Den grønne omstilling kommer til at betyde mærkbare forandringer for de fleste af os de kommende år. Det er en bunden opgave, og i fagbevægelsen står vi fuldtonet bag. Danmark skal være et foregangsland, og vi har meget at vinde som lønmodtagere og borgere: ren luft og vand, velbetalte job, billig energi og stærkere konkurrenceevne.
Der er dog grund til bekymring. For mens politikere og debattører i foråret har diskuteret CO2-afgift i landbruget og iltsvind i danske fjorde, er den grønne optimisme faktisk blevet mindre hos lønmodtagerne.
Opbakningen hos lønmodtagerne til den grønne omstilling er faldet de sidste 3 år. Det viser vores interne målinger i fagbevægelsen. I 2024 var 63 pct. positivt indstillet, mens det var 74 pct. for 3 år siden. Opbakningen er der stadig, men langt flere er blevet i tvivl.
Det er ikke alle, der glæder sig over udsigten til forandringer i hverdagen, på arbejdsmarkedet eller i lokalsamfundet. Mange er med rette bekymrede for, om priserne igen vil stige, eller hvad udviklingen betyder for deres arbejdsplads eller fag. Det forstår jeg godt.
Den grønne omstilling bliver kun en succes, hvis lønmodtagerne får bedre jobmuligheder og tryghed i hverdagen – ikke omvendt. Samtidig skal vi huske, at der sidder lønmodtagere og familier, som bliver klemte, når verden forandrer sig markant.
I Fagbevægelsens Hovedorganisation har vi derfor udarbejdet en række forslag, som skal sikre fremdrift og en retfærdig grøn omstilling. Vi peger på tre store opgaver i den grønne omstilling – mere uddannelse, større tryghed for den enkelte og så skal den offentlige sektor spille en større rolle som drivkraft for den grønne omstilling.
Den grønne omstillings fronttropper
I den grønne debat fylder diskussioner om personligt ansvar og individers forbrugsmønstre – hvad er der på tallerkenen, hvor går ferien hen og hvad med dit eget CO2-aftryk? Men det bliver en skæv samtale, for selvom vores individuelle bidrag tilsammen er vigtige, er der i høj grad også behov for strukturelle forandringer.
Den grønne omstillings vigtigste grundelementer er stadig alt det, som opføres og bygges i de her år – nye betonstrukturer, kabler, kedler, møller, maskiner og robotter. Der er et voldsomt behov for at elektrificere Danmark, og etablere infrastruktur og el-tekniske løsninger over hele landet.
Her møder vi en af de største barrierer for fortsat grøn omstilling; nemlig manglen på faglærte.
For at nå de danske klimamålsætninger, om det så er 70 pct.-klimamålsætningen i 2030 eller vejen mod klimaneutralitet i 2045, skal vi have flere af disse fronttropper i den grønne omstilling. Uden dem ingen grøn forandring. Vi skal have flere elektrikere, struktører, smede, VVS’ere og industriteknikere – men også flere kontoruddannede, der har styr på klimarapporter, ernæringsassistenter med ekspertise i grønne proteiner på sygehuse og på plejehjem. For blot at nævne nogle af de centrale faggrupper.
For at sikre flere faglærte foreslår vi, at der gives løn under hele uddannelsen for alle erhvervsskoleelever over 25 år. I dag får man som udgangspunkt kun løn, når man har fået en læreplads. Vi ser gerne, at regeringen indkalder til en trepart for at sikre arbejdskraft til den grønne omstilling.
Grønt sikkerhedsnet
Den grønne omstilling har allerede skubbet til det danske arbejdsmarked, og i årene fremover vil vi fortsat se, at jobs forrykkes imellem fag og brancher. Tag f.eks. de mange medarbejdere, der indtil september har arbejdet på kulkraftværket i Esbjerg, der nu lukker ned. Når omstillingerne ruller ud, skal vi spænde et grønt sikkerhedsnet ud under lønmodtagerne.
