Debatten op en kommende skattereform – herunder regeringens plan om skattelettelser i bl.a. topskatten – fylder meget i medierne og på Christiansborg. Løse påstande og tvivlsomme argumenter flyver gennem luften.
Et helt nyt notat fra FTF skærer igennem og konkluderer, at kun få FTF’ere betaler topskat. 
De seneste skattereformer fra 2010 og 2012 har således allerede i dag reduceret antallet af topskatteydere markant. I 2022, når skattereformen er fuldt indfaset, vil kun 13 pct. af danskerne betale topskat.
For FTF’erne er andelen kun 10 pct. I 2009 før skattereformen betalte 34 pct. af danskerne og 43 pct. af FTF’erne topskat. Med skattereformerne lever topskatten nu op til sit navn. Det er en skat, som kun de rigeste danskere betaler. Der er ingen grund til at lette topskatten. Tværtimod vil det ramme velfærden. 
En ydereligere reduktion af topskatten vil desuden svække det progressive element i det danske personskattesystem, fastslår FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Resultatet af de seneste skattereformer er således, at kun de rigeste 15 procent af danskerne i år betaler topskat. I 2022, hvor skattereformen fra 2012 er fuldt gennemført, er andelen reduceret til 13 procent, og kun personer, der tjener mere end 531.000 kr. om året svarende til 44.250 kr. om måneden (før AM-bidrag) vil skulle betale topskat. Det er således en myte, at personer med helt almindelige indkomster betaler topskat i dag.  
Læs notat fra FTF på linket nedenfor: