Digitalisering har efterhånden sneget sig ind i samtlige kroge i det danske samfund. Derfor er det helt nødvendigt, at landets lovgivende forsamling på Christiansborg nu har givet hinanden håndslag på, at det lovgivningsmæssige arbejde skal være klar til at fungere i en digital virkelighed.
Det mener FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, giver da også aftalen rosende ord med på vejen:
”Det er positivt, at aftalen har bred opbakning fra samtlige partier, og at den kommer godt ud i krogene i det lovgivningsmæssige arbejde. Øget digitalisering er et grundvilkår som kræver, at alle arbejdspladser revurderer deres processer – det gælder også Christiansborg”, siger hun.

Ny enhed skal konsekvensvurdere nye lovforslag
Et af de centrale initiativer der lægges op til i aftalen, er at oprette en statslig enhed for digitaliseringsklar lovgivning. Enheden skal bl.a. følge op på forslaget om obligatorisk vurdering af konsekvenserne af nye lovforslag
Bente Sorgenfrey finder det positivt at belyse digitale konsekvenser af nye lovforslag. Samtidig efterlyser hun et fokus på de ledere og medarbejdere, som skal stå for implementeringen:
”Når man vurderer konsekvenserne af nye lovforslag, er det vigtigt at inddrage ledere og medarbejdere – også fra det regionale og kommunale niveau. Det er dem, der har den dybe indsigt i opgaver og processer, og de skal kunne stå inde for de faglige løsninger, der leveres til borgerne”, siger hun.

Øget brug af automatiseret sagsbehandling
Aftalen lægger op til en øget brug af automatiseret sagsbehandling for at lette sagsgange, og for at frigøre ressourcer til de kerneopgaver, som kræver et fagligt skøn.
Det er ifølge FTF altid positivt, når medarbejderne kan bruge deres tid på de kerneopgaver, som kommer borgerne til gode snarere end på bureaukratiske øvelser eller opgaver, som lige så vel kunne automatiseres. Det er dog afgørende, at det ikke sker på bekostning af borgernes retssikkerhed og medarbejdernes muligheder for at foretage en faglig vurdering når det er relevant.

Datasikkerheden og privatlivet skal sikres
Med aftalen vil partierne også gøre det lettere at dele data mellem relevante myndigheder for at lette sagsgange og for at forebygge snyd og fejl.
FTF finder det oplagt at tænke i en mere effektiv omgang med de data, som myndighederne har adgang til i dag. Især hvis borgerne skal have velfærd som er skræddersyet til individet. Men det skal ifølge Bente Sorgenfrey ske uden at gå på kompromis med borgernes privatliv og håndteringen af følsomme oplysninger.
”Der er masser af gevinster at hente i deling af data på tværs i det offentlige. Men det skal ske på en ansvarlig måde, så borgerne kan have tillid til de systemer som i stigende grand indsamler og anvender data om os allesammen”, siger Bente Sorgenfrey.