En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) dokumenterer, at uddannelse er afgørende for at bryde den negative sociale arv – og at betydningen af uddannelse kun er vokset de seneste 20 år.

Børn fra de fattigste familier har langt større chance for at løfte sig ud af lavindkomst, hvis de får en erhvervs- eller professionsuddannelse.

Særligt praksisnære uddannelser som pædagog, social- og sundhedsassistent og detailuddannelser fungerer som effektive løftestænger væk fra bunden af samfundet. Det viser analysen, som bygger på data fra Danmarks Statistik og fokuserer på børn fra de 20 procent fattigste husholdninger.

“Uddannelse er helt afgørende for at bryde den sociale arv. Får du ikke en uddannelse efter folkeskolen eller gymnasiet, er sandsynligheden for at blive ramt af den negative sociale arv langt større,” siger Sune Caspersen, chefanalytiker i AE.

Uden uddannelse bliver de fleste i bunden

Analysen viser, at over halvdelen af børnene fra de fattigste hjem, som ikke gennemfører en videregående eller erhvervsuddannelse, forbliver i samme lave indkomstgruppe som deres forældre.

Har de derimod en faglært eller mellemlang uddannelse i hånden, reduceres risikoen markant.

Hvis et barn fra en fattig familie gennemfører en erhvervsuddannelse, falder sandsynligheden for at ende i forældrenes indkomstgruppe til lidt over én ud af fem.

Dermed har uddannelse en dokumenteret og markant betydning for social mobilitet.

Analysens konklusioner

  • Der er lavere social mobilitet og dermed en højere grad af social arv for børn, der vokser op i de fattigste og de rigeste familier. Over de seneste 20 år er sandsynligheden for at ende i samme indkomstgruppe som sine forældre nogenlunde konstant.
  • Det er helt afgørende at få en uddannelse, hvis den sociale arv i bunden skal brydes. Med grundskolen eller en studentereksamen som højest fuldførte uddannelsesniveau er der en markant højere risiko for at ende i den laveste indkomstgruppe ligesom sine forældre.
  • Sammenhængen mellem at få en uddannelse og bryde den sociale arv er kun blevet stærkere over tid. At få en uddannelse er blevet endnu mere afgørende end tidligere.
  • De hyppigste uddannelsesveje for børn, der bryder den sociale arv i bunden, er uddannelser som pædagog, detailhandel og kontor, social- og sundhedsassistent og -hjælper, syge- og sundhedsplejerske og folkeskolelærer.

    Kilde: ae.dk
LÆS HELE ANALYSEN PÅ AE.DK

Ifølge AE er betydningen af uddannelse for social mobilitet blevet stærkere siden 2003. Tidligere var det muligt at skabe sig en stabil økonomisk tilværelse som ufaglært – men den mulighed er i dag langt mindre.

Samtidig peger analysen på en positiv udvikling: Flere unge gennemfører nu en uddannelse end tidligere. Det har haft en stabiliserende effekt på mobiliteten, som ellers kunne være forværret.

“Det betyder, at vi skal sætte særligt ind, for at styrke uddannelsesmulighederne og -paratheden for de fattigste børn, hvis den sociale arv skal knækkes,” siger Sune Caspersen.

Pædagog og SOSU giver størst løft

De uddannelser, som i højeste grad løfter børn ud af fattigdom, er erhvervs- og professionsrettede.

Ifølge AE’s analyse er det ikke nødvendigvis de lange akademiske uddannelser, der skaber størst mobilitet, men derimod de mere praksisnære veje.

Blandt dem, som gennemfører uddannelser som pædagog, social- og sundhedsassistent eller detailhandel, er chancen størst for at ende i en højere indkomstgruppe end forældrene.

Analysen bekræfter dermed, at også faglærte bidrager betydeligt til samfundets sociale mobilitet.

Social arv bider hårdest i bunden

Selvom Danmark internationalt set har ry for høj social mobilitet, viser analysen, at den negative sociale arv stadig spiller en stor rolle – særligt for børn fra de fattigste familier.

Det økonomiske udgangspunkt i barndommen har stadig stor indflydelse på, hvor man ender som voksen.

AE opfordrer derfor til at prioritere uddannelsespolitikken målrettet de unge med svagest baggrund.

Analysen sætter tyk streg under, at hvis børn og unge fra lavindkomsthjem skal have lige muligheder med alle andre unge, så kræver det et klart politisk fokus og investeringer i både erhvervsuddannelser og professionsuddannelser, der matcher de unges behov og virkelighed.

Først og fremmest for de unge

FH’s forslag til at få flere unge i uddannelse og job

LÆS MERE