100-året for kvinders stemmeret bringer et væld af gode nyheder med sig.
Først den helt uomtvistelige: Ligestillingen mellem mænd og kvinder har undergået en revolution. I 1915 hed Kongen Christian og Konseilspræsidenten Carl Theodor. I 2015-udgaven hedder de Margrethe og Helle. Forandringen og fremskridtet har været enormt. På bare tre generationer.
En anden god nyhed er, at demokrati og ligestilling i dag er helt urokkelige værdier for enhver dansker.

Sådan har det ikke været altid: For 100 år siden var det ikke usædvanligt at høre politikere sætte spørgsmålstegn ved, om kvinders natur overhovedet duede til andet end omsorg og arbejde i hjemmet. Konservative kræfter så ikke et behov for at udvide demokratiet, for som de sagde: En husholdning – med kvinder og tyende – var jo allerede repræsenteret i demokratiet ved herren i huset.
Den værdikamp er heldigvis vundet for længst. Når diktatorer og fundamentalister i dag giver udtryk for sådanne holdninger, står danskere sammen på tværs af køn og partifarve. I protest.
Vi kan gøre det endnu bedre
Vi er nået ufatteligt langt siden oldemor var ung.
Men vi er ikke nået langt nok. Vi er ikke i mål, siger mange danskere. Faktisk mener hele 42 pct. at vi i ”ringe grad” eller ”slet ikke” er i mål med ligestillingen, viser en ny måling fra Epinion.
Vi kan gøre det endnu bedre. Og det bør vi gøre. Især på arbejdsmarkedet.
Vi kunne starte med lønnen. Uligelønnen. 
Selv om det er svært at sætte præcise tal på, afslører alle opgørelser af mænd og kvinders løn et veldokumenteret faktum: Mænd tjener mere end kvinder. Selv udregninger, der forsøger at få forskellen til at se mindre ud, ender med at påvise, at vi stadig ikke har ligeløn. 
SFI (det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har leveret en af de mest troværdige opgørelser over lønforskellen herhjemme. Kigger man på deres opgørelse over den gennemsnitlige timeløn for danske mænd og kvinder, er der en forskel på 17 procent.
Den forskel dækker over, at vi har et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvindefag er lavere værdisat end mandefag. Og det dækker over, at langt flere mænd end kvinder besidder højtlønnede lederposter.
Men forskellen på 17 procent er vel at mærke også målt på et tidspunkt i historien, hvor kvinder generelt har godt et halvt år længere uddannelse på CV’et end mænd. Den gamle tese fra 1960´erne og 70´ernes Danmark om, at kvinder bare skulle uddanne sig for at få ligeløn holder altså ikke.
Godt nok er lønforskellen væsentlig mindre i de tilfælde, hvor kvinder har samme uddannelse, er i samme job og i samme sektor og i samme branche. Men den er der stadig. Det afslører en statistisk beregning, hvor man(d) på alle kendte faktorer har gjort kvinden til en mand. Tilbage står en lønforskel på 7 procent.
Den forskel bliver ofte udlagt som ”uforklarlig”, selv om kønnet sådan set godt kan forklare det.
Ligegyldig hvordan vi vender og drejer det, er uligelønnen der stadig. Og det vil den være, indtil vi – lønmodtagere, arbejdsgivere og politikere – beslutter os for at gøre noget ved den. 
Indtil da sender vi som samfund et signal til Danmarks piger og kvinder om, at deres arbejde er mindre værd, alene ”fordi de er piger”. Det er ikke okay.
Det kønsopdelte arbejdsmarked
Valget af uddannelse og levevej er et andet sted, hvor de sidste rester af tidligere tiders ulige stilling stadig stikker ansigtet frem.
For det danske arbejdsmarked er stærkt kønsopdelt. På trods af at flere kvinder end mænd i dag tager længerevarende uddannelser, er der ikke sket nogen væsentlige opbrud i de fag og sektorer, som mænd og kvinder arbejder i.  Kvinder ansættes typisk i kommuner og regioner og inden for omsorg og kontor. Mænd derimod ansættes i det private inden for håndværk og teknik.
Mænd dominerer ingeniørfagene, fag inden for byggeri og produktion samt fag inden for naturvidenskab, matematik og IT. Kvinder dominerer uddannelser inden for humaniora, pædagogik samt social og sundhed.
Det er ikke et problem i sig selv, at mænd og kvinder laver noget forskelligt.
Men problemer opstår, når stereotyperne ikke passer den enkelte, men i stedet bliver indskrænkende og begrænsende; Når de personer, der vejleder unge i deres valg af uddannelse, som udgangspunkt kun giver de unge halvdelen af hylderne at vælge fra.
