Beskæftigelsesindsats, vækstpolitik og uddannelsesindsats fungerer adskilt. Der er taget forskellige initiativer til bedre koordinering og bedre kommunikation mellem ressortområderne, men det er vurderingen, at det ikke er tilstrækkeligt for at sikre at alle potentialer og ressourcer udnyttes bedst muligt. 
FTF-forslag: National rammesætning er nødvendig
Med henblik på at understøtte en systematisk sammenkædning af vækst, beskæftigelse og uddannelse bør Erhvervs- og Vækstministeren, Beskæftigelsesministeren, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og Undervisningsministeriet udforme en overordnet politisk ramme for formål, mål og indhold i sammenkædningen af erhvervsudvikling, innovation, kompetenceudvikling og beskæftigelsesrettet indsats.
Rammen skal indeholde regeringens ambitioner vedr. sammenkædning af 
– vækst- og innovationspolitiske ambitioner f.eks. inden for energi, miljø, digitalisering,
  sundhed og velfærd, produktionsområder
– kompetencemæssige krav til den private og offentlige sektors medarbejdere og ledere
– uddannelsessystemets opgaver i forhold til kompetencekravene
– beskæftigelsessystemets opgaver i forhold til at levere kvalificeret arbejdskraft til
  virksomhederne og optimere arbejdsudbuddet.
Den overordnede nationale ramme tilvejebringes gennem rådgivning fra Beskæftigelsesrådet og af Danmarks Vækstråd, VEU-rådet og Rådet for erhvervsakademier og professionshøjskoler.
FTF-forslag: Gør Vækstfora til koordinerende center
Danmark er opdelt i 5 regioner, Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden inkl. Bornholm. Regionerne varetager gennem vækstfora ansvaret for erhvervsudviklingen.
Regionerne svarer til beskæftigelsesregionerne på nær landsdelen øst for Storebælt, som udgøres af én samlet beskæftigelsesregion. De 5 regioner bør i fremtiden danne grundlag for den fremtidige systematiske sammenkædning af vækst, uddannelse og beskæftigelse.
For at omsætte sammenkædnings- og udviklingspotentialet i forhold til vækst, uddannelse og beskæftigelse i de 5 regioner bør Vækstfora have til opgave at realisere den overordnede sammenkædningsopgave, der udstikkes af Erhvervs- og Vækstministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og Ministeriet for Børn og Undervisning.
Beskæftigelsesregionerne, som primært har drifts- og udviklingsopgaver i forhold til jobcentrene, fortsætter deres virksomhed og samarbejder med Vækstfora om sammenkædningsopgaven.
Vækstfora skal udarbejde overbliksgivende analyser af vækstområder, erhvervsudvikling, kompetencebehov og udbud af ledig arbejdskraft. Analyserne skal anvendes som grundlag for udvikling og udarbejdelse af en samlet strategi for erhvervsudvikling, innovation og behov for arbejdskraft på det regionale arbejdsmarked. De kommunale væksthuse medinddrages i strategien med sigte på især iværksætteri.
En samlet strategi for erhvervsudvikling, innovation og behov for arbejdskraft danner grundlag for, at Vækstfora udarbejder en særlig strategi for regionens prioriteringer og indsats for opkvalificering, omskoling og allokering af ledig arbejdskraft.
Den strukturforbedrende indsats understøttes af strukturmidler til større kompetencemæssige omstillinger (fx i forbindelse med infrastrukturprojekterne). Den samlede pulje til strukturforbedrende indsats bør lyde på omkring et par mia. kr.
FTF-forslag: Etabler koordinerende netværk i arbejdskraftoplandene
Som led i sammenkædning af beskæftigelsesindsats, vækst og uddannelse etablerer de koordinerende centre netværk i nærmere definerede arbejdskraftoplande i de enkelte regioner. Netværkene består af samarbejdende jobcentre, branchedeltagelse fra arbejdsgiversiden, faglige organisationer/a-kasser og uddannelsesinstitutioner fra VEU-centre, erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. Netværkene omsætter strukturmidlerne i konkrete omstillingstiltag i forhold til behovene i arbejdskraftoplandene.
Netværkenes opgave i arbejdskraftoplandene er, at sikre,
– at kommunikation og viden flyder mellem samarbejdende jobcentre, virksomhederne,
  uddannelsesinstitutionerne og de faglige organisationer/a-kasserne og at denne viden 
  omsættes i konkrete kompetencetiltag 
– skabe overblik over udviklingen i erhvervene og arbejdsmarkedet med henblik på at
  bidrage til at opkvalificeringen af den ledige arbejdskraft kan matche
  kompetencebehovene og de konkrete behov for arbejdskraft som følge af
  brancheudviklingen, innovation, infrastrukturopgaver mv.
