"Genopretningen af SKAT er én af de absolut vigtigste politiske opgaver i dag. Det er hele forudsætningen for vores velfærdssamfund, at alle betaler SKAT – og at vi har tillid til, at naboen også gør det".
Sådan sagde formand for Folketingets Skatteudvalg, Lea Wermelin, i dag på Folkemødet til et arrangement om SKAT. Det overordnede spørgsmål var, hvordan tilliden til systemet skan genoprettes efter alle skandalerne.
Det kan i hvert ikke ske uden at ansætte flere kontrolmedarbejdere, understregede Lea Wermelin. Hun pegede på, at regeringens nye struktur for skat med syv nye styrelser ikke afsætter ressourcer til én eneste ekstra kontrolmedarbejder.

"Skattevæsenet kan ikke trylle, hvis der ikke er hænder nok – uanset, hvor dygtige de nuværende skattemedarbejdere er. Vi (S) mener, at der er brug for 1.000 ekstra kontrolmedarbejdere. At genskabe tilliden kræver flere ressourcer til kontrol", sagde Lea Wermelin.
Hun pegede på, at 2/3 af virksomhederne for få år siden troede, der var en høj risiko for opdagelse hos SKAT. I dag gælder det kun 1/3 af virksomhederne.
Kæmpe tab af kompetencer
Formand for Dansk Told & Skatteforbund, Jørn Rise og formand for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, der også deltog i arrangementet om SKAT, er begge helt enige i, at de nye ændringer i SKAT ikke for alvor ændrer noget, hvis der ikke tilføres flere ressourcer til kontrol.
Skatteminister Karsten Lauritzen skulle også have deltaget i panelet, men dukkede ikke op til arrangementet.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, pegede på den overhængende risiko for et kæmpe tab af kompetencer i SKAT, hvis man ikke følger så stor en omlægning op med flere ressourcer og uddannelse af medarbejderne.

"Regeringen har tidligere haft planer om 2000 flere medarbejdere i SKAT. Det burde de gøre alvor af nu. SKAT har længe været udsat for omfattende nedskæringer, grønthøsterbesparelser og mangelfuld ledelse, som har kostet dyrt på inddrivelsen af skatter til finansiering af vores velfærdssamfund. Der er der et påtrængende behov for at rette op på", sagde Bente Sorgenfrey.

Omfattende opgave med syv nye styrelser
FTF mener, at der er meget tvivlsomt, om regeringens plan for skattevæsenet kan rette op på tilliden til SKAT. Som FTF bemærker i en gennemgang af regeringens nye model:
"Som regeringen selv skriver i oplægget, er det en omfattende opgave at etablere syv styrelser, og når det skal gøres ovenpå en styrelse, som er tvunget i knæ, synes opgaven overvældende. Dertil kommer, at regeringen bruger denne omlægning til at pleje sin udflytningspolitik, hvilket risikerer at plukke SKAT for de sidste faglige ressourcer".
I sin gennemgang af den nye model peger FTF på, at erfaringen fra de øvrige udflytninger er, at kun ca. ¼ af medarbejderne flytter med – med betydelige kompetencetab til følge.
"Det har vi ikke råd til med SKAT, som har behov for at fastholde alle de kompetencer, de kan", mener FTF.

Jørn Rise sådan opfordrede på Folkemødet kraftigt til at lytte til medarbejderne i stedet for bare at flytte rundt med dem:
"Det er nødvendigt denne gang, at man opfylder medarbejdernes krav om, at de kan være der, hvor de gør fyldest. Det er nødvendigt, at vi nu bliver lyttet til!"
Ingen gevinsthøst på forhånd
Både Bente Sorgenfrey og Jørn Rise advarede kraftigt imod at begynde at indhøste gevinster på forhånd, når der indføres ny teknologi i SKAT.
"Det er meget vigtigt også at se på, hvilke kompetencer, der er brug for i SKAT – bl.a. til at kunne arbejde med den nye teknologi. Få nu tilført de ekstra ressourcer – ellers får vi aldrig genrejst tilliden til SKAT", sagde hun.