Vi ved fra undersøgelser, at mor er den vigtigste påvirkningsfaktor, når unge mennesker skal vælge uddannelse. Far er den næstvigtigste. De kender selvfølgelig deres barn, men hvor mange forældre kan egentlig hævde at være helt ”up to date”, når det gælder udvalget af nye uddannelser? Og har de fleste forældre ikke også et velmenende ønske for deres børn om, at det nok er bedst, hvis de ”passer ind”? Så er der ikke noget at sige til, at tanken om Lise som elektroingeniør og Søren som sygeplejerske ikke er den mest nærliggende.
Og det står ikke meget bedre til hos de professionelle ungdomsuddannelsesvejledere. De reproducerer også i høj grad de kønsstereotype uddannelsesvalg, viser undersøgelser. Desværre.
Det kræver både mod og modenhed at sætte sig op mod kønsnormerne. Typisk er det ældre studerende, der formår at vælge en uddannelse, som er atypisk for deres køn. De har ofte været en omvej omkring en anden uddannelse først, inden de fandt ud af, at det er ok at gå sine egne, atypiske uddannelsesveje.
For mange andre bliver det frie valg begrænset af fastlåste opfattelser af, hvad drenge og piger kan. Det er synd for dem og drønærgerligt for samfundet.
For vi går glip af talent. Og en mangfoldighed i medarbejderstaben. Mon ikke vi kunne levere endnu bedre produkter og services i  private virksomheder og den offentlige sektor, hvis medarbejderne i højere grad afspejlede kønssammensætningen i det omgivende samfund?
Samtidig opstår der nemmere flaskehalse i situationer, hvor der er ledighed i en branche og arbejdskraftmangel i en anden. Kønsbarrierer kan være med til at forhindre, at arbejdskraften frit flyder derhen, hvor der er brug for den. Det kønsopdelte arbejdsmarked modvirker ganske enkelt, at arbejdsmarkedet er fleksibelt for begge køn ved jobskifte, sporskifte og konjunkturændringer.
Lige muligheder
Det er ved at være på tide, at vi laver en national handlingsplan for et mindre kønsopdelt uddannelsesvalg og arbejdsmarked. En handlingsplan, der forpligter. Ikke bare en regering, men alle os, der har et ansvar for at gøre arbejdsmarkedet og uddannelserne så frie for kønsspændetrøjer som muligt.
Handlingsplanen kan med fordel tage udgangspunkt i måltallene for den ønskede fremtidige kønssammensætning inden for visse fag og uddannelsesretninger, hvor der i dag er stor kønsskævhed. 
Vi kan og bør gøre det endnu bedre, når det handler om at skabe ligestilling i valget af uddannelse og job. Og det samme gælder i høj grad, når vi skal kombinere arbejdslivet med familielivet.  Særligt i rollen som forældre kan vi gøre mere for at ligestille mænd og kvinder i langt højere grad. 
Muligheden for at passe sine børn, mens de er helt små, er en central rettighed, som fagbevægelsen har kæmpet for i mange år. Vi er nået langt, når det handler om kvindernes rettigheder. Så langt, at det i store træk ikke længere er nødvendigt at kæmpe for at sikre kvinderne en rimelig orlovsperiode.
Helt anderledes ser det til gengæld ud for fædrenes ret til orlov med deres små børn. Her kæmper vi stadig: Fordi vi mener, at fædres ret til betalt orlov er for dårlig. Fordi vi mener, det er godt for børnene at have både en far og en mor som nær omsorgsperson. Og fordi vi ved, at en skæv fordeling af orloven lægger spor ud, så ansvaret for børnenes omsorg også fremover fordeles ulige på forældrenes skuldre resten af livet. 
Et familie- og arbejdsliv i balance er ganske enkelt lettere at opnå, hvis begge skuldre bærer lige meget. Der er vi langt fra. Mens Danmarks mødre har 18 uger øremærket barselsorlov efter fødslen, må fædrene nøjes med de to ugers fædreorlov, de fik ret til helt tilbage i 1984. Ganske meget har ændret sig siden da, også i vores syn på forældrerollerne – alligevel er der intet sket med fædreorloven i 31 år! 
Hvis far vil tilbringe mere tid med sit nyfødte barn, skal han have del i de 32 uger, som det er op til forældrene selv at fordele. Og det er ikke altid ligetil. For det første er retten til betalt forældreorlov  en kollektiv ret, som far altså ikke kan gøre individuelt krav på: Det kræver, at mor synes det er en god ide.  For det andet er der ikke en forventning i samfundet om, at far tager forældreorlov. Og endelig – har mange arbejdsgivere ikke særlig stor forståelse for, at fædre tager denne ”ekstra” tid derhjemme.