– sikre, at der etableres de nødvendige kompetencetilbud i form af ordinær uddannelse og
  evt. virksomhedsuddannelse i samarbejde med regionens uddannelsesinstitutioner
De kommunale jobcentre visiterer relevante ledige til den strukturforbedrende, opkvalificerende indsats i arbejdskraftlandene. Jobcentrene har fortsat myndighedsopgaven overfor den ledige både før, under og efter opkvalificeringen.
FTF-forslag: Etabler tværgående kommunale teams til virksomhedskontakt
Jobcentrene i arbejdskraftoplandene etablerer udadgående tværkommunale teams, der knytter kontakten til virksomhederne. Virksomhederne har således ikke kontakt til de enkelte jobcentre, men en tværkommunal organisation med operationelle teams, der har opsøgende virksomhedskontakt, jobformidling og matchning som opgave.
De enkelte teams skal have indsigt i brancher, kompetenceforhold og kende virksomhedernes rekrutteringsmetoder, således at de er i stand til at hjælpe og udfordre virksomhederne i forhold til arbejdskraftbehov og tilbyde vækstmuligheder ved ansættelse af nye medarbejdere og/eller kompetenceløft af eksisterende medarbejdere via jobrotation. De tværkommunale teams har som en del af opgaveporteføljen at matche ledig arbejdskraft i forhold til indkomne konkrete jobåbninger. Dette gøres bl.a. i samarbejde med a-kasserne og deres nærkendskab til medlemmerne. De tværkommunale teams skal også opbygge en tæt samarbejdsrelation til det regionale niveau, således at den nyeste viden om arbejdskraftmangel, kompetencebehov etc. hurtigt fødes ind i den regionale strategiske uddannelsessatsning med at give de ledige de nødvendige tillægskvalifikationer til at udfylde specifikke kompetencehuller på arbejdsmarkedet.
Baggrund og problembeskrivelse
I Danmark er der ikke tradition for en sammenkobling og tæt koordination mellem beskæftigelses-, uddannelses- og erhvervspolitik. Selvom Danmark er et lille land har politikområderne båret præg af forskellige ressortmæssige og administrative skel og dermed også ret forskellige styringsmæssige logikker.
Beskæftigelsespolitikken har været præget af et udbudsfokus samt at ”piske” de ledige via sanktioner og regler.
Uddannelsespolitikken – især efteruddannelsesområdet, har været mere præget af et aftager- og efterspørgselsfokus.
Erhvervspolitikken har været fokuseret på gode rammebetingelser og støtteordninger overfor virksomhederne – der har været tale om gulerod frem for pisk.
Der er flere problemer forbundet med den manglende sammenhæng mellem de tre politikområder. De tre områder er hver for sig helt afgørende for vækst og jobskabelsen, og det er derfor oplagt at der går vækstmuligheder til spilde, når systemerne ikke arbejder tæt nok sammen.
I det erhvervspolitiske system er man nu begyndt at fokusere mere strategisk på Danmarks globale styrkepositioner, fx velfærdsløsninger, IKT og kreative erhverv. Regeringen er i gang med at lave vækstplaner for hvert område, men for at sådanne satsninger skal have reel effekt er det nødvendigt at indtænke uddannelses- og beskæftigelsespolitikken i god tid. Ellers risikerer man at gå glip af oplagte vækstmuligheder, hvis man først skal vente på at få opkvalificeret og omskolet arbejdskraft til de nye vækstområder. En konsekvens kan således være, at virksomhederne enten må importere udenlandsk arbejdskraft med de fornødne kompetencer, eller at virksomhederne outsourcer produktion og videnopbygning til udlandet.
Et andet problem er, at den manglende sammenhæng mellem de tre politikområder også risikerer at hæmme nogle af de grundlæggende faktorer, som Danmark skal konkurrere på – viden og ideer.
Der er for tiden megen snak om, at Danmark fortsat skal være produktionsland. Realiteterne er dog, at Danmark gennem mange år har udviklet sig fra at være et industrisamfund til et service- og informationssamfund. Servicesektoren udgør en større og større andel af økonomien og fylder i dag ca. 65 pct. af den private sektor. Samtidig bliver den andel af arbejdsstyrken, der har en videregående uddannelse, større og større. Kort sagt er det viden og ideer, som Danmark skal klare sig på i den globale konkurrence.
