"De strategiske diskussioner er – uanset hvor svære de er – afgørende, hvis man vil udvikle sin arbejdsplads".
Det sagde Bente Sorgenfrey, formand for FTF, på den årlige konference for "toppen" af tillidsvalgte i kommuner og regioner, nemlig medlemmer af HovedMED-udvalgene. 430 havde tilmeldt sig til MED-konferencen, hvilket er rekordtilslutning.
Og medarbejderrepræsentanterne er helt enige: At tænke strategisk og deltage i strategiske diskussioner med deres ledelse finder de vigtigere end alt andet, når det gælder deres fremtidige kompetencer. Det viser en undersøgelse, som arrangørerne bag konferencen, FTF, OAO og FOA foretog på konferencen i Odense i går blandt deltagerne.
Forud for konferencen havde MED-udvalgenes formænd, typisk kommunaldirektøren, besvaret en tilsvarende undersøgelse. Også lederne sætter strategisk tænkning og diskussion allerhøjst blandt en lang række forslag til, hvad fremtidens MED-repræsentant skal kunne.

Dagens bedste nyhed 
KL’s topforhandler, Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, der deltog i en paneldebat på konferencen, kaldte det et "utrolig stærkt resultat".
"Dagens bedste nyhed for mig er, at der er så bred opbakning til det strategiske arbejde på begge sider. Arbejdsgiverne vil gerne have medarbejderne ind i det strategiske rum", sagde han.
Michael Zieglers bud på den vigtigste opgave for fremtidens MED-repræsentanter lød sådan her:
"I skal turde træde frem. I skal kunne se tingene i et større perspektiv. I skal have en anerkendende tilgang, byde aktivt og uopfordret ind. I skal kunne håndtere uenighed og lægge rettighedskulturen bag jer".
Som talt ud af munden på en anden oplægsholder, forhandlingsrådgiver, Søren Viemose. Han provokerede med sit fokus på "den venlige tillidsrepræsentant" med de sociale kompetencer og den generøse og optimistiske tilgang. Med udgangspunkt i en stor europæisk undersøgelse pointerede han, at den tillidsrepræsentant, der kan danne og fastholde relationer, opnår de bedste resultater.

Formand for FOA, Dennis Kristensen, følte sig i hvert fald ikke sikker på, at forskningen holder mht. til venlighed som top-kompetence hos tillidsfolk.
"Grundlæggende skal vi have mandat fra medlemmerne. Vi repræsenterer nogle andre, og det gør lederne også", sagde han.
Bente Sorgenfrey var dog mere enig i undersøgelsens resultater: "Venlighed hørte jeg ikke som om, at vi skal være dikkende lammehaler. Man er nødt til at være venlig i sin relationsopbygning, ellers bliver man ikke inviteret med".