Når kvinder stopper, stopper verdenen. Under den parole opfordrede belgiske fagforeninger kvinder til at strejke et par timer på kvindernes internationale kampdag. Den europæiske fagbevægelse støttede op om initiativet. Derfor strejkede de kvindelige medarbejderne i EFS også et par timer og havde i den anledning bedt generalsekretær Montserrat Mir om at holde en tale under strejken.
Montserrat Mir kommer selv fra Spanien, hvor kvindernes internationale kampdag ikke kun markeres af kvinder, men også af den spanske ultrakonservative katolske organisation Hazte Oír, der har lanceret en kampagne mod “feminazis” og hvad den anser for “radikal feminisme”.
– Det er blevet meget moderne at sige, at man er feminist og går ind for ligestilling. Det er det politiske korrekte at gøre, og derfor er der fremgang for ligestilling og kønspolitiske dagsordener, men samtidig ser vi den her slags mænd, som ikke oplever problemer ved at sige, at kvinder ikke skal have de samme rettigheder som mænd, siger Montserrat Mir og opfordrer kvinder til at stemme til Europa-Parlamentsvalget 26. maj.
– I Europa er kvinder mindre tilbøjelige til at stemme, end mænd er. Men når de stemmer, er de også mindre tilbøjelige til at stemme på ekstremt populistiske partier eller meget højredrejede partier, fordi disse partier ofte arbejder aktivt for at reducere kvinders rettigheder. Vi har brug for at kvinderne stemmer 26. maj, fordi det er dem, der kan gøre en stor forskel i at stoppe en truende højredrejning i parlamentet, siger hun.
Ligestilling er social
retfærdighed og sociale fremskridt
Det vil ifølge Monteserrat Mir også være en fordel, hvis kvinder stemmer på
kvinder.
– Kvinder går ikke nødvendigvis ind for ligestilling, men der sker ofte det, at når kvinder får en høj stilling, så opdager de pludselig kønsrelaterede forhindringer i deres arbejde. Det er i yderkanterne af arbejdsmarkedet, at der er mest kønsdiskrimination og de største lønforskelle mellem mænd og kvinder, siger hun.
Der er ikke nogen klar forklaring på, hvorfor det er sådan. Og i de to yderpoler af arbejdsmarkedet – lavtlønnede og højtlønnede er der også stor forskel på antallet af kvinder.
– Der er ved at opstå en ny lavt lønnet arbejderklasse, hvor der er en overrepræsentation af kvinder. Samtidig er 60 procent af de studerende på europæiske universiteter kvinder, og alligevel er det kun fire procent af toplederne på det private arbejdsmarked, der er kvinder, siger Montserrat Mir.
Ud over talen for medarbejderne i EFS holdt Montserrat Mir også en 8. marts-tale i Ungarn.
– En masse kvinder stemte på Orban, men da de så hans politik opdagede de, at den var meget i mod kvinder. Han vil have kvinderne tilbage til kødgryderne, og vi vil gerne have flere kvinder på arbejdsmarkedet. Det er ikke kun kønspolitik. Ligestilling er først og fremmest et spørgsmål om social retfærdighed og sociale fremskridt, siger hun.