Det stiller store krav til uddannelsessystemet og arbejdsstyrkens kompetencer. Fx bliver styrkelse af medarbejdernes innovative kompetencer mere og mere vigtigt. Danske virksomheder ligger i det internationale midterfelt når det drejer sig om innovation, så der er brug for at der arbejdes mere målrettet med innovation og kreativitet i hele uddannelsessystemet, hvilket også fremgår af regeringens nye innovationsstrategi. Desuden kan der være behov for, at innovative kompetencer også indgår tydeligere i beskæftigelsespolitikken og opkvalificeringen af ledige.
Hvis man kigger rundt i Norden er der gode eksempler på, at man samordner vækst- og erhvervspolitikken mere strategisk og prioriteret. I Finland har man fx gennem flere år haft en målrettet og bredt funderet innovationssatsning og en tydeligere satsning på vækstklynger. Man har også et samlet Forsknings- og Innovationsråd med statsministeren for bordenden, og man har stor kompetence og bevillingskraft samlet i den nationale teknologi- og innovationsmyndighed, TEKES, hvortil der også er knyttet seks regionale centre for erhvervsudvikling (SHOK). I Sverige har man innovationsmyndigheden INNOVA, der er med til at prioritere programmer og midler mod svenske styrkepositioner.
Initiativer fra Regeringen
Innovationsstrategien
Regeringen præsenterede december 2012 en innovationsstrategi, der sætter ind på tre områder:
– Samfundsudfordringer skal drive innovation: Efterspørgsel efter løsninger på konkrete
  samfundsudfordringer skal prioriteres højere i den offentlige innovationsindsats.
– Mere viden skal omsættes til værdi: Fokus på gensidig viden udveksling mellem
  virksomheder og viden institutioner og mere effektive innovationsordninger.
– Uddannelser skal øge innovationskapaciteten: En kulturændring i uddannelsessystemet
  med mere fokus på innovation.
Innovationsstrategien har bl.a. resulteret i et nyt udspil til fremtidens innovationsindsats, ”INNO+”. Udspillet skal inspirere og hjælpe med at prioritere fremtidens innovationsindsats. Formålet er at fokusere på store samfundsudfordringer, som det kræver brede og stærke partnerskaber at løse. Det er blevet skabt gennem en bred dialog med en lang række organisationer, videninstitutioner og myndigheder mv. – herunder FTF og flere af FTF’s medlemsorganisationer. De seks indsatsområder i INNO+ er: 
– Innovativ transport, miljø og byudvikling
– Innovativ fødevareproduktion og bioøkonomi
– Innovative sundhedsløsninger
– Innovativ produktion
– Innovative digitale løsninger
– Innovative energiløsninger
Under hvert indsatsområde er der en række bud på indholdet af de kommende samfundspartnerskaber – i alt 21 forslag. INNO+ skal nu bruges i de kommende finanslovsforhandlinger mhp. at der hvert år igangsættes et antal samfundspartnerskaber om innovation.
En anden udløber af innovationsstrategien er oprettelsen af Danmarks Innovationsfond, som er en sammenlægning af Højteknologifonden, Rådet for Teknologi og Innovation og Det Strategiske Forskningsråd. Den nye innovationsfond får ca. 1,5 mia. kr. til rådighed årligt, hvoraf op til en tredjedel skal gå til de nye samfundspartnerskaber om innovation.
Vækstteams og vækstplaner inden for danske styrkepositioner
Som led i regeringens offensive erhvervs- og vækstpolitik er der nedsat vækstteams med repræsentanter fra virksomheder, viden institutioner og myndigheder. Vækstteams foretager et eftersyn af vækstvilkårene på udvalgte erhvervsområder, hvor danske virksomheder har styrker og potentialer, og peger på de steder, hvor rammevilkårene ikke er optimale.
Det skal hjælpe med til at sikre, at vækstvilkårene har det ønskede gennemslag på de enkelte erhvervsområder, at der ikke findes særlige barrierer for vækst og at der er gode muligheder for at udvikle markeder. Der er nedsat vækstteams inden for:
• Det Blå Danmark 
• Vand, Bio og Miljøløsninger
• Energi og Klima
• Turisme og Oplevelsesøkonomi
• Kreative Erhverv og Design
• Sundheds- Velfærdsløsninger
• Fødevarer
• IKT og digital vækst
Vækstteams er nedsat inden for internationalt orienterede dele af dansk erhvervsliv og adresserer en række samfundsudfordringer, hvor der samtidig er betydelige potentialer for dansk erhvervsliv. Danske virksomheder har allerede stærke kompetencer til at gribe de nye muligheder, og de nedsatte vækstteams peger på områder, hvor der er brug for en indsats for at omsætte muligheder til vækst og beskæftigelse, herunder styrket videnopbygning, viden udveksling, markedsudvikling og markedsmodning.
