16 procent af kvinder, der er til jobsamtale, bliver under samtalen spurgt, om de er gravide eller planlægger at få barn. Det viser en ny rapport om diskrimination i forbindelse med barsel og barselsorlov, som Institut for Menneskerettigheder har udgivet i dag. Rapporten er lavet på baggrund af en spørgeundersøgelse, der er gennemført i maj 2015 blandt 1.589 forældre, der ventede barn i 2008. 45 procent af de adspurgte er ansat i den private sektor, og 55 procent er offentligt ansatte.
Undersøgelsen afdækker den oplevede diskrimination før, under og efter fødsel og barsel.
Lovgivningen på området er klokkeklar. Ligebehandlingsloven fastslår, at der ikke må ske forskelsbehandling pga. af graviditet. Derfor bør en arbejdsgiver heller ikke spørge ved ansættelsessamtale, om du er gravid eller planlægger at blive gravid, for arbejdsgiveren har intet lovligt at bruge oplysningen til. Trods det, har 16 procent at de adspurgte kvinder oplevet at blive spurgt, om de planlægger at få barn eller er gravide.
”Det ærgrer mig, at kvinder stadig spørges til graviditet og planlægning ved jobsamtale. Undersøgelsen viser, at der stadig ligger et stort stykke arbejde foran os, før vi får ligestilling. Og så håber jeg selvfølgelig, de arbejdsgivere, der bryder loven, stopper deres diskrimination nu”, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF – hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Rapporten viser også, at godt hver femte kvinde udøver selvcensur og fravælger at søge job, alene fordi de har en forventning om ikke at kunne få det på grund af deres graviditet.
Mænd ønsker mere barsel
76 procent af deltagerne er tilfredse med længden af deres afholdte barsel. 21 procent af mændene angiver, at de ønskede at afholde mere. Over halvdelen af mændene nævner økonomien som barriere for at afholde mere barsel. Der har været mulighed for at afgive flere svar som begrundelse.
Langt de fleste kommer tilbage til samme arbejdsopgaver efter endt barsel. Men undersøgelsen dokumenterer også, at henholdsvis seks procent af kvinderne og fire procent af mændene oplevede at blive degraderet. Endeligt svarer 11 procent af kvinderne og 8 procent af mændene, at de kom tilbage til et job, hvor de fik mindre ansvar.