Hun voksede op i en fattig familie under den store økonomiske krise i 1930’erne. Familien var ofte nødt til at søge socialhjælp for at kunne klare sig. Alligevel lykkedes det Eva Gredal at afslutte både realeksamen og studentereksamen. Hun afbrød sine studier på Københavns Universitet, da hun i 1949 giftede sig, men læste senere til socialrådgiver.
På grund af de fattige kår i sin barndom havde Eva Gredal fra begyndelsen af sin karriere en stor interesse for det socialpolitiske felt.
Hun var i mange år formand for Dansk Socialrådgiverforening og senere næstformand i Landsforeningen for Mentalhygiejne. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet og blev kun glad, da hun i 1968 blev opfordret til at stille op til Folketinget.
Krag udnævnte Eva Gredal til socialminister
Hun blev valgt ind i Folketinget ved valget i 1971 og i samme ombæring udnævnte statsminister Jens Otto Krag hende til socialminister.
Det var usædvanligt at udnævne et nyvalgt folketingsmedlem uden politisk erfaring til minister, men Krag lagde vægt på Eva Gredals mangeårige arbejdserfaring inden for socialområdet.
Det var et klogt valg, for Eva viste sig hurtigt at have talent for politisk forhandling. Evas grundtanke var at skabe et socialt sikkerhedsnet i velfærdsstaten, et der var både stabilt og enkelt at ertilgå.
Allerede i 1972 lykkedes det hende at få stemt en ny sygedagpengereform igennem. Reformen indeholdt sociale fremskridt, da den sikrede muligheden for økonomisk dækning både ved sygdom og fødsel, og samtidig ligestillede reformen lønmodtagere og selvstændiges rettigheder.
Bistandsloven
Fakta
Tekst: Gry Jexen
Illustration: Thit Thyrring
Dette er et ud af tre historiske kvindeportrætter, som er udført for FH i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts 2023.
Eva Gredals anden store politiske bedrift var Bistandsloven af 1976. Loven afløste alle tidligere omsorgs- og forsorgslove og samlede dem under én. Kerneforandringen i denne lov var afskaffelsen af sondringen mellem selvforskyldt og uforskyldt nød.
Derudover blev bistanden fordelt ud fra behov snarere end ret, og det betød, at fordelingen af ydelserne kom til at bero på den enkelte borgers situation – målet var færre borgere på varig forsørgelse.
Gennem hele sin karriere var Eva Gredal engageret i arbejdet for ligestilling imellem kønnene.
Næstformand i Dansk Kvindesamfund
Sideløbende med sin politiske karriere var hun medlem af, og i en periode næstformand i, Dansk Kvindesamfund. I 1975 modtog hun foreningens Mathildepris for som toppolitiker at have bevaret sine kvindepolitiske holdninger.
Men som med sit socialpolitiske arbejde mente Eva Gredal, at udfordringerne med ligestillingen skulle løses politisk.
Derfor bakkede hun op om ideen om at oprette et ligestillingsråd i 1974, og da FN dedikerede året til kvinder i 1975, var hun leder af den danske delegation ved den internationale kvindekonference i Mexico samme år.
På kant med rødstrømperne
Eva Gredals politiske tiltag var dog ikke altid lige populære. For eksempel kom hun på kant med Rødstrømperne, da hun i midten af 1970’erne var med til at indføre den, i folkemunde omtalte, ”dyneløfterparagraf”, som gav myndighederne mulighed for at kontrollere om enlige mødre, der søgte ekstra tilskud, ikke samtidig havde en samlever.
Et andet synspunkt, der gav anledning til kritik, var Eva Gredals opbakning til EU (dengang EF). Hun sad som medlem af Europaparlamentet fra 1979-1989 og modsat mange på den yderste venstrefløj, anså Eva Gredal de internationale løsninger omkring ligestilling for mere gavnlige end de forandringer, man kunne gennemføre nationalt. Efter sin periode som medlem af parlamentet fortsatte hun sit internationale engagement i Europabevægelsen.
