FTF har via Høringsportalen modtaget Kulturministeriets høring af forslag til lov om videregående kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet og har følgende bemærkninger:
En central del af lovforslaget omhandler scenekunstuddannelsernes overgang til en bachelor- og kandidatstruktur – en ændring, der bl.a. vil sikre at disse uddannelser sidestilles med øvrige kunstneriske uddannelser på Kulturministeriets område. Etablering af bachelorgraden for scenekunstuddannelserne skal tage afsæt i de eksisterende uddannelser og bl.a. indebære fastsættelse af læringsmål, der harmonerer med den kunstneriske bachelorgrad, som den er fastlagt i kvalifikationsrammen. Der skal i en senere fase tillige udbydes kandidatuddannelser, herunder skal bacheloruddannelserne kunne give adgang til relevante eksisterende kandidatuddannelser udbudt på andre institutioner.
Med overgangen til den nye struktur for scenekunstuddannelserne rejses der derfor et efteruddannelsesbehov for de allerede uddannede fra de eksisterende uddannelser. Der vil være et behov for at uddannede fra ”gamle uddannelser” via et efteruddannelsestilbud kan opkvalificere sig til det nye bachelorniveau særligt i det tilfælde, hvor den allerede uddannede ønsker videreuddannelse på masterniveauet. Denne specifikke efteruddannelsesproblemstilling bør omtales i lovbemærkningerne og indgår i det videre arbejde med at implementere loven, særligt § 9 om uddannelsesinstitutionernes efter- og videreuddannelsesopgave. En sådan præcisering vil også være vigtig for at sikre, at den kommende nye samlede institution for scenekunstuddannelserne indarbejder denne opgave i institutionens samlede strategi for udvikling af efter- og videreuddannelsesområdet jf. også anbefalingerne fra udvalget om scenekunstuddannelserne i Danmark.
Lovforslaget fastsætter, at videngrundlaget for den nye scenekunstuddannelsesinstitution skal udgøres af kunstnerisk praksis, men samtidig inddrage forskning. Denne formalisering af uddannelsernes videngrundlag har klare paralleller til videngrundlaget for erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. Et samarbejde mellem disse uddannelsesinstitutioner og den nye scenekunstuddannelsesinstitution vil derfor bidrage til udviklingen af scenekunstuddannelserne. FTF vil opfordre til, at der indgår en bemærkning herom i lovbemærkningerne. 
Lovforslaget indebærer jf § 16, at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om aftagerpaneler ved Kulturministeriets videregående uddannelsesinstitutioner. Aftagerpanelerne skal repræsentere aftagerne af de færdiguddannede. Tidligere minister for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser, Morten Østergaard har i ministeriets kommenterede høringsnotat til lovforslag L 63 /2013 (dateret 31.10.2013) præciseret forståelsen af begrebet ”aftagerrepræsentanter” som omfattende såvel arbejdsgiver- som lønmodtagerorganisationer, hvilket også er præciseret i den endelig lovgivning. FTF går ud fra at denne forståelse af aftagerrepræsentanter også vil være gældende i de af Kulturministeren nærmere fastsatte regler om aftagerpaneler.
Afslutningsvis vil jeg gerne bede om at FTF indgår i Kulturministeriets høringsliste ved fremtidige høringer på uddannelsesområdet og ved anden relevant lovgivning.