Forleden fremlagde regeringen sine forslag til at afbureaukratisere den offentlige sektor. Det var samtidig det første konkrete bud på indhold i regeringens sammenhængsreform, og det hilser vi velkomment i FTF.  
I løbet af de seneste 70 år er velfærdsstaten vokset frem med mange smukke initiativer og intentioner. Men samtidig er der gradvist skudt et stort og komplekst rodnet ud nedenunder i form af måling, dokumentation og kontrol. En ny, omfattende undersøgelse fra FTF viser, at mange offentligt ansatte oplever et så tæt mylder af mål, at det begrænser dem i at løse deres arbejdsopgaver for borgerne. Hvis målene er få og meningsfulde, vil de ansatte til gengæld gerne have mål for arbejdet.  
Så i FTF er vi enige i målene med sammenhængsreformen, om bl.a. velfærd af højeste kvalitet og tillid til de offentligt ansattes faglighed. Men regeringen mangler at tage fat på et afgørende spørgsmål i debatten om velfærdens fremtid: Nemlig spørgsmålet om måden, man styrer økonomien på. Den økonomiske udvikling skal styres, så man kan fastholde væksten og konjunkturopsvinget og undgå for store udsving i de velfærdstilbud, befolkningen skal have i et rigt, udviklet samfund som det danske.

Men selve styringen af økonomen skal imidlertid også udvikles, så den aktivt understøtter formålet om et trygt velfærdssamfund. Derfor har FTF fremlagt et forslag til justering af den økonomiske styring af den offentlige sektor – et forslag som ikke mindst spiller op til den kommende revision af budgetloven. I dag fastholder budgetloven kommunerne og regionerne i en unødvendigt stram spændetrøje med henvisning til krav fra EU – selv om EU for længst har løsnet tøjlerne og sagt god for dansk økonomi.
Konsekvenserne af strammerkursen er en offentlig sektor, der ikke kan udvikle sig. Problemet er, at budgetloven er strikket sammen efter et krav, som EU stillede helt tilbage i 2011 – nemlig om, at det såkaldt strukturelle underskud i Danmark højst må være 0,5 procent af BNP. Siden har EU lempet kravet, så det danske strukturelle underskud i dag må være op til 1 procent, men Danmark kører blindt videre med den forældede, unødigt stramme livrem på den offentlige sektor, som om intet var hændt. 
Konsekvensen er færre penge til velfærd og uddannelse til skade for bl.a. vores fremtidige konkurrenceevne. 
Et andet problem er, at EU stiller krav til en størrelse, som i virkeligheden består af elastik i metermål: Det strukturelle underskud er ikke en fast defineret størrelse. Fx beregner Det Økonomiske Råd det strukturelle underskud anderledes end Finansministeriet, så de to er ikke enige om størrelsen. 
FTF foreslår, at de mange økonomistyringsregler, som i dag sætter rammerne for hele den offentlige sektors aktivitetsniveau, skæres ned fra fem til kun tre styringsmål. Målene præsenteres nærmere i FTF’s oplæg ”Den økonomiske styring af den offentlige sektor bør justeres”.
Vi mener også, at den ødelæggende grønthøster i form af omprioriteringsbidraget bør køres til skrot, når budgetloven revideres. De årlige to-procents besparelser i staten underminerer blandt andet vores uddannelsesinstitutioner.
Uddannelserne har brug for ’nye’ penge, så de kan levere den kvalitet og det indhold til de studerende, som de siden skal levere ude på arbejdspladserne; det gælder bl.a. professionsuddannelserne, der jo uddanner velfærdens kernetropper. I det hele taget må staten slippe sin tendens til at detailstyre, hvordan man driver institutionerne i kommunerne og regionerne.

Det er ikke det samme som at slippe medansvaret og lade stå til. Der må findes nye måder at holde hus på. I FTF mener vi for eksempel, at kommunerne og de kommunale institutioner skal have mulighed for at lægge flerårige budgetter. Det er på ingen måde effektiv økonomistyring altid at arbejde med en kortsigtet horisont.  
I regionerne skal de have bedre mulighed for at omlægge driften fra behandling til forebyggelse i samarbejde med kommunerne. Man må begynde med at ændre på styringen efter den såkaldte DRG-takst, der giver et honorar pr. aktivitet. Ingen bryder sig om at indrømme det, men DRG-styringen betyder, at patienterne udsættes for aktiviteter, som giver penge, men som ikke nødvendigvis er det bedste for den enkelte på langt sig.
Tag fx gigt i knæene. Her viser forskning, at man kunne spare tusindvis af operationer, hvis fokus var på forebyggelse og genoptræning frem for operation. Men det er der bare ingen penge i for sygehuset. 
I FTF mener vi, at de offentlige ledere og institutioner skal have mere frihed og ansvar. For helt ærligt: Hvem kan egentlig overbevisende argumentere for, at man inde i et ministerium er i stand til at styre den økonomiske gang ude i hele landet med rammer som fx udgiftslofter og omprioriteringsbidrag?
Det er blevet tid til økonomiske reformer, så vi kan holde velfærdsstaten på fornuftig kurs.