Nye tider kræver nye kompetencer hos de tillidsvalgte. Arbejdsgiverne efterspørger ansvar og medspil fra medarbejdernes repræsentanter på en ny måde.
Det viser en ny europæisk undersøgelse af samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter og arbejdsgivere. 

Arbejdsgivernes ønsker stemmer fint overens med indstillingen hos danske tillidsrepræsentanter, som er klar til at tage den handske op; de vil ind, hvor de strategiske diskussioner foregår – ind, hvor den reelle indflydelse er. Det viser en FTF-undersøgelse foretaget af Aalborg Universitet blandt flere tusinde tillidsvalgte. 

Op mod halvdelen af danske tillidsfolk oplever, at de bliver kørt uden om, når der skal træffes beslutninger om de allervigtigste strategiske spørgsmål, hvor budget, økonomi, besparelser og normeringer er i centrum. De oplever, at de formelle samarbejdssystemer med lokale samarbejdsudvalg mest kun bruges til at give lønmodtagerne sager til orientering – og ikke som et forum for reel indflydelse. De ønsker at deltage i de strategiske diskussioner og de er parat til at tage mere ansvar. 
Derfor er jeg ikke enig med den danske tovholder på den europæiske undersøgelse, Søren Viemose, når han konstaterer en vis modstand hos fagforeningerne mod, at de tillidsvalgte i højere grad går ind og samarbejder med arbejdsgiverne. 
Samarbejde med arbejdsgiverne har ingen odiøs klang hos de faglige organisationer. Tværtimod. 
Vi har brug for tillidsrepræsentanter der både håndhæver aftaler, men som også tager ansvar for udviklingen af opgave og arbejdsplads.
Danmark adskiller sig fra de øvrige europæiske lande ved at score højt på et godt og konstruktivt samarbejde mellem ledelse og tillidsvalgte. Det viser den nye undersøgelse også – og det er meget glædeligt.
Det viser, at vi i Danmark allerede har et godt fundament for at gå den vej, som både tillidsvalgte og arbejdsgivere efterspørger.