Regeringens nye udspil om dimensionering af de videregående uddannelser er fornuftigt, mener FTF, der repræsenterer 450.000 ansatte i den offentlige og private sektor, som især har mellemlange videregående uddannelser.
”Der er brug for at begrænse optaget på bestemte uddannelser og samtidig vejlede flere unge i retning af de mellemlange videregående professionsbacheloruddannelser, der har gode muligheder for job efter endt uddannelse og som har et klart erhvervssigte”, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.
De sidste års store optag til de videregående uddannelser er positivt, mener FTF.
”Mange unge vil uddanne sig, og det har vi brug for. Der er vigtige opgaver, der skal løses i både den offentlige og private sektor. Men vi har brug for at vejlede de unge bedre og tilbyde dem en jobrettet uddannelse. Jeg er derfor meget enig med uddannelsesministeren, når hun i dagens udspil til dimensionering fastslår, at vi ikke kan være bekendt at uddanne så mange unge til ledighed, som vi faktisk gør i dag".
"Vi må dog udvikle værktøjet, så vi ikke alene ser på de bag ud rettede ledighedstal. Også mulige fremtidige uddannelsesbehov skal overvejes – selvom det er vanskeligt”, siger Bente Sorgenfrey.

FTF anbefaler regeringen og dets ekspertudvalg, der snart kommer med en ny rapport om de videregående uddannelser, at målrette fokus mod erhvervsakademier og professionshøjskoler, der allerede i dag tilbyder erhvervsrettede professionsbacheloruddannelser. Uddannelser som med tre-fire års varighed giver direkte adgang til job. Uddannelser der skaber vækst og innovation på private og offentlige arbejdspladser.

Minister bør sikre videreuddannelse på kandidat
For FTF er det vigtigt, at en ny model for dimensionering ikke begrænser videreuddannelsesmulighederne for de professionsbacheloruddannede.
Det kan fx være sygeplejersker, der efter nogle år på arbejdsmarkedet, ønsker at læse videre og tage en kandidat på universitet. Videreuddannelse er afgørende for at sikre den bedste kvalitet i eksempelvis sundhedsvæsenets behandling af patienter.
”Det er vigtigt, at dimensionering ikke skaber nye barrierer i det videregående uddannelsessystem. Vi har længe arbejdet på at skabe fleksible overgange, og det er lykkes på mange måder. Derfor må dimensioneringen på kandidatuddannelserne ikke skabe problemer for professionsbachelorernes overgang til kandidatuddannelserne”, siger Bente Sorgenfrey.

Se også på fremtidens behov
FTF er enig i, at der er behov for en central fastlæggelse af dimensioneringen, og at beskæftigelsesmulighederne er et vigtigt parameter.
Regeringens model for dimensionering bygger på et 10-årigt perspektiv og forudsætter en systematisk og markant højere ledighed end gennemsnittet. Det er positivt, da det er meget vigtigt, at dimensioneringsmodellen ikke reagerer på kortsigtede udsving i ledigheden. Det vil give stor usikkerhed hos kommende studerende og uddannelsesinstitutionerne, mener FTF.
Samtidig er det dog også nødvendigt at udvikle analysemetoden for dimensionering, så vi ikke alene ser på de bagudrettede ledighedstal. Også mulige fremtidige uddannelsesbehov skal overvejes – selvom det er vanskeligt. Der er derfor brug for at videreudvikle eller supplere dimensioneringsmodellen med et fremtidigt perspektiv.