I takt med at hvert vækstteam afleverer sine anbefalinger forbereder regeringen dernæst en vækstplan for området. Der er pt. lavet vækstplaner for fem af de otte områder. Et eksempel er regeringens vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger. Planen skal styrke rammerne for, at virksomhederne på sundheds- og velfærdsområdet mhp. at udnytte det internationale vækstpotentiale til gavn for vækst og jobskabelse i Danmark.
Danmark har især inden for lægemiddel- og medicoområdet en erhvervs-klynge, der står stærkt internationalt og allerede i dag bidrager til væksten herhjemme. Denne styrkeposition, ønsker regeringen at fastholde og udvikle de kommende år. Også på andre sundheds- og velfærdsområder har Danmark efter Regeringens opfattelse muligheder for at skabe øget vækst og beskæftigelse. Der er fx et betydeligt uudnyttet erhvervspotentiale inden for hjælpemidler, service- og driftsløsninger, rådgivning og sundheds-it. 
Vækstplanen indeholder i alt 27 initiativer inden for 4 overordnede indsatsområder:
1)      Bedre rammer for forskning og udvikling
2)      Styrket indsats for vækstvirksomheder og kommercialisering af forskning
3)      Et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked
4)      Offensiv udnyttelse af det internationale markedspotentiale

Vækstplan DK
Parallelt med vækstteams og vækstplaner for danske styrkepositioner blev der i foråret 2013 lavet ”Vækstplan DK” med det formål at sikre den generelle konkurrenceevne og jobskabelse i Danmark. Her var fokus altså ikke på danske styrkepositioner, men derimod på en forbedring af de generelle rammevilkår for alle danske virksomheder. Hovedelementer i den politiske aftale om Vækstplan DK er nedsættelse af selskabsskatten og forskellige afgiftslettelser.
FTF har bl.a. kritiseret Vækstplan DK for, at selvom den koster 75 mia. kr. er det meget usikkert, hvor meget beskæftigelsen reelt vil stige som følge af planen.
Ekspertgruppe vedr. beskæftigelsesindsatsen
Regeringen har i 2013 taget initiativ til et sporskifte i beskæftigelsespolitikken. Regeringen har nedsat en ekspertgruppe med formand for Beskæftigelsesrådet, Carsten Koch, i spidsen. Gruppen skal formulere en ny sammenhængende beskæftigelsespolitik, der bl.a. skal lægge vægt på, at de ledige skal opnå varige job, at der skal være fokus på relevant opkvalificering og at beskæftigelsessystemet skal bidrage til at virksomhederne får adgang til den arbejdskraft, de har behov for. I kommissoriet for ekspertgruppen hedder det:
– Den aktive beskæftigelsesindsats skal bidrage til at bringe den enkelte ledige i varig
  beskæftigelse hurtigst muligt.
– Der skal fokus på relevant opkvalificering, såfremt det er nødvendigt for, at den enkelte
  ledige står bedre rustet til at opnå varig beskæftigelse.
– Den aktive indsats skal sikre, at de ledige overholder deres rådighedsforpligtelse, men
  indsatsen skal samtidig tage udgangspunkt i den enkelte og i højere grad bygge på tillid.
– Beskæftigelsessystemet skal bidrage til, at virksomhederne har adgang til den
  arbejdskraft, de efterspørger.
– Beskæftigelsessystemet skal være omkostningseffektivt, så ressourcerne i højere grad
  bruges på redskaber, som hjælper den enkelte i job. Kompetenceudvikling af den ledige
  arbejdskraft har været bevist underkendt i den hidtidige indsats.
Især VK-regeringen henviste til, at undersøgelser viste, at uddannelse til ledige var virkningsløst. Det skyldes især, at der mest blev målt på uspecificerede jobsøgningskurser udført af private jobfirmaer, og at der ikke blev gennemført egentlig faglig opdatering af ledige med klare beskæftigelsesmål. Det er derfor sparsomt, hvad der er gennemført at valide undersøgelser, der påviser beskæftigelseseffekten af faglig relevant uddannelse af ledige, hvilket også fremgår også af rapport fra Det økonomiske Råd i efteråret 2012. Der er imidlertid ikke dokumentation for påstanden om, at faglig relevant uddannelse til ledige skulle være ledighedsfastholdende.
