skal løfte dem og deres interessevaretagelse.
  • Fordi det nye program for 2011-2015 blev diskuteret grundigt på CAC-mødet i 2010, var der stor tilfredshed med det nye programs udformning, og der er mange opgaver for hvert enkelt land som nærmer sig almindelig driftsopgaver, og som derfor også kører stabilt alene fordi man ved præcist hvad der skal gøres, man skal ikke først udvikle ideer, blot føre ideerne endnu længere ud, fx uddanne endnu flere TR.
  • Endelig synes det som om de 3 oplæg om den uformelle økonomi CAC-mødet indeholdt, fik deltagerne til at overveje nye måder at nærme sig arbejderne i den uformelle sektor og deres optagelse i fagforeninger. Man syntes pludselig at forstå, at selvom disse arbejdere ikke giver den store indtægt (de har ikke penge til at betale kontingent) så har de betydning alene qua deres antal – en fagforening kan øge sin politiske stemme ganske betragteligt ved at favne den uformelle sektor. Det bliver spændende at se om det har bragt ny udvikling i 2012.
  • Udviklingen udfordres imidlertid af den skrøbelige østafrikanske økonomi som på trods af vækst på ca. 5% ikke giver reallønsfremgang eller forbedrede levevilkår for de almindelige arbejdere. Priserne på basale fødevarer og benzin er stærkt stigende og i flere lande er hovedorganisationen i dialog med regeringen om hvad der kan gøres og/eller i gang med at facilitere protest-strejker.