Det er som bekendt svært at spå, ikke mindst om fremtiden. Men måske endnu mere svært i disse tider.
I hvert fald bruger EU-Kommissionen mange ord i dagens prognose for den økonomiske fremtid for medlemslandene på at beskrive den usikkerhed, som den er behæftet med.
Den særlig store usikkerhed, der er forbundet med prognosen fra denne vinter, skyldes usikkerheden om, hvad den nye amerikanske regerings politik bliver på en række vigtige områder, de mange valg, der skal afholdes i Europa i år, og endelig de forestående Brexit-forhandlinger.
Men ser man på prognosen, så kan der for første gang i næsten et årti forventes at alle EU-medlemsstaters økonomier vokser i hele prognoseperioden (2016, 2017 og 2018). BNP-væksten i EU som helhed ventes at byde på stigninger på 1,8 % i år og næste år.
I EU samlet set forventes arbejdsløsheden at falde fra 8,5 % i 2016, til 8,1 % i år og 7,8 % i 2018. Det er de laveste tal siden 2009, selv om de stadig er højere end niveauet inden krisen.
For Danmark lyder prognosen: vækst på 1,5% i år og 1,8% i 2018. Samtidig forventes arbejdsløsheden at ligge på 5,7, når vi kommer til 2018.