Under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at opkvalificere ledige til de jobs, der er realistiske, og som kan opnås i samarbejde med virksomhederne. Som led i opkvalificering kan også redskaber som jobrotation og løntilskud indgå, hvis de er målrettet ift. at bringe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet. Disse redskaber kan give praksiserfaring og konkrete kompetencer.
Hvis ikke der gøres noget alvorligt med de eksisterende beskæftigelsespolitiske kurs, vil det skade mulighederne for at få beskæftigelse og økonomi i gear. Der er derfor behov for at genopdage og redefinere beskæftigelsesindsatsen i en langt bredere arbejdsmarkedspolitisk kontekst, der inddrager vækst, erhvervsudvikling og kompetencetrends som centrale faktorer.
Ekspertgruppe vedr. infrastrukturinvesteringer
Beskæftigelsesministeren har taget initiativ til en analyse af de kompetencemæssige og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af større planlagte infrastrukturprojekter inden 2020. Der har været nedsat en ekspertgruppe samt en følgegruppen med partsrepræsentation med henblik på at give et bud på
– kortlægning af kvalifikationsbehovet på det danske arbejdsmarked frem mod 2020 i lyset
  af de store planlagte infrastrukturinvesteringer
– Hvordan uddannelses- og rekrutteringsindsatsen over for ledige kan tilrettelægges mest
  hensigtsmæssigt i lyset af de store planlagte infrastrukturinvesteringer?
– Infrastrukturprojekterne i Danmark inden 2020 drejer sig om
– Opførelse af nye "Superhospitaler" og andre ny- og ombyggede regionshospitaler over
  hele perioden.
– Anlæggelse af en ny Femern Bælt forbindelse – formentlig i perioden 2015 – 2021
– Forventet anlæggelse af en ny Storstrømsbro inden åbningen af en Femern
  Bæltforbindelse
– Anlæggelse af Metrocity Ringen i København frem til 2018
– Anlæggelse af letbaner i Aarhus, Odense, Aalborg og Hovedstadsområdet
– Nyanlæggelse og udvidelser af motorvejsnettet
– Anlæggelse af en tredje Limfjordsforbindelse 
– Nyanlæggelse og udvidelse af jernbanenettet flere steder i landet
– Investering i nyt signalsystem på det danske jernbanenet
– Større universitetsbyggeri og andet større uddannelsesbyggeri
– Ny infrastruktur til den danske energiforsyning. Det gælder især anlæggelse af
  havvindmølleparker og nye kystvindmølleparker 
– En fremtidig styrket indsats for klimasikring af det danske samfund, både i forhold til sikring
  af kyster mod oversvømmelse og i forhold til håndtering af ekstreme regnmængder i
  byerne Opførelse af ny fængselskapacitet
– Eventuel anlæggelse af en ny Havnetunnel i København
Infrastrukturudvalget har afleveret sin rapport den 6. september 2013. De centrale anbefalinger til regeringen er, at der skal ske en samordning mellem jobcentre, a-kasser, uddannelsesinstitutionerne og beskæftigelsesregionerne, så virksomhederne har en indgang til beskæftigelsessystemet. Koordineringen skal forankres i beskæftigelsesregionerne.
Anbefalingerne til Regeringen er:
– Regional samordning og koordinering af indsatsen for ledige i beskæftigelses-regionerne
– Målretning af særskilte uddannelsesmidler i beskæftigelsesregionerne til ikke-faglærte
  ledige
– Opfølgning, vejledning og information overfor ledige
– Øget brug af realkompetencevurdering af ledige
– Bedre information om konkrete jobmuligheder inden for bygge- og anlægsom­rådet til
  ledige
– Målrettede CV-oplysninger fra ledige i forhold til bygge- og anlægsområdet
– Jobrotation rettet mod bygge- og anlægsområdet
– Systematisk, løbende overvågning af infrastrukturprojekter, arbejdskraftbehov og
  rekruttering Fokus på at få højtuddannede ledige til bygge- og anlægsområdet
– Flere lære- og praktikpladser i forbindelse med store udbud
– Særligt informationsmateriale om jobcentrene og a-kassernes mulighed for at bistå
  udenlandske entreprenører med rekruttering af ledige
Det eksisterende styringsregime
Beskæftigelsespolitikken
Beskæftigelsesindsatsen styres af både staten og kommunerne.