Det er uundgåeligt, at nogle arbejdspladser vil gå tabt, men de vil blive erstattet af andre. Vi har en pligt til at hjælpe de mennesker, der mister deres arbejde med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Det kræver, at vi holder hånden under dem, mens de omskoles.
Derfor foreslår vi, at der laves en ny markant grøn mobilitetspulje for de lønmodtagere, der risikerer at miste jobbet i brancher med høj CO2-udledning, og at a-kasser og jobcentre får endnu flere muskler til at hjælpe med uddannelse, når der varsles store massefyringer.
Men den grønne omstilling skubber også til vores privatøkonomi. Det er dyrt at skifte oliefyret ud med tilslutning til fjernvarme, og almindelige lønmodtagere kan stadig mærke den høje inflation i pengepungen. De er bekymrede for, om almindelige forbrugsvarer bliver dyrere i klimaets navn.
Derfor foreslår vi, at de prisstigninger, der sker som følge af nye grønne politiske aftaler og højere afgifter, føres tilbage til lav- og mellemindkomstgrupper. Det kalder vi grøn konto. Ordningen sikrer, at politikerne kan tage flere grønne skridt fremad, uden at det rammer den enlige mor, der laver spaghettikødsovs, som statsministeren flere gange har fremhævet. Det kan ske enten med et direkte tilskud eller et fradrag, hvor man løbende justerer beløbet på kontoen, når der laves nye aftaler.
Vi skal sikre, at den grønne omstilling sker økonomisk retfærdigt, og ikke medfører øget ulighed.
Det offentlige skal gå forrest
Den offentlige sektor har mulighed for at skubbe endnu mere på den grønne omstilling og styrke dansk konkurrenceevne, men har i dag sort spændetrøje på.
Når landets borgmestre og byråd diskuterer de næste års byggeprojekter, er der ofte grønne investeringer, som på alle parametre giver mening på bare lidt længere sigt. Energiprojekter, investeringer i grønnere transport eller renoveringer. Men projekterne må vente, fordi der er her-og-nu-opgaver – nye børnehaver eller veje, der ikke kan vente – og fordi den såkaldte anlægsramme, der bestemmer det tilladte niveau af investeringer og byggeprojekter, er alt for lav.
Derfor vil vi åbne for en grøn anlægsramme i kommunerne, som ligger udover den normale anlægsramme. Mange energirenoveringsprojekter har kort tilbagebetalingstid og forbedrer samtidigt indeklima for medarbejdere, børn og borgere i f.eks. daginstitutioner. Der skal i den sammenhæng oprettes en pulje til kommuner med lav likviditet, så vi får alle med.
Samtidig skal vi sikre, at den nye grønne infrastruktur sker på ordentlige vilkår. Hvis lønmodtagerne oplever at den grønne omstilling kommer med dårlige vilkår, vil det skabe massiv modstand lokalt og nationalt. Det skal vi undgå. Der eksisterer i dag krav om klausuler på det statslige område, men ikke på kommunalt og regionalt niveau. Det skal vi have ændret, så ingen offentlige kroner går til grøn social dumping.
Endelig foreslår vi, at myndighederne påtager sig en endnu større opgave end i dag med at sikre, at lokalområder og boliger i hele Danmark kan reducere energiforbruget og er med i den grønne omstilling. Også de steder i Danmark, hvor friværdien i parcelhusene er mindre, og der er længere imellem elbiler i carporten. Der er behov for en national strategi, der ser samlet på den fortsatte opbakning til den grønne omstilling, de forskydninger i beskæftigelse, der kan ramme lokalområder, og hvordan vi kan sørge for energieffektivitet uanset geografi, boligtype og formue.
De forslag, som jeg har ridset op her, kommer selvfølgelig med en pris her og nu, men jeg er overbevist om, at det er dyrere at lade være. Danmark har alle muligheder for at blive et grønt foregangsland, der kan høste de mange gevinster. Men det kræver, at den omstilling bliver retfærdig.
Indlægget er bragt i Altinget 21.10.2024