Småbørn, skolelever, ældre og syge må betale prisen, når der i løbet af de næste tre år bliver ca.1.300 færre kommunalt ansatte i de seks østjyske kommuner til at levere kernevelfærd.
Det er konsekvensen af regeringens forslag om udgiftsloft for kommunerne, der på landsplan vil medføre, at der i 2019 vil være 14.400 færre kommunalt ansatte, som for eksempel pædagoger, sygeplejersker, SOSUer og lærere.
Udgiftsloftet er en del af finansloven, der nu er gået ind i den afsluttende fase. DFs stemmer er afgørende for, om forslaget bliver vedtaget. Partiet profilerede sig i valgkampen på plusvækst, når det gælder kernevelfærden. Med forslaget om udgiftslofter bliver virkeligheden en anden.
Helt konkret kommer forslaget til at betyde ca. 1.300 færre kommunalt ansatte i de seks østjyske kommuner, Aarhus, Skanderborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Odder, i 2019. Heraf vil der være i alt 795 færre ansatte alene i Aarhus Kommune.
Det viser nye tal fra FTF, som har beregnet, hvordan besparelserne vil ramme de forskellige faggrupper, hvis man går ud fra, at alle velfærdsområder skal spare lige meget.

I sidste ende er det selvfølgelig den enkelte kommune, der beslutter, hvordan reduktionen af medarbejdere skal fordeles på faggrupper.
Men vores tal giver alligevel en fornemmelse af, hvor store besparelserne er, målt i medarbejdere og varme hænder. Konsekvensen af udgiftslofter er derfor en væsentlig forringelse af velfærden – ikke plusvækst!
Markant færre ansatte kan ikke levere mere velfærd. Bare at opretholde vores nuværende velfærdsniveau ville kræver 11 mio. kr. ekstra frem til 2020, viser beregninger fra FTF.
Forslaget om udgiftslofter vil koste over 10.000 kommunale arbejdspladser på landsplan i de kommende år. Dansk Folkeparti gik til valg på at profilere velfærdssamfundet, nu forventer vi, at partiet viser det i folketingssalen og lever op til løfterne fra valgkampen.
Klik på danmarkskortet herunder og se, hvor din kommune bliver ramt: