Udstillingen ’Tro, håb og overgreb – rettigheder og kunst i Latinamerika’ sætter ansigt på de mange overtrædelser af og kampe for rettigheder, der hver dag foregår i de tre lande, Bolivia, Honduras og Guatemala.
Her kan du fx møde Melvi Camey, en 48-årig laborant og tillidsrepræsentant for sine kolleger i det guatemalanske sundhedsforbund SNTSG, som kun med nød og næppe overlevede et attentat – det gjorde den advokat, hun holdt møde med, til gengæld ikke.

I Guatemala er det forbundet med livsfare at være fagligt aktiv og kæmpe for sine rettigheder. Flere end 60 faglige ledere er blevet myrdet de seneste fem år, og mange flere er blevet kidnappet, overfaldet og truet på livet.
På udstillingen kan man også møde hummerdykkeren Taywar fra Honduras, der hver dag sætter livet på spil for at mætte amerikanernes efterspørgsel efter de delikate haler. Eller landsbylæreren Zaca, der har viet sit liv til at undervise de 82 børn på den lillebitte, ludfattige ø Isla Sicuya i Titicaca-søen. Eller 14-årige Nelly, der har arbejdet, siden hun var otte år for at hjælpe med at brødføde sin familie.
Kampen for rettigheder og drømmen om social retfærdighed trækker også en rød tråd gennem mange kunstneres værker i Latinamerika.
Det gælder også de kunstnere, Ulandssekretariatet viser værker af på udstillingen. Malerier, akvareller og tegninger, der repræsenterer noget af det mest interessante samtidskunst i de tre lande Bolivia, Honduras og Guatemala.
’Tro, håb og overgreb’ er også titlen på den bog, som Ulandssekretariatet udgiver i forbindelse med udstillingen og kampagne i 2014, som fokuserer på krænkelser af basale rettigheder i de tre latinamerikanske lande Bolivia, Honduras og Guatemala.