Det kan være svært at gennemskue sin lønseddel. ”Får jeg de rette tillæg? Bliver der sparet op til min ferie og min pension, som der står i overenskomsten?” Det er bare tre af de ting, mange er i tvivl om, hvis de tjekker deres lønsedler.  
Derfor hjælper OK fagforeninger årligt masser af medlemmer med at tjekke lønsedlerne. Og det tilbud sætter OK fagforeningerne særligt fokus på i uge 45 og 46, hvor OK løntjek løber af stablen. Løntjekket er en del af LO, FTF og medlemsorganisationernes fælles oplysningsindsats om fagforeningernes overenskomster og faglige fællesskaber.

Overenskomsterne bestemmer lønnen  
Lønsedler er forskellige, fordi medarbejdere i forskellige fag, brancher og sektorer har forskellige løn og arbejdsvilkår. Det er aftalt i de tusindvis af overenskomster, som arbejdsgivere og arbejdstagere på det offentlige og private arbejdsmarked har indgået med hindanden. Det er OK fagforeningerne, der forhandler overenskomsterne for lønmodtagerne, og derfor har de den indsigt og viden, der skal til, for at hjælpe med at tjekke medlemmernes løn.
”Der findes ingen let facitliste, som alle kan slå op i for at tjekke, om man får den rette løn. Det er OK fagforeninger, der indgår overenskomster, og derfor kender de detaljerne. Året rundt gør de faglige organisationer, de lokale fagforeninger og tillidsrepræsentanterne et fantastisk stykke arbejde med at hjælpe deres kolleger med at tjekke deres lønsedler. Den indsats gør vi sammen særligt opmærksom på under OK løntjek”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Under sidste års OK løntjek var Curt Sørensen, som er lærer i Køge Kommune, en af dem, der fik hjælp til at finde fejl i lønsedlen. Han havde ikke fået sit undervisningstillæg i lidt over et år. Det opdagede det lokale kredskontor, da Curt Sørensen mødte op til et åbent hus i forbindelse med OK løntjek. Han havde 28.500 kr. til gode, og fejlen er nu blevet rettet.
”Jeg vidste slet ikke, at undervisningstillæg var noget, jeg kunne få. Jeg var godtroende og gik ud fra, at alt var, som det skulle være. Jeg kan se nu, at jeg burde have kigget nærmere på min lønseddel, men som nyuddannet havde jeg nok at se til, da jeg startede ud med at have syv klasser”, sagde Curt Sørensen til folkeskolen.dk kort efter løntjekket.

Vær med i årets aktiviteter
Igen i år vil der landet over være aktiviteter i forbindelse med OK løntjek. Det kan være arbejdspladsbesøg, hvor lokale fagforeninger sammen eller hver for sig tilbyder løntjek, åbent hus på det lokale fagforeningskontor, aktiviteter i byens gader eller noget helt fjerde.
Som tillidsrepræsentant kan du også være med. Spørg din lokale afdeling eller kreds, om de arrangerer noget, tal sammen med dine TR-kolleger, om I kan gøre noget sammen, eller tag en snak med dine egne kolleger, om de har styr på lønsedlen. Der er plads til alle aktiviteter – store og små – som tilsammen kommer til at udgøre dette års OK løntjek.
Du kan følge OK løntjekket på facebooksiden Er du OK?, hvor vi begynder at tale om det op til uge 45. 
Har du brug for inspiration til at tjekke din egen lønseddel, kan du se fem vigtige punkter her