EU-Kommissionen offentliggjorde kort før jul sit arbejdsprogram for det kommende år. I LO vil vi bedømme Kommissionens duelighed ud fra dens evne til at sparke gang i økonomien, så der for alvor bliver gjort noget for de godt 24 millioner af europæere, der står uden arbejde.

At næsten 5 millioner unge under 25 år står uden arbejde, er helt uacceptabelt. I gennemsnit for de 28 EU lande svarer det til, at mere end hver femte ung er arbejdsløs.

Konference i dag

I dag (fredag) er LO sammen med FTF og Akademikerne samt EU-Kommissionen værter for en konference, hvor vores danske kommissær Margrethe Vestager vil tale om EU?s initiativer for at skabe bæredygtig vækst og fair konkurrence.

Det tema rammer efter LO?s opfattelse præcis de langsigtede udfordringer, som EU skal håndtere i en virkelighed, hvor den globale konkurrence øger presset på hjørnestene i den europæiske samfundsmodel.

Den sociale dialog

I sit arbejdsprogram slår EU-Kommissionen fast, at den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter er en væsentlig ingrediens, når EU landene skal finde løsninger. Det gælder ikke mindst i den økonomiske politik. I LO har vi store forventninger til, at arbejdsmarkedets parter får en styrket rolle i de kommende år.

2014-valget til Europaparlamentet viste en markant fremgang for de europaskeptiske kræfter. Det var ikke den største overraskelse i betragtning af den voksende usikkerhed om beskæftigelse og social tryghed. EU?s medlemsstater, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet må naturligvis tage signalerne alvorligt. Der er brug for at bygge bro mellem befolkningernes voksende bekymring og EU-landenes bestræbelser for at gennemføre reformer. Den bro, der er brug for, kan dannes af arbejdsmarkedets parter, som ? når det kommer til stykket ? er de væsentligste aktører, når det gælder skabelsen af nye anstændige jobs.

EU?s investeringsplan

EU-Kommissionen lægger stor vægt på, at der skal fokuseres på de små og mellemstore virksomheder. LO har tidligere fremhævet de muligheder, som små og mellemstore virksomheder har for at inddrage medarbejderne mere direkte i udvikling og innovation. Virksomheder i den størrelse har ikke store udviklingsafdelinger, og derfor er den direkte dialog mellem ledelse og medarbejdere om produktudvikling særdeles værdifuld.

Investeringsplanen som også blev offentliggjort i slutningen af 2014 er med rette blevet mødt med en vis portion skepsis. I LO bakker vi op om intentionerne i investeringsplanen, men det er helt afgørende for projektets succes, at der skabes en bedre balance mellem offentlige og private investeringer. EU-Kommissionens bidrag til at rejse de planlagte 315 mia. euro over de kommende tre år må nødvendigvis bakkes op af nationale infrastrukturinvesteringer. Uden dem risikerer planen at blive det luftkastel som flere har forudset.

Frihandelsaftale mellem EU og USA

2015 kan også blive et afgørende år for EU?s forhandlinger med USA om en ambitiøs frihandels- og investeringsaftale. I LO er vi ikke afskrækkede af de såkaldte TTIP forhandlinger. Vi er stærkt engagerede i at en aftale mellem EU og USA, som udover at skabe langsigtet vækst og beskæftigelse også kan bidrage til at styrke de globale arbejdstagerrettigheder. Netop respekten for de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder er afgørende for at skabe den bæredygtige vækst og den fair konkurrence. Det er den vej vi må tage, hvis det skal lykkes at dæmme op for en fortsat voksende ulighed.

2015 markerer også fristen for at indfri udviklingsmålene som blev vedtaget ved indgangen til det nye årtusinde. Samtidig er det i år, de nye udviklingsmål skal formuleres. I LO bakker vi op om EU?s temaår ?vores verden, vores værdighed, vores fremtid?.

Der skal gå en rød tråd fra Kommissionens arbejdsprogram ? over TTIP forhandlingerne og klimatopmødet COP 21 ? til formuleringen af de nye globale udviklingsmål. I bund og grund handler det om at bygge tillid og skabe tro på fremtiden.

 

Kontakt: Pressekonsulent, Anette Bindslev (LO) ? tlf. 23 38 42 14.