I mandags var medlemslandenes beskæftigelses- og socialministre samlet i Rådet. Det blev en glædes dag, da det belgiske formandskab kunne konkludere, at der efter lange og intense forhandlinger endeligt var et flertal for at godkende platformsdirektivet.

Der var dog også andre vigtige punkter på dagsordenen.

Danmarks beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, kunne bl.a. præsentere et brev underskrevet af 14 medlemslande, der opfordrer Europa-Kommissionen til at fremsætte flere lovforslag om grænseværdier for farlige kemiske stoffer.

Ifølge Halsboe-Jørgensen er der gjort store fremskridt på området de seneste år. Men der stadig alt for mange, der bliver syge af at gå på arbejde. I brevet appellerer de 14 lande derfor til, at sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen bliver prioriteret højt i en ny Kommissions femårige arbejdsprogram.

Du finder den fulde dagsorden, samt link til videooptagelser fra mødet og pressemeddelelser her: Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (beskæftigelse og socialpolitik)) – Consilium (europa.eu)

Der findes farlige stoffer på arbejdspladsen, som EU ikke har nogen grænseværdi for

Allerede i 2022 blev det pointeret, at der stadig findes mange farlige stoffer ude på arbejdspladserne, som der endnu ikke er fastsat grænseværdier for på EU-niveau.

Derfor mener de 14 lande bag brevet, at der er behov for mere lovgivning og flere ressourcer, hvis beskyttelsen af de europæiske arbejdstagere skal øges.

Og det skal den, hvis man spørger de 14 medlemslande. Ifølge Halsboe-Jørgensen er det også en måde, hvor man kan sikre lige vilkår til alle, en højere grad af beskæftigelsesproduktivitet og en mere effektiv arbejdsgang. Alt i alt vil det ifølge hende derfor også være en fordel for EU’s økonomi.

Kommissionen planlægger at fremsætte forslag om grænseværdier for kobolt

På mødet deltog også Nicolas Schmit, Europa-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder. Han takkede for brevet og understregede, at det er et emne, der skal sættes højt på dagsordenen.

Dog pointerede han, at Kommissionen allerede er aktive på området. Siden 2016 er der igangsat fem forslag om revision af grænseværdier for 41 kræftfremkaldende stoffer og mutagener. Det har ifølge Schmit reddet 100.000 arbejdstageres liv i EU.

Ifølge Schmit er arbejdet dog langt fra færdigt endnu. Kommissionen arbejder bl.a. på et nyt forslag om grænseværdier for kobolt, der skal fremsættes allerede i år.

FH: Lad os fortsætte det gode arbejde for bedre beskyttelse af arbejdstagerne!

For FH er det helt centralt, at ingen arbejdstagere bliver syge eller dør af at gå på arbejde. Vi hilser derfor brevet velkomment, og vi glæder os til at fortsætte det gode arbejde for at øge beskyttelsen af de europæiske arbejdstagere.