Det italienske EU-formandskab har været på hårdt arbejde i weekenden for at finde kompromiser, inden Europa-Parlamentet og Rådet mødes igen for at gøre et sidste forsøg på at blive enige om EU’s budget for 2015. Parterne opgav i fredags at forhandle. Forhandlinger blev fra begge sider opfattet som nyttesløse, da parterne var milevidt fra hinanden.
Den særlige forligsprocedure i parternes forligsudvalg har deadline mandag aften klokken 24.00. Bliver de ikke enige, betyder det, at EU-Kommissionen må komme med et nyt forslag til budget, der har en større chance for at blive vedtaget.
Den opgave vil i så fald blive vanskelig for den ny EU-kommissær med ansvar for budgettet, Kristalina Georgieva. Kommissæren sagde allerede fredag på mødet mellem EU-landenes økonomi-, finans- og budgetministre, at hun var ny og ikke havde erfaring med forhandlingerne. Hun kunne også konstatere, at ministrene ikke umiddelbart var indstillet på at give sig i forhold til Europa-Parlamentets krav om et budget, der på betalingssiden var 6,5 milliarder euro over det, som ministrene i sommer havde indgået forlig om at sætte som maksimum.
Europa-Parlamentets budgetudvalg udtalte i sidste uge, at det krævede en aftale om ekstra penge til budgettet for i år, før det indgik en aftale om budgettet for næste år. Der er lige så stor uenighed mellem parterne om de ekstra penge til de regninger, EU-Kommissionen ikke kan betale, fordi der er total uvidenhed om, hvad de projekter, som EU sætter i gang ikke mindst i de fattigere egne i EU, reelt kommer til at koste. Formanden for budgetudvalget. Den liberale franskmand Jean Arthuis, udtalte, at ministrenes holdninger udviste en mangel på respekt over for borgerne i EU, som der dem, der i sidste ende drager fordel af budgettet.
Arthuis ville blandt andet hente penge ind ved, at de bøder, som EU-Kommissionen giver blandt andet virksomheder, kommer med i budgettet og kan bruges af EU-Kommissionen – så EU-Kommissionen fik flere penge i kassen, jo flere og højere bøder den gav. På den måde kunne EU-Kommissionen bedre betale regningerne.
Vi er ikke fanatikere – vi beder blot Rådet om at betale, hvad det har lovet, sagde Jean Arthuis.  


Kilde: fagligt.eu