Formanden for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er i stigende grad bekymret over den økonomiske udvikling i eurozonen. Det er netop eurozonen, der trækker den generelle vækst i EU ned og øger den gennemsnitlige arbejdsløshed i Europa, og Mario Draghi signaliserer nu ifølge flere medier, at det kunne være, at lande skulle have ret til at føre en mindre restriktiv økonomisk politik, så der kom gang i vækst og beskæftigelse.
Udmeldingerne kommer, før den franske økonomiminister Arnaud Montebourg i weekendens Le Monde angreb nedskæringspolitikken i eurozonen og den konservative del af den tyske regering for at stå bag den. Den franske regering trådte tilbage i formiddag, og det ventes, at Montebourg ikke er med, når en ny regering ventes godkendt i morgen.
Montebourg kan imidlertid se sin kritik få delvis opbakning fra flere sider. Mario Draghi ønsker tilsyneladende, at lande som Tyskland med styr på budgettet går foran og fører en mere ekspansiv finanspolitik, der kan åbne for mere forbrug. Selv den tyske formand for nationalbanken, Jens Weidmann, har udtalt, at der måske var behov for at se mindre strengt på reglerne og åbne for en vis fleksibilitet.
Også den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, har været inde på samme tankegang, men også sagt, at lande, der ikke følger reglerne som Frankrig, må holde sig stramt til dem.
Montebourg siger i sit interview med Le Monde, at den tyske økonomiminister, Sigmar Gabriel, der også er formand for socialdemokratiet SPD, er på linje med ham. Montebourg undlod imidlertid at fortælle, at da Gabriel offentligt gav udtryk for politikken, blev han lynhurtigt gjort tavs af kansler Angela Merkel.
Montebourg nævner til gengæld, at nobelpristageren i økonomi, Paul Krugman, finder, at nedskæringspolitikken og den fastlåste pengepolitik kan føre til en ny krise.
Dagen før sit interview med Le Monde havde bladet også et interview med en anden Nobelpristager i økonomi Christopher Sims, der også kritiserede eurozonens politik. Han fandt, at faren for en regulær deflation, hvor priser direkte falder, er til stede i EU. Når arbejdsløsheden er oppe på et vist niveau, er det nødvendigt at føre en ekspansiv økonomisk politik. Det er nok nødvendigt at få styr på gæld, men det er ikke nødvendigt at gøre det hurtigt.
Sims anbefalede imidlertid også det, som flere landes regeringer ikke vil acceptere: At der bliver egentlige overførsler mellem lande i eurozonen. Han anbefalede de euroobligationer, som Angela Merkel igen talte imod i sidste uge.
Kilde: fagligt.eu