Sådan skrev den 20-årige Marie Christensen i sin dagbog en aften i 1890’erne. Siden hun var 16 år, havde hun arbejdet som tjenestepige forskellige steder på Sjælland og i København, og forholdene her havde chokeret hende.
Hun knoklede fra klokken seks om morgenen til midnat hver eneste dag, fik dårlig kost, havde næsten ingen fritid og boede på kummerlige loftværelser uden en rigtig seng eller kakkelovn. Det trak forfærdeligt, og om vinteren blev det så koldt, at vandet bundfrøs i lerskålen på servanten. Også i køkkenet blev der sparet på varmen, og Marie fik frostskader på hænderne, fordi hun ofte måtte ordne opvask og rengøring med iskoldt vand.
Alt dette gjorde Marie Christensen vred, og da hun en dag læste i Politiken, at tjenestepiger udgjorde den største procentdel af prostituerede i landet, besluttede hun sig til at handle. Tjenestepiger skulle gøre krav på bedre forhold, og der skulle skabes respekt om faget.
Marie besluttede sig for at oprette en forening for tjenestepigerne i København, og efter nogle års forberedelse inviterede hun til Tjenestepigernes Forenings stiftende møde i København d. 15. november 1899.
KRAVENE VAR
- Afskaffelse af natarbejde.
- Ordentlig kost og logi.
- Fri hver anden søndag og en valgfri aften om ugen.
- En times pause om dagen
- Kortere arbejdsdage og ekstra betaling ved overarbejde.
- Og så skulle tjenestepigen have ret til at drikke sig en kop varm te om aftenen.
Efterfølgende vandrede Marie op og ned ad byens bagtrapper for at skaffe nye medlemmer til foreningen, men det var ikke let at få fat i dem, for tjenestepigerne arbejdede alene og isoleret.
De havde ikke fritid til at gå til foreningens møder og manglede både økonomisk og psykisk overskud til at indgå i den faglige kamp. I løbet af årene steg medlemstallet dog, ikke mindst på grund af artiklerne i det medlemsblad, som Marie selv var redaktør på.
Efterhånden dannedes nye afdelinger rundt omkring i landet, og i 1904 samledes de under navnet ’De samvirkende danske tjenestepigeforeninger’.
Fakta
Tekst: Gry Jexen
Illustration: Thit Thyrring
Dette er et ud af tre historiske kvindeportrætter, som er udført for FH i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts 2023.
Marie Christensens mål var at skaffe tjenestepigerne politisk, social og økonomisk ligestilling med resten af fagene, der var repræsenteret i fagbevægelsen. Derfor var hun også bredere politisk engageret.
Hun arbejdede aktivt for, at kvinder og tyende skulle have stemmeret, og for at få tyendeloven af 1854 og ikke mindst skudsmålsbogen afskaffet.
Markante meninger og manglende samarbejdsevne
Desuden sad hun en årrække i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet.
Marie havde ry for sine markante meninger og manglende samarbejdsevne, når kompromisser skulle søges, og det hæmmede af og til hendes menneskelige relationer.
Fra begyndelsen havde det været ambitionen at åbne en fagskole for unge tjenestepiger på vej i tjeneste samt et alderdomshjem for ældre ugifte tjenestepiger.
Fagskolen åbnede i 1906 og blev omgående en succes. Skolen var den første fagskole etableret af arbejdere selv, og i 1927 flyttede den til større rammer i Fensmarkgade under navnet Husassistenternes Fagskole.
Den fungerede frem til 1972. Alderdomshjemmet åbnede i 1935, og Marie boede der selv frem til sin død i 1945.