Giv fædre bedre mulighed for barsel
Summa summarum: Kun lidt over en tredjedel af de danske mænd (37 procent), der blev far i 2013, tog ifølge Danmarks Statistik del i den fælles forældreorlov. Samlet set tog danske fædre under 10 pct. af den samlede orlov.
De danske tal står i skærende kontrast til udviklingen i de andre nordiske lande. Her har far fået styrket sin individuelle ret til betalt orlov ved lov. Det virker, og det er for os at se den oplagte vej til en mere ligestillet barselsorlov i Danmark. Især hvis stærke, individuelle rettigheder til begge forældre kobles med løn i orlovsperioden. Det bliver vores opgave: Det skal vi forsøge at kæmpe igennem ved overenskomstbordet sammen med arbejdsgiverne. Som i øvrigt også meget gerne må tage ansvaret på sig –  både ved forhandlingsbordet og i de tilfælde, hvor der ikke er nogen overenskomst eller lokale aftaler.
Endelig kommer vi ikke uden om, at Danmark kunne gøre det endnu bedre, hvis vi i langt højere grad inddrager begge køn der, hvor beslutningerne træffes på arbejdspladsen og i virksomhederne.
Det gjorde Danmark til et rigere samfund, at vi udvidede demokratiet i 1915. Både etisk og økonomisk. Den lektie kan vi stadig lære af: Demokrati, mangfoldighed og ligestilling gør os rigere. 
Derfor bør alarmklokkerne også ringe, når det ene køn er voldsomt underrepræsenteret, uanset om det er i regeringskontorerne, på stemmesedlen, blandt departementscheferne, under borgmesterkæderne, blandt professorerne, i bestyrelseslokalerne eller på direktionsgangene.
Her kan vi i høj grad gøre det endnu bedre. Og lad os en gang for alle begrave den myte, at årsagen til, at kvinder ikke indtager direktionsgangene og toplederstillingerne i større stil, skal findes hos kvinderne selv. Eller at kvinder ikke prioriterer en chefkarriere højt nok til at komme i betragtning til et lederjob.
Det er en alt for bekvem måde at bortforklare, hvorfor mænds chancer for at blive leder er 2,5 gange større end kvinders. 
Vi ved, at to ud af tre ledere ikke får deres første chefjob gennem åbne opslag, som ellers danner basis for en mere transparent rekrutteringsproces, hvor der reelt er mulighed for at lade kompetencer være afgørende. De er derimod blevet headhuntet eller opfordret til at søge. Det er ikke nødvendigvis noget problem i – men når vi ved, at kvinder ikke bliver opfordret i samme omfang som mænd, bliver problemet både stort og nærværende.
Det er samfundet der skal fixes
Derfor må vi hurtigst muligt væk fra den løsning, der hedder ”fix the women” tilgangen. Det er ikke dem, det er galt med. Kvinder både kan og vil gerne tage del i beslutningerne. Tro os.
Det er derimod vores samfund, der skal fixes, så vi får fuldt udbytte af begge køn: På uddannelserne, på arbejdsmarkedet og i familien.
Mænd og kvinder kan nemlig stadig blive mere ligestillet. Til glæde for begge køn og til glæde for fællesskabet, væksten og demokratiet.
For begge køn må i dag kæmpe imod fordomme og fasttømrede stereotyper, når de skal vælge uddannelse og levevej, og når de skal finde den rette balance mellem familie- og arbejdsliv. Alle former for og grader af uligestilling – bevidst eller ubevidst – er i bund og grund skidt for Danmarks økonomi og for vores frihed og demokrati.
Lad os derfor sætte os for, at vi gerne vil være mere ligestillede.
Vi mangler stadig at rette op på lønforskellen mellem mænd og kvinder. Vi skal have nedbrudt det kønsopdelte arbejdsmarked. Og vi bør i langt højere grad ligestille mænd og kvinder, når de bliver forældre.
Og så ærgrer det os, at vi går glip af alt for meget talent, når kvinder i så ringe grad er med til at træffe beslutninger, der har betydning for arbejdspladsen, virksomhederne og samfundsøkonomien.
Vi gav vores samfund et fix – godt nok med et helt andet historisk bagtæppe – i 1915. Man skabte plads til kvinder og tyende i demokratiet – det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan skrive denne kronik. 
Men hvorfor stoppe her? Vi er ikke i mål med ligestillingen. Vi kan gøre det endnu bedre.