Det mæglingsforslag, der nu er sendt til afstemning hos medlemmerne, betyder noget særligt for mig. Ikke kun fordi vi har lagt den sidste brik i en aftale, der giver bedre løn, barsel og arbejdsvilkår til lønmodtagerne.
Men også fordi det er det første mæglingsforslag, jeg lægger navn til som formand for FH.
Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads er lidt af et parallelunivers. Et lukket rum, hvor de sidste knaster og konflikter skal høvles af, og hvor man ikke går hjem, før alle ender er nået sammen.
Vi sidder skiftevis i små og store kontorer, med tomme kaffekopper, gulerødder, slikpapir, overstregede papirer, regnestykker og lister på væggene.
Én samtale med arbejdsgiverne bliver til tre interne møder i egen delegation. Nogle laver regneark. Andre ringer hjem og siger: “Det bliver ikke i dag.” Spiser lidt for mange müslibarer. Og kæmper for at få det hele til at hænge sammen.
En aftale vi kan være bekendt!
Der er grin og alvor. Træthed og stædighed. Og altid det samme mål: At finde en løsning. En aftale, vi kan være bekendt. Som kan sendes videre til medlemmerne med en vis stolthed i stemmen.
Når man sidder i Forligsen, mærker man, hvad det er, vi i fagbevægelsen kan, når det virkelig gælder. Vi forhandler ikke bare om tal. Vi forhandler om tryghed. Om rettigheder. Om respekt for det arbejde, der bliver gjort hver dag i hele Danmark.
Jeres navn vi skriver med
Derfor var det også noget særligt at sætte min underskrift på. Fordi den ikke står der alene. Den står der sammen med alle jer, vi forhandler for. Det er jeres navn, vi skriver med.
Tak til alle der forinden har forhandlet de gode resultater, vi kunne bygge videre på. Tak til dem er var med ved bordet – og bag det. For fagligheden, for fællesskabet og for at tage ansvar hele vejen.
Og husk: Er du medlem af en fagforening – Så stem JA til DIN nye overenskomst!