Forandringer og omstruktureringer er et grundvilkår på de fleste danske arbejdspladser. Men de kan let belaste arbejdsmiljøet, hvis medarbejderne bliver usikre på deres fremtidige arbejdsopgaver eller måske frygter, at de eller kolleger bliver sparet væk. Som leder har du gode muligheder for at sikre det psykiske arbejdsmiljø, når der sker forandringer på arbejdspladsen. Men hvordan?
Et godt sted at starte er altid at lære af andres erfaringer. I en ny video fra Arbejdsmiljørådet fortæller seks forskellige arbejdspladser om, hvordan de sikrede en god forandringsproces ved bl.a. at være på forkant med forandringerne, inddrage medarbejderne, sikre god kommunikation og igangsætte supporthandlinger under forandringsprocessen.

22 gode råd
Næste skridt kunne være at læse pjecen: ’Et godt psykisk arbejdsmiljø – når der sker forandringer på arbejdspladsen’. Her finder du bl.a. 22 konkrete råd og links til relevant lovgivning på området.

Du kan finde flere gode råd, videoer, konkrete værktøjer og meget mere på Arbejdsmiljørådets hjemmeside om gode forandringsprocesser.