Hvis vi skal sætte kursen for en bedre styring af den offentlige sektor i fremtiden, så er vi nødt til at få et fælles sprog og et fælles begrebsapparat for, hvordan den offentlige sektor styres i dag. Vi bliver nødt til at tale et sprog, der nuancerer begreberne. Fx nyder vi i dag godt af gevinster fra både bureaukrati og New Public Management – og ikke kun de kendte dårligdomme.

Sådan nogenlunde lyder udgangspunktet for, at fire danske professorer er gået sammen om en bog, der kortlægger de forskellige styringsformer, der findes i den offentlige sektor i dag. Bogen, som er lige på trapperne (udkommer 4. maj), er skrevet af professorerne Lotte Bøgh Andersen, Kurt Klaudi Klausen, Carsten Greve og Jacob Torfing.
Repræsentanter for omkring tyve FTF-fagforbund og flere forbund fra LO og AC var samlet i fredags til et dialogmøde arrangeret af FTF for at høre to af forskerne, Lotte Bøgh Andersen og Kurt Klaudi Klausen fremlægge hovedlinjer fra bogen.
I grove træk findes der fem forskellige måder at styre den offentlige sektor på – fem forskellige såkaldte styringsparadigmer (se boks nederst). Forskernes hovedpointe er, at alle formerne findes i den offentlige sektor i dag, hvor de på én gang konkurrerer med hinanden og supplerer hinanden.

Der var engang… en inkompetent og korrupt offentlig sektor
Den ældste styringsform er så indarbejdet, at vi dårligt lægger mærke til den som styringsform, nemlig kombinationen af bureaukrati og professionsstyring. Den styringsform satte styr på en offentlig sektor præget af korruption, inkompetence, vilkårlighed og manglende retssikkerhed.
Professionernes indtog var helt nødvendig – for den nye offentlige sektor, som vi kender den i dag, varetager komplekse opgaver, som kræver teoretisk, specialiseret viden. Som Lotte Bøgh Andersen pointerede, giver professionsstyringen de nødvendige kvalifikationer i organisationen, men er samtidig også en stor udfordring for politikerne; for kun de fagprofessionelle kan kigge sig selv i kortene. Som lægperson eller politiker har man ikke indsigt til at kontrollere. Logikken er derfor, at faggruppen internt holder orden i eget hus efter deres fagprofessionelle normer.
Men bureaukratiet og professionsstyringen begyndte efter manges mening at tage overhånd. Med Lotte Bøgh Andersens ord opstod der en ‘berettiget kritik af professionsvældet’. Og regler og bureaukrati giver effektivitet til en vis grænse – så vender det og går i selvsving.
Roden til alt ondt
Sammen med kritikken opstod New Public Management (NPM), som skulle strømline og effektivisere den offentlige sektor efter principper fra den private sektor.
NPM er en velkendt størrelse i den offentlige debat i dag og populært mest kendt som roden til meget ondt i den offentlige sektor. NPM er nok mest kendt i sin markeds-udgave, som lægger vægt på konkurrence gennem en kombination af privatisering, udlicitering og kundeorientering gennem fx fritvalgsordninger, brugerbestyrelser og tilfredshedsundersøgelser – men den findes også i en ledelses-udgave, der lægger vægt på visioner for organisationen og på strategisk ledelse.

NPM har været under stærk beskydning i de seneste år og kritiseres bl.a. for at øge det bureaukrati, som det ellers oprindeligt skulle rydde op i. Styreformen kritiseres også for unyttig brug af ressourcer på kontrol og registrering, for demotiverende resultatmålinger og silo-kultur.

Men som Lotte Bøgh Andersen pointerede på dialogmødet skal man ikke glemme at NPM også har givet os fordele, som vi tager for givet i dag: Bedre budgetstyring, styring efter klare mål, mere og bedre ledelse, udvikling af en evalueringskultur og en langt større lydhørhed overfor borgerne.
New Public Governance i kommunerne 
En tredje styringsform er New Public Governance, som anses for en modreaktion på NPM. Kort fortalt har denne styringsform fokus på bl.a. tillidsbaseret ledelse og på at inddrage borgerne i opgaveløsningen. Tanken er at den offentlige sektor er ikke bare dem, der er ansat der; det er os alle sammen – i modsætningen til NPM, hvor den offentlige sektor populært sagt mere anses som et supermarked, hvor borgerne er kunderne.
Kurt Klaudi Klausen pegede på, at der i dag markant forskel på styringen i den offentlige sektor afhængig af, hvor man kigger hen. Mens styringen fra Finansministeriet stadig i høj grad er præget af NPM, er mange kommuner i dag optagede af New Public Governance.

Derudover er der to andre styringsformer i spil: Den såkaldte Neo-Weberian State styringsform, som går ud på at udvikle en mere effektiv, men venligere stat. Ifølge Lotte Bøgh Andersen bidrager denne styringsform positivt til at genopdage den offentlige sektors værdier og tager til genmæle mod den ensidige kritik af bureaukrati – ‘bureaukrati-bashing’.
Endelig er der Digital Era Governance, som har fokus på at udnytte den teknologiske revolution i form af digitalisering og robotter til at skabe resultater i den offentlige sektor.
Hvad binder os sammen?
John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen pegede på, at det er åbenlyst, at de værdier medarbejderne i den offentlige sektor står for, støder på værdierne i New Public Management.
“Med så forskellige værdier – hvordan får vi snakket sammen, så vi forstår hinanden? Så diskussionerne også knytter an til medarbejdernes virkelighed? Hvad binder os sammen?”, spurgte én af deltagerne, John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen.
Kurt Klaudi Klausens pegede på gensidig respekt og demokratisk opbygning af arbejdspladserne sektor, som kittet i den offentlige sektor.
“Det er binder os sammen i den offentlige sektor, er gensidig respekt og inddragelse. Ledere og medarbejdere, politikere og ansatte – vi forsøger faktisk at forstå hinandens banehalvdele. Det kan vi godt i Danmark; det er meget dansk, at vi godt kan forstå hinandens synspunkter og vilkår. Tillidsrepræsentanter kan fx godt tænke i ledelse i dag, og borgerne kan godt forstå, at stramme økonomiske rammer ikke kun er politikernes problem”.