I disse dage er det et årti siden, at beskæftigelsesindsatsen blev omfattende omorganiseret, og kommunerne overtog ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i Danmark.
Måske var det netop i anledning af fødselsdagen, at det politiske satiremagasin Rokokoposten denne sommer genudsendte en af deres klassiske falske nyhedshistorier med den stærkt sarkastiske overskrift: “Mand kommer i arbejde via jobcenter”.
Organiseringen af beskæftigelsesindsatsen har tydeligvis svært ved at sikre de arbejdsløse job og kompetencer, virksomhederne arbejdskraft og at få alle med.
EJNER K. HOLST
Og følgende underrubrik: “21-årige Oliver Blendfeld tilbragte blot fire minutter på Helsingør Jobcenter, inden han fik arbejde som bybud. Forløbet kritiseres fra flere sider for ikke at leve op til dokumentationskravene i offentlig forvaltning.”
Som med al god satire er der mindst et gran af sandhed deri. Fødselsdag eller ej, så vil der nok altid være kritik af beskæftigelsesindsatsen, men netop nu er kritikken omfattende og lader til at vokse.
Balance mellem kontrol og tillid er tippet
Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt borgerne får nok ud af jobformidlingen. Er det de rigtige tilbud, arbejdsløse kommer i, og behandles borgere ens i hele landet? Her er svaret desværre ofte ‘nej’.
Det er problematisk, når vi kan se, at der er meget stor forskel på, hvilken indsats man får, alt efter hvor i landet man bor. Dagpenge er en forsikring, som man betaler ind til. Nævn en anden forsikring, hvor den hjælp, der følger, når den skal udbetales, afhænger af dit postnummer. Nej, vel? Det skaber en grundlæggende ulighed i Danmark, som vi ikke kan leve med.
Så er der spørgsmålet om, hvorvidt balancen mellem kontrol og tillid er tippet så meget over i retning af at føre kontrol med den enkeltes gøren og laden, at der ikke længere er plads til selve det at give vejledning, foreslå kurser, finde jobåbninger og så videre.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt der grundlæggende er helt styr på retssikkerheden for de mange borgere, som er lidt længere væk fra arbejdsmarkedet, og som vi netop nu har bedre muligheder for end længe til at få med ud på arbejdsmarkedet igen.
Og vigtigst af alt er der spørgsmålet om, hvorvidt de økonomiske regler, der gælder for kommunernes indsats, driver indsatsen i den rigtige retning. For ti år siden blev der sat en kompliceret og omfattende finansieringsmodel i verden, som også har været genstand for megen diskussion og ændringer siden.
Men når vores nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), lægger op til et tiltrængt og meget fornuftigt paradigmeskifte i indsatsen i retning af fokus på opkvalificering og uddannelse af borgerne, så skal økonomimodellen gerne bakke det ønske op.
Servicetjek af organisering
Det er alt sammen velkendte kritikpunkter, som også har medført bud på løsninger i offentligheden. LA og Cepos ønsker at nedlægge jobcentrene helt, og Alternativet foreslår fuldstændigt at sløjfe den del af jobcenterets arbejde, der handler om at føre kontrol med, om ledige står til rådighed og prøver at komme i job.
Løsningsforslagene går altså fra den ene yderlighed til den anden, selvom kritikken er nogenlunde enslydende. Den aktive arbejdsmarkedspolitik fortjener bedre.
Fra FH’s side er det klart, at beskæftigelsesindsatsens primære formål må være, at arbejdsløse får hjælp til at komme hurtigt og varigt i job. Derfor er det oplagt, at ledighedsperioden også skal bruges på opkvalificering af relevante kompetencer hos den enkelte arbejdsløse, både så virksomhederne sikres den kvalificerede arbejdskraft, de mangler, samtidigt med, at alle får en chance for at komme ud på arbejdsmarkedet.
Men organiseringen af beskæftigelsesindsatsen har tydeligvis svært ved at sikre de arbejdsløse job og kompetencer, virksomhederne arbejdskraft og at få alle med. Det er altså tid til et servicetjek af organiseringen af beskæftigelsesindsatsen.