Staten sætter rammerne í form af lovgivning, regelfastsættelse, ministermål, resultatopfølgning, økonomiske styringsvilkår og bevillinger
Kommunerne sidder med foden på pedalen og styrer selv i kraft af egne økonomiske og politiske prioriteringer af beskæftigelsesområdet i forhold til andre kommunale satsningsområder. De kommunale jobcentre leverer den konkrete kommunale beskæftigelsesindsats i forhold til alle de grupper, der er omfattet af lovgivningen. Det gælder både ledige arbejdsmarkedsparate og personer uden for arbejdsmarkedet som ikke er arbejdsmarkedsparate.
Parterne er givet indflydelse på centralt, regionalt og lokalt niveau i form af deltagelse i beskæftigelsesrådet centralt, de regionale beskæftigelsesråd og de lokale beskæftigelsesråd. Desværre har kommunalreformen og strukturreformen betydet at parternes indflydelse i dag er reduceret til at være generelt rådgivende overfor de politiske myndigheder. I LBR har man dog visse puljemidler at råde over.
Finansieringen af beskæftigelsesindsatsen i kommunerne består af bloktilskud, særlige beskæftigelsestilskud, differentieret ydelses- og aktivitetsrefusion og puljefinansieringer. Den statslige finansiering af den lovpligtige indsats i kommunerne er generelt vanskelig gennemskuelig og giver anledning til konservative prioriteringer af beskæftigelsesområdet i kommunerne.
Beskæftigelsesregionerne overvåger det regionale arbejdsmarked og stiller oplysninger og viden til rådighed for jobcentrene. Desuden dokumenterer beskæftigelsesregionerne resultatudviklingen i de enkelte jobcentre og afholder årligt 4 dialogmøder med hvert jobcenter om resultatudviklingen.
Beskæftigelsesregionerne tilbyder en rådgivningsfunktion overfor jobcentrene og bistår med at analysere og vurdere resultater af egen indsats, tilrettelægge arbejdsgange og håndtere indsatsen for særlige målgrupper
Beskæftigelsesregionerne har endeligt en kontrolfunktion med beføjelser til indgreb over for kommunerne i form af pålæg om konkret konsulentbistand (der betales af regionen). I yderste tilfælde kan Beskæftigelsesregionen fratage kommunen jobcentrets opgaver, og placere dem hos anden aktør. Det er endnu ikke sket, hvorimod, det er normalt at kommunerne får pålæg om rådgivning og konsulentbistand
Beskæftigelsesregionerne har ikke egentlige beføjelser til at gennemføre regionale programmer på arbejdsmarkedsmarkedet, der kan forbedre virksomhedernes rekruttering af ledig arbejdskraft og som kan give ledige relevante kompetenceløft, men kan alene forholde sig til jobcentrenes indsats ud fra jobcentrenes rammevilkår.
Beskæftigelsesregionerne er i den senere tid påbegyndt et tættere samarbejde med Vækstfora og med uddannelsesinstitutionerne. Det består i mere dialog, gensidig deltagelse i konferencer, fælles konferencer mv.
Beskæftigelsesregionerne rådgives af et partssammensat regionalt beskæftigelsesråd, RBR.
Erhvervspolitikken
Erhvervspolitikken i Danmark tager i vid udstrækning sit afsæt i Lov om erhvervsfremme, som blev vedtaget i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Omdrejningspunktet er de regionale vækstfora, som nedsættes af regionerne til at varetage den regionale erhvervs­udvikling. De har til opgave at udarbejde en regional erhvervsudviklingsstrategi for regionen, overvåge de regionale og lokale vækstvilkår og udvikle og afgive indstilling om medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsaktiviteter. Heri lægger også administration af EU’s strukturfonde (social- og regionalfonden)
De regionale vækstfora består af 20 medlemmer, der udpeges af regionsrådet således:
– 3 medlemmer udpeges på regionsrådets eget initiativ,
– 6 medlemmer udpeges efter indstilling af kommunalbestyrelserne i regionen, hvoraf
  mindst 1 medlem skal repræsentere yderområderne,
– 6 medlemmer fra erhvervslivet udpeges efter indstilling fra erhvervsorganisationer udvalgt
  af regionsrådet,
– 3 medlemmer fra viden- og uddannelsesinstitutioner udpeges på regionsrådets initia­tiv, og
– 2 medlemmer, som repræsenterer henholdsvis arbejdsgivere og lønmