Det var en bebudet katastrofe som viste, hvad vi alle sammen faktisk godt ved, men fortrænger. At det lille mærke ”Made in Bangladesh”, der sidder i nakken på vores fine skjorte, ofte betyder elendige arbejdsforhold og elendig løn for de tekstilarbejdere, der har syet den.
Døden var også på arbejde den 24. april 2013. Her styrtede bygningen Rana Plaza sammen og begravede 1.134 tekstilarbejder.
Det rystede verden.
Døden kiggede forbi allerede dagen før. Da havde man konstateret store revner i den otte etager høje bygning. I bunden lå nogle butikker og en bank, og de nederste etager blev lukket. De fem tekstilfabrikker, som lå på de øverste etager, ignorerede derimod advarslerne, og arbejderne blev kommanderet på arbejde næste dag med trussel om, at de ikke ville få løn, hvis de blev væk. Nogle fik at vide, at de ville blive trukket en hel månedsløn, hvis de ikke dukkede op.
Om morgenen den 24. april mødte arbejderne ind. Den første time var der strømafbrydelse, og derfor blev fabrikkernes generatorer startet op, hvilket fik hele huset til at ryste. Klokken 8.57 styrtede bygningen sammen i en sky af støv og murbrokker. Overlevende har beskrevet ulykken og minutterne op til som om, de mærkede et jordskælv. 1.134 mennesker blev dræbt og yderligere 2.500 såret.
Under en uges kaotisk redningsarbejde opstod der mistanke om, at bygningen var ulovlig, at den var for høj, eller for ringe konstrueret. Alt det var sikkert også sandt, men for fagbevægelsen i Bangladesh var der et yderligere perspektiv:
”Rana Plaza-ulykken viste i al sin gru, at arbejdernes legitime krav om ordentlige og sikre arbejdsforhold ikke respekteres,” sagde Nazma Akhter, der er formand for Sammenslutningen af Fagforeninger for Tekstilarbejderne (SGSF) tilbage i 2015.
Lækkert tøj på den ulækre måde
Hvis man her på 10-årsdagen overhovedet kan tale om, at tragedien måske alligevel ikke har været forgæves, er det fordi, at Rana Plaza blev et symbol på alt det, der er galt med tekstilindustrien og dens arbejdsforhold.
Ussel løn, farlige arbejdsvilkår, lange arbejdstider, forbud mod fagforeninger, vold, mishandling og indespærring – og heftigt tidspres på fabriksejerne fra store tøjbrands – gav tekstilindustrien et fortjent dårligt ry – og det var netop sagen i Rana Plaza. Der var ingen tillidsmand, der kunne tale arbejdernes sag og nægte at udføre farligt arbejde. Fagforeninger var nemlig forbudt.
I Rana Plaza syede arbejderne tøj for 28 vestlige varemærker, blandt andre Benetton, Prada, Gucci, Versace, Zara og Primark, og ulykken var med til at forstærke forbrugernes kritik mod den ulækre måde, det lækre tøj bliver til på.
I tiden efter kom der faktisk forbedringer, blandt andet takket være en lang række aktører som fagbevægelsen, internationale brands, ILO og Ulandssekretariatets partner, Bangladesh Institute of Labour Market Studies (BILS).
Fast fashion og langsom regulering
Der arbejder over 4,2 millioner mennesker i tekstilindustrien i Bangladesh. De fleste (om mod 60 procent) er kvinder, og det anslås, at 20 millioner menneskers livsgrundlag er afhængig af industrien. Bangladesh er et af de lande i Asien og Sydøstasien, som har lagt land og arbejdskraft til tekstilindustriens globale ekspansion og fast fashion – dvs. at forbrugerne konstant kan købe nye, hurtigt skiftende kollektioner af modetøj.
Det hjalp økonomien i Bangladesh, som nu er verdens tredjestørste tøjproducent efter Kina. Men mens tekstilindustrien buldrede derudaf med hurtig økonomisk vækst, stod regering, lovgivning og offentlige institutioner stille, var fagbevægelsens analyse,
Ny arbejdsmarkedslov
Ulandssekretariatets partner, Bangladesh Institute of Labour Market Studies (BILS) er med den danske støtte sat i verden for at lave analyser på arbejdsmarkedet.
Siden 2006 har BILS arbejdet med research og støttet fagbevægelsen med at lave ændringsforslag til arbejdsmarkedslovgivningen, blandt andet indenfor arbejdsmiljø og sikkerhed, herunder beskrivelse af regler for arbejdsgivernes ansvar, bedre kontrol og koordination hos arbejdstilsyn og andre myndigheder.
I 2013 kom den nye arbejdsmarkedslovgivning, men arbejdet var langt fra færdigt. Netop det politiske pres og det internationale søgelys på tekstilindustrien efter Rana Plaza medførte en forbedring, sagde BILS’ vicedirektør Syed Sultan Uddin Ahmed dengang.
Har været med til at skrive cirkulærerne
2013-loven var altså ikke god nok, og BILS satte snuden i sporet. Gennem omfattende research, dokumentation og kurser kunne institutionen hjælpe fagbevægelsen ved forhandlingerne med regeringen om lovgivningen.
Den store sejr kom dog efter 2015 i perioden, hvor 2013-loven skulle udmøntes. Her har BILS og fagbevægelsen været med til at formulere de enkelte bekendtgørelser og cirkulærer i arbejdsmarkedsloven.
Det betyder bedre bygningsreglementer, arbejdstilsyn og flere arbejdstilsynsinspektioner. Det har også betydet oprettelsen af sikkerhedsudvalg – først i tekstilindustrien og senere i fx byggeriet. BILS har desuden været aktiv i at uddanne tillidsfolk i at oprette og anvende sikkerhedsudvalgene.
”Bidraget fra dansk fagbevægelse og Ulandssekretariatet har, sammen med andre gode kræfter, været med til at forbedre forholdene for op mod millioner arbejdere, ” siger Nazrul Islam Khan, generalsekretær i BILS.
På den ene side har Rana Plaza dermed været med til at forbedre arbejdsforholdene i tekstilindustrien i Bangladesh, selvom man også skal huske på, at en arbejdsuge er 48 timer og minimumslønnen er godt 500 kroner om måneden. Det anslås, at en voksen i Bangladesh skal bruge omkring 650 kroner om måneden for at leve.
Syed Sultan Uddin Ahmmed er tilfreds med, at Rana Plaza har sat sikkerhed og arbejdsmiljø på dagsordenen, men han understreger, at det store internationale fokus på bygningskonstruktioner, brandsikkerhed og nødudgange skal gå hånd i hånd med bedre rettigheder og ordentlige løn- og leveforhold.
