? Faldet viser, at de arbejdsløse og dem, der står uden for arbejdsmarkedet, står på spring for at få foden indenfor, når muligheden for et job er, siger LO-formand Lizette Risgaard.
Siden starten af 2010 er antallet af personer på offentlig forsørgelse faldet med 96.000 ? det skyldes ikke mindst, at vi har fået færre arbejdsløse og færre på efterløn.
Faldet har resulteret i, at de offentlige udgifter til overførsler er reduceret med 17,5 milliarder kroner. Allerede gennemførte reformer og et opsving i dansk økonomi vil betyde, at faldet fortsætter de kommende år. En udvikling, som blandt andre de økonomiske vismænd også påpeger i deres rapport fra efteråret 2015.
? Skal vi holde fast i de gode takter, så kræver det dog, at arbejdsstyrken har de nødvendige kvalifikationer. Det skal blandt andet ske gennem opkvalificering og uddannelse, siger Lizette Risgaard.
Tag hånd om de svage
Tallene viser, at over 20 procent af de personer, der fremgår i statistikken over personer på overførselsindkomster, allerede er i arbejde. De resterende knap 80 procent er dels registrerede arbejdsløse samt personer, der står helt uden for arbejdsmarkedet ? som eksempelvis efterlønnere, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, der ikke er parate til at varetage et job.
? Vi skal huske på, at nogle af de personer, der er offentligt forsørgede, ikke har været en del af arbejdsfællesskabet længe. Derfor er det vigtigt, at jobcentrene giver en hjælpende hånd, så den gruppe kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet. For eksempel ved at styrke indsatsen over for de langtidsarbejdsløse, siger Lizette Risgaard og tilføjer:
? Og så skal vi selvfølgelig sørge for at holde opsvinget i dansk økonomi kørende, så der fortsat bliver skabt flere job.
For yderligere kommentar: LO’s pressetelefon 26 11 97 10.