Artikel 61 sammenholdt med artikel 65, stk. 5, litra a) og artikel 65, stk. 2, første og andet punktum i forordning 883/2004 beskriver, at medregning af beskæftigelses- og forsikringsperioder for helt arbejdsløse, der vender hjem til bopælsstaten ikke er betinget af at ”den pågældende senest, efter bestemmelserne i den lovgivning i henhold til hvilken der ansøges om ydelser, har tilbagelagt:

  • forsikringsperioder, hvis denne lovgivning kræver forsikringsperioder
  • beskæftigelsesperioder, hvis denne lovgivning kræver beskæftigelsesperioder, eller
  • perioder med selvstændig virksomhed, hvis denne lovgivning kræver perioder med selvstændig virksomhed”.

Artikel 65 i forordning 883/2004 skelner således ikke mellem hvorvidt den fuldtidsledige, som var bosat i en anden stat end den kompetente, var grænsearbejder eller anden arbejdstager end grænsearbejder. Dette står i modsætning til den ophævede forordning 1408/72, hvor artikel 71, stk. 1, litra a) angiver regler for grænsearbejdere og litra b) reglerne for ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere”. Men også i forordning 1408/72 var det i bestemmelsen om medregning (artikel 67, stk. 3) fastsat, at der ikke kunne stilles nationale krav for medregning i relation til grænsearbejdere.
Eneste særskilte nye bemærkning i den gældende forordning om fuldtidsledige – der ikke er grænsearbejder og som ikke vender tilbage til sin bopæls medlemsstat – er, at pågældende som et supplerende skridt kan stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvis lovgivning vedkommende senest var underlagt. Også set i lyset heraf vil det være meget mærkværdigt, hvis ”en anden arbejdstager end grænsearbejder” kan vælge at stille sig til rådighed for hjemlandets arbejdsmarked, men ikke umiddelbart kan få lov til at medregne anciennitet fra det seneste arbejdsland.
Da der åbenbart er tvivl om hvorvidt det særlige arbejdskrav ved hjemvenden til dansk sikring i disse situationer skal opfyldes, er det mest hensigtsmæssigt, at dette positivt beskrives direkte i bekendtgørelsen, og ikke i vejledningen.
§ 5 foreslås derfor i overensstemmelse med forordningen formuleret således:
”Fuldtidsledige med bopæl i Danmark, som har som har været arbejdsløshedsforsikret og har haft lønarbejde eller drevet selvstændig virksomhed i et andet EØS-land, Schweiz eller på Færøerne, kan blive optaget i en a-kasse, hvis personen, skriftligt søger om optagelse i en dansk a-kasse inden 8 uger efter, at personen ophørte med at være arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land, Schweiz eller på Færøerne.
Stk. 2. A-kassen kan forlænge 8-ugers-fristen i stk. 1 i tilfælde af barselsorlov eller sygdom i umiddelbar tilknytning til fristernes udløb. Fristerne kan forlænges med op til 2 år.
Stk. 3. I andre særlige tilfælde kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter indstilling fra a-kassen forlænge 8-ugers-fristen i stk. 1 med op til 2 år.
Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer, skal ikke opfylde arbejdskravet i § 2, stk. 3.”
Til vejledningens § 4 om Færøerne. Det forslås beskrevet i vejledningen, hvordan medlemmer er stillet ved hjemvenden til Danmark, når de ikke har opnået en aktuel dagpengeret på Færøerne, fx en dimittend der er ovegået til færøsk forsikring og som vender hjem til Danmark.
Til vejledningens § 17, stk. 7. Beskrivelsen fremstår lidt rodet når man skriver, at der kan udbetales under de første 14 dages sygdom betinget af tilmelding til jobcenteret, når det netop er det a-kassen i øvrigt kan dispensere for. Det foreslås at man laver en samlet beskrivelse vedrørende sygdom (jfr. stk. 4) i forbindelse med hjemvenden og tilmelding til Jobcenteret i Danmark.
Til punkt 38 i vejledningen til forordningen. Da man ikke kan stå til rådighed under selve rejsen foreslås tilføjelsen ”, herunder også på afrejsedagen” ændret til ”, herunder også på afrejsedagen frem til afrejsen”.
Til punkt 128 i vejledningen til forordningen Lønmodtagersiden er ikke enig i det angivne eksempel i det tilfælde, hvor der er inden afslutningen af en tidsbestemt aftale er indgået en ny kontrakt om fortsat ansættelse.
I modsætning til De Laat-dommen, der omhandlede en delvis ledig, er der i Tivoli-eksemplet tale om en periodisk ledig (sæsonarbejder), jf. artikel 65, der netop omhandler begge situationer, dvs. delvis eller periodisk ledige grænsearbejdere. I begge tilfælde er der tale om en kontraktretlig forpligtelse, til at udføre arbejde hos samme arbejdsgiver. Som følge heraf bør pågældende fortsat kunne være omfattet af dansk forsikring, men ikke nødvendigvis med dagpengeret afhængig af, hvorvidt vedkommende må anses for have forbeholdt sin arbejdskraft. Ved forespørgsel om praksis i andre nordiske lande er det blevet bekræftet, at man der også ville anse pågældende som periodisk ledig med den virkning, at pågældende ville være omfattet af arbejdslandets (her Danmarks) forsikringsordning.