Europa-Kommissionen præsenterede i denne uge, en ny plan for hvordan EU skal lovgive og håndhæve denne lovgivning bedre over for medlemslandene. Kommissionen understreger her et fokus på mere forenklet og transparent lovgivning i EU.

Lovgivningen skal være mere lige til og kræve mindre papirarbejde for fx de europæiske virksomheder. Virksomhederne skal have mere tid til at udvikle sig, og styrke EU’s konkurrenceevne.

FH mener

EU skal altid arbejde hen mod at få så god lovgivning som muligt. Ensartet og solid håndhævelse af lovgivningen er afgørende, og halter stadig rundt omkring i Europa.

Der skal luges ud i offentlige udbudsregler

Kommissionen bygger deres forslag op om fem søjler. Disse har til formål at gøre tidligere og fremtidig lovgivning mere enkel, transparent, effektiv og mindske fragmentering blandt medlemslande.

Der skal også ryddes op i dele af den eksisterende EU-lovgivning. Det vil være på områder, hvor der er en høj grad af fragmentering og inkonsistens. Som eksempel på et sådant område nævner Kommissionen i sin præsentation offentlige udbud.

Kommissionen mener, at der er for mange regler, der sætter krav til processen omkring offentlige udbud. Kommissionen har derfor en plan om at rydde op i reguleringen, så området bliver strømlinet. Det vil gøre det nemmere bl.a. at forstå og implementere lovgivningen.

Kommissionen understreger, at oprydningen vil ske i samarbejde med de relevante samfundsgrupper og mindre virksomheder i EU. 1 juli i år fremlægger Kommissionen et forslag til at revidere EU’s udbudsregler.

De fem søjler for Kommissionens forslag

  1. Designe lovforslag, der er mere enkle
  2. Styrke EU reguleringssystem med mere transparens
  3. Lancering af en ny handlingsplan, der skal rydde op i EU-lovgivningen
  4. Takle problemet med lovgivningsmæssig fragmentering blandt medlemsstater (gold plating)
  5. Hurtigere og mere robust håndhævelse af EU-lovgivning

Hårdere håndhævelse af udstationering af arbejdskraft

Et af de områder, vi i FH også hæfter os ved i Kommissionens forslag, er fokus på udstationering af arbejdskraft. Kommissionen anerkender, at der trods igangværende overtrædelsesprocedurer fortsat er udfordringer med håndhævelsen, når det gælder sikringen af arbejdstagerrettigheder, hvor djævlen i høj grad ligger i detaljen.

Fra FH’s side ser vi særligt i forbindelse med udstationering af tredjelandsborgere tilbagevendende eksempler på svig og omgåelse af reglerne.

Derfor lægger Kommissionen op til en styrket indsats for korrekt implementering af håndhævelsesdirektivet samt en udvidelse af mandatet for Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed. Hvornår Kommissionen løfter sløret for deres nærmere hensigter er stadig usikkert.

Glædelig første maj til alle læsere af FH’s nyhedsbrev og vores medlemmer!

Dyk ned i Kommissionens forslag her: A Simpler, Clearer and Better Enforced EU Rulebook – European Commission