Nanna er pædagogmedhjælper, i slutningen af 20’erne, og arbejder i en integreret institution med børnehavebørn. På hendes arbejdsplads hjælpes kollegerne ad med opgaverne, og de er glade for hinanden. Hun oplever, at de sammen kan gøre en forskel for børn og forældre. Det er den følelse, som giver hendes arbejde mening. Hvis Nanna og kollegerne er uenige med lederen, så siger de fra – sammen. I ord og i handling.  
Nanna og kollegernes ageren på arbejdspladsen vidner om et potentiale for politisk handlen i fællesskab – et potentiale for fagforeninger. Men et nyt speciale fra Københavns Universitet konkluderer, at for mange ansatte er fagbevægelsen fuldstændig afkoblet fra den politiske handlen og de daglige kampe om indretning af arbejdslivet.

For Nanna og kollegerne er fagforeningen ikke en del af det daglige fællesskab, hvor de sammen gør en forskel for børn og forældre. Fagforeningen eksisterer tværtimod kun som en potentiel aktør fjernt fra hverdagslivet. Det viser det nyt speciale af sociologerne Ane Stær Nissen & Christian Vedersø Østergaard, fra Københavns Universitet.  
”Undersøgelsen giver ny viden om, hvad der er på spil i arbejdslivet og i valget af fagforening. Fagforeningsvalget er langt fra kun et spørgsmål om kroner og ører. Meget kan vindes, hvis fagforeningen kan kombinere de følelser, der driver lysten til at gøre et godt stykke arbejde med selve valget af fagforening,” siger Ane Stær Nissen.  
Både organiserede og uorganiserede kan aktiveres
Ane Stær Nissen & Christian Vedersø Østergaard fulgte i vinteren 2014 Nanna rundt på hendes arbejde som en del af specialet. Specialet er et studie af følelsers betydning i arbejdslivet og for valg af fagforening. Her gennemførte de observationer og dybdegående interviews med 19 offentligt ansatte på FOA’s overenskomster – heriblandt både organiserede og uorganiserede over hele landet.
Nanna har meget til fælles med de andre, som arbejder på offentlige overenskomster, mener de to forfattere bag specialet. Der er masser af praksisfællesskaber på arbejdspladsen. Fagforeningen har en verden at vinde ved at træde ind i de fællesskaber, bakke dem op og styrke dem. 
Det er lettere sagt end gjort, men specialet munder ud i tre anbefalinger, der kan inspirere til at kaste sig ud på denne rejse.   
1) Hav blik for forskelle i frygt og håb i arbejdslivet. 
Nanna føler ikke, at fagforeningen har noget at gøre med de udfordringer, hun oplever til daglig i sit arbejde. FOA er til, hvis der er bøvl med lønsedlen, eller hun bliver fyret. Skal fagbevægelsen tættere på medlemmerne, må de lytte mere til, hvordan nuværende og potentielle medlemmer oplever deres arbejdsvilkår i hverdagen, og hvordan de reagerer på dem.
”Det er afgørende, at fagforeningen tager afsæt i konkrete oplevede håb og frygt, uanset hvor banale eller overvældende, de fremstår”, siger Christian Vedersø Østergaard. 
2) Byg fagforeningen op omkring den enkelte arbejdsplads
Nanna vil hellere gå til pædagogernes tillidsmand på sin egen stue end til pædagogmedhjælpernes tillidsmand ovre på den anden side af legepladsen.
”Det understreger, at kollegerne spiller en meget stor rolle på den enkelte arbejdsplads set i forhold til fagforeningen som givet ved abstrakte fællesskaber baseret udelukkende på faget. Derfor må fagforeningen tage udgangspunkt i arbejdspladsen og arbejde på at blive relevant mellem kollegerne. Hvis kollegerne oplever, at fagforeningen er med til at styrke dem som fællesskab på den enkelte arbejdsplads, vil kløften mindskes – og det kan blive en værdi at være medlem af kollegafællesskabet i fagforeningen,” siger Christian Vedersø Østergaard.  
3) Vær en overbygning på konkrete anerkendelseskampe 
Nanna oplever i høj grad manglende anerkendelse fra samfundets side gennem nedskæringer, og blandt kollegerne føler de ikke, der er nogen, som taler deres sag. Det er fagbevægelsens rolle. Som fagforening er det afgørende at bygge kampen for anerkendelse ovenpå disse konkrete urets følelser og kunne anvise konkrete handlinger, som man på den enkelte arbejdsplads kan foretage i kampen for anerkendelse.
”Det er vigtigt at fagbevægelsen klargør tydeligt med hverdagseksempler når nogle af disse kampe bliver vundet. Fagbevægelsen skal blive bedre til at fejre både de små og de store succeser og komme ud med budskabet,” siger Ane Stær Nissen.