I Altinget den 12. april lader Mona Juul, MF (K) under overskriften ”Den forældede fagbevægelse er på fallitkurs” sin manglende indsigt i fagbevægelsen og den danske model få frit løb.
Det vækker selvfølgelig bekymring, at et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg ved så lidt om noget så afgørende for dansk erhvervsliv, dansk økonomi, ja for hele det danske samfund
Det vækker selvfølgelig bekymring, at et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg ved så lidt om noget så afgørende for dansk erhvervsliv, dansk økonomi, ja for hele det danske samfund.
Samtidigt er det også meget lærerigt for os at læse Mona Juuls indlæg, fordi det fortæller os, at vi i fagbevægelsen skal blive endnu bedre til at fortælle om vores arbejde.
Lad os starte med at slå fast, at der ér et modsætningsforhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. I et kapitalistisk markedsbaseret samfund, som jeg går ud fra, at Konservative fortsat bakker op om, har arbejdsgiverne et grundlæggende ønske om at holde omkostningerne, herunder lønnen, så lave som mulig.
Mens arbejdstagerne har et grundlæggende ønske om rimelige arbejdsvilkår og at blive betalt en ordentlig løn for deres arbejde. Det er et modsætningsforhold, der ikke behøver at være aktivt konstant i form af konflikt ude på arbejdspladserne. Det sørger indgåede overenskomster blandt andet for.
Og det er netop det gode ved den danske model.
Fagbevægelsen ser ikke arbejdsgiverne som den store stygge ulv
Fagbevægelsen ser ikke arbejdsgiverne som den store stygge ulv, og arbejdsgiverne generelt gør ikke alt, hvad de kan for at presse citronen. Vi har kæmpet mod hinanden – det startede for alvor for 150 år siden, da arbejderbevægelsen blev skabt – og vi kæmper fortsat mod hinanden, men det er en kamp, der som regel foregår ved mødebordet.
Begge parter har indset, at vi er hinandens modparter, men også at vi er hinandens forudsætninger. Det er jo derfor, at vi kan blive enige om at indgå overenskomstaftaler dækkende størstedelen af det danske arbejdsmarked.
Det betyder også, at både arbejdstager- og arbejdsgiverside har en interesse i, at den anden part er velorganiseret. Så det er klart, hvem man skal forhandle med, og at resultatet af forhandlingen er bredt gældende. Det giver en stabilitet og effektivitet, der tjener det danske samfund.
Jeg mener derfor heller ikke, at det ville vække glæde hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA), hvis Mona Juuls logik også skulle udbredes til den side af bordet, og at Kristeligt Arbejdsgiverforening (KA) skulle inviteres med ind i forhandlingsrummet.
Effektiviteten ved den danske model understreges ved, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne sidste år påtog sig et kæmpeansvar og indgik historisk mange trepartsaftaler.
De har bidraget til at bringe det danske samfund stabilt gennem coronakrisen, til der hvor vi er i dag. Måske Mona Juuls corona-isolation har været så seriøs, at hun ikke har fulgt med i dansk politik, og derfor er lovligt undskyldt. Ellers kan det kun bekymre, hvis et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg ikke har lagt mærke til det.
Én af trepartsaftalerne omhandler lønkompensation. Her mener Mona Juul, at det er gammeldags, hvis virksomheder, som er i konflikt, ikke kan modtage lønkompensation.
Må jeg lige minde om, at når virksomheder er i konflikt, er det, fordi de ikke har tilsluttet sig en overenskomst, eller ikke længere vil stå ved den aftale, de har indgået med deres medarbejdere.
Det vil sige, at et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg mener, at virksomheder kvit og frit må vælge til og fra mellem aftaler indgået af deres hovedorganisation; altså nej tak til en overenskomstaftale med pligter og rettigheder, men ja tak til en trepartsaftale, hvor de skulle kunne få lønkompensation.
Synspunkterne må vække undren hos Dansk Arbejdsgiverforening
Det er et standpunkt, som må vække undren hos Dansk Arbejdsgiverforening såvel som hos de øvrige medlemmer af Folketingets erhvervsudvalg. Derudover håber jeg da også, at Konservative fortsat bakker op om neutralitetsprincippet?
For nye læsere er det et princip, som den danske arbejdsmarkedsmodel hviler på, og som betyder, at regeringen hverken går ind og støtter den ene eller den anden part, der konflikter lovligt på arbejdsmarkedet.
Mona Juul rådgiver fagbevægelsen til at slå lyttelapperne ud og holde op med at se et modsætningsforhold mellem arbejdsgiver og ansat. Tak for det råd, Mona Juul, men du skal vide, at fagbevægelsen er i dialog med de ansatte ude på arbejdspladserne og med arbejdsgiverne hver eneste dag.
Vi leverer allerede det Mona Juul efterspørger
Vores tillidsrepræsentanter taler med deres kolleger. De samarbejder med arbejdsgiverne – om hverdagens små eller store udfordringer og i samarbejdsudvalg. Dét samarbejde, som Mona Juul efterspørger, lever allerede derude i virkeligheden hver eneste dag – vi kan anbefale en tur uden for Christiansborg.
Vi lytter, også til arbejdsgivere, men har ikke trang til at være tonedøve. Især ikke når arbejdsglæden forsvinder, lønmodtagere bliver udsat for urimelige vilkår – jævnfør fx afdækningen af forholdene for ansatte i Nemlig.com.
Måske skal den danske model i højere grad på skemaet i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne OG i Folketinget, specielt i udvalg, som har med arbejdsmarkedet at gøre.
Mona Juuls indlæg bekræfter mig i hvert fald i, at vi i fagbevægelsen skal blive bedre til at fortælle om vores arbejde – til alle, unge som folketingsmedlemmer – og en del af dine kolleger har faktisk søgt indsigt. Du skal vide, vi gerne kigger ind hos dig også.
Bragt på Altinget.dk 14. april 2021
