I stedet for at bruge kræfterne på at slås om store, grundlæggende ændringer af dagpengesystemet her og nu, må politikerne arbejde på hurtigt at finde løsninger for arbejdsløse, der har mistet retten til forsørgelse. Det mener Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF.
De grundlæggende ændringer af dagpengesystemet kan vente på, at regeringens dagpengekommission får analyseret området til bunds og kommer med sine anbefalinger ved udgangen af 2015, mener hun.
"Det må være muligt at finde midlertidige løsninger på de arbejdsløses akutte problemer, inden dagpengekommissionen kommer med sine endelige anbefalinger. Man kan fx se på om det sikkerhedsnet, der findes i sociallovgivningen, er tilstrækkelig godt eller forbedre mulighederne for arbejdsmarkeds- eller uddannelsesydelse", siger Bente Sorgenfrey.
Nødvendigt med nyt og bedre dagpengesystem
Hun understreger, at FTF står fast på sine krav til et nyt og bedre dagpengesystem.

"Grundlæggende ændringer af dagpengesystemet er helt klart nødvendige, fx er genoptjeningskravet på 52 uger for skrapt og mulighederne for at få supplerende dagpenge er for ringe. Det er sagligt og fornuftigt at bygge de permanente løsninger på de analyser, som kommissionen nu foretager. Men der skal permanente løsninger til", siger Bente Sorgenfrey.
Hun fremhæver fem punkter, kommissionen bør have i fokus:
– Genoptjeningskravet om 52 ugers arbejde indenfor tre år er for skrapt. Et lavere genoptjeningskrav vil motivere ledige til at tage kortere jobs, så langtidsledighed undgås.
– Mulighederne for et mere fleksibelt konjunkturbestemt dagpengesystem bør analyseres
– Vilkårene for atypiske ansatte og freelancere skal afdækkes. Der er f.eks. 500.000 beskæftigede i oplevelsesøkonomien og dagpengesystemet matcher ikke det arbejdsmarked.
– Løst ansatte skal have ret til supplerende dagpenge i mere end de 30 uger, som er max i dag. Det afskærer mange fra at tage kortere job, fordi de mister retten til supplerende dagpenge.
– Mulighederne for at justere dagpenge ift. lønniveau.