Dagpengereformen i 2010 var en fejl. Konsekvenserne var alt for voldsomme for alt for mange mennesker. Og derfor har Mette Frederiksen, lige siden hun blev valgt som ny formand for Socialdemokraterne, set det som sin opgave at tvinge arkitekterne bag den forkætrede reform til en ny og bedre aftale.
Den opgave blev løst forleden, og nu er finansministeren, Venstres Claus Hjort Frederiksen, og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl ?surret fast til masten?.
? De kan ikke længere vride sig fri af ansvaret, understregede Mette Frederiksen, da hun mandag talte til LO-kongressen.
Hjælpe de svageste
Den nye dagpengeaftale er ikke blevet mødt med lige stor begejstring i alle dele af LO-systemet. Det er især den reducerede dimittendsats, der er blevet kritiseret fra kongressens talerstol. Den kritik mødte Mette Frederiksen med åben pande ? og hendes svar blev mødt med klapsalver:
? Vi håber, at vi med den nye aftale skaber et mere stabilt arbejdsmarked med mere tryghed for de arbejdsløse. Og jeg vil ikke skjule, at jeg har været mest optaget af at hjælpe dem, der har det sværest, hen til målstregen. Det er lettere at være ung og nyuddannet på det danske arbejdsmarked, end det er at bo i et yderområde og være ufaglært og arbejdsløs, sagde Mette Frederiksen og fremhævede de fremskridt, der nu sker i forhold til genoptjeningsretten.
? Nu kan bare et par dages beskæftigelse gøre en forskel, noterede S-formanden og forsikrede, at hun selvfølgelig holder øje med, hvordan den nye reform folder sig ud i virkeligheden.
? Det er skrevet ind i aftalen, at vi mødes igen, hvis der er flere end forventet, der falder ud. For fem år siden var det jo fagbevægelsen, der ramte antallet af udfaldsramte mere præcist end embedsværkets regneark.
Rundet af samme værdier
Derudover fremhævede Mette Frederiksen også den fælles kamp mod social dumping ? og takkede fagbevægelsen for indsatsen mod Ryan Air. Hun erklærede, at Socialdemokraterne på ingen måde vil bidrage til minusvækst i kommunerne. Og betonede de værdier, som fagbevægelsen og Socialdemokraterne deler.
? Vi er rundet af den samme indædte kamp mod uretfærdighed. For et samfund, hvor alle har lige muligheder. Det er vigtigt, og det vil jeg holde fast i. Der er mere end nogensinde brug for, at de kræfter, der tror på vores velfærdssamfund og vores samfundsmodel, står skulder ved skulder, sagde hun med direkte henvisning til de liberale kræfter, der gerne vil underminere den danske samfundsmodel:
? Det er egentlig paradoksalt. I den amerikanske valgkamp fremhæver de Danmark og Norge og Sverige. De ser for eksempel på, hvad der er opnået for helt almindelige lønmodtagere. Vores model inspirerer.
Vil savne Harald
Mette Frederiksen benyttede naturligvis også sin første formandstale på S-kongressen til at sige ?farvel og tak? til Harald Børsting, der er i gang med sin sidste kongres som formand.
? Det kræver sin mand at stå i spidsen for LO. At forene de forskellige holdninger og kulturer, som LO-familien udgør. At finde løsninger og kompromiser der giver politisk gennemslagskraft. Det har ikke været let, men du har gjort det. Du har aldrig undslået dig ansvaret ? og du siger tingene lige ud. De gule bliver fortalt, hvor skabet skal stå. Indimellem også os andre. Og du kan som ingen anden vise vej, når stien er mørk, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:
? Tak, Harald. Jeg kommer til at savne dig.