EU-kommissionens omfattende Innovationsfond, der er finansieret af salget af CO2-kvoter i EU’s kvotehandelssystem, har givet tilsagn om at tildele i alt 4,8 mia. euro, der skal bruges til at udvikle banebrydende energiteknologier i stor skala. I alt har 85 projekter fra 18 lande fået tilsagn om tilskud.
”Det er meget positivt, at danske virksomheder i år hjemtager omkring 10 pct. af midlerne fra EU’s Innovationsfond i forlængelse af, at vi sidste år oprettede et sekretariat, som netop skal gøre det lettere for dansk erhverv at få del i EU-midlerne.
Det bekræfter Danmarks styrkeposition, når det kommer til udvikling af grønne teknologier”, siger vicedirektør Iben Møller Søndergård.
Stor succes til danske projekter
15 danske projekter har ansøgt om støtte fra EU’s Innovationsfond, hvoraf 8 projekter bestod alle krav, og 7 nu er udvalgte til at indgå aftale om tilskud. De 7 projekter falder inden for fire forskellige projektkategorier:
- I kategorien storskalaprojekter tildeles 2 danske projekter støtte.
- I kategorien mellemstore projekter tildeles 1 dansk projekt støtte.
- I kategorien manufacturing tildeles 2 danske projekter støtte.
- I kategorien pilotprojekter tildeles 2 danske projekter støtte.
Fælles for projekterne er, at de vil fortrænge CO2 og dermed bidrage til EU’s net-zero-målsætning. De 7 danske projekter angiver, at deres løsninger har potentialet til samlet at fortrænge over 33 millioner ton CO2 inden for projekternes 10 første operationelle år. Projekterne vil ligeledes bistå Danmarks egne klima- og energipolitiske målsætninger samt bidrage til vækst og jobskabelse i Danmark.
De danske projekter, der har fået støtte er:
Projekt | Type | Koordinator |
GreenWave | Storskalaprojekt | European Energy A/S |
ACCSION | Storskalaprojekt | Aalborg Portland A/S |
Greensand Future | Mellemstort projekt | INEOS E&P A/S |
NEMO | Manufacturing | Siemens Gamesa Renewable Energy A/S |
H2-GIGA | Manufacturing | HydrogenPro A/S |
PIVOT | Pilotprojekt | Siemens Gamesa Renewable Energy A/S |
CASTRO | Pilotprojekt | VESTAS WIND SYSTEMS A/S |
Se Europa Kommissionens pressemeddelelse om støtten fra EU’s Innovation Fund
Nye initiativer
Nu initiativer i Energistyrelsen skal hjælpe endnu flere projekter på vej til støtte fra EU’s Innovationsfund
3. december 2024 åbnes der for igen for projektansøgninger til EU’s Innovationsfond.
Team EU Funding i Energistyrelsen står til rådighed, såfremt potentielle ansøgere har spørgsmål eller behov for generel vejledning omkring vilkår og proces for at søge om tilskud fra fonden.
Som noget nyt tilbyder Energistyrelsen gratis projektvalidering til danske aktører, som overvejer at søge om midler fra fonden.
Energistyrelsen afholder nationalt informationsmøde 9. januar 2025 samt en række webinarer, hvor potentielle ansøger har mulighed for at blive klogere på EU’s Innovationsfund.
Læs mere om EU’s Innovationsfond og mulighederne for at søge om støtte her.
/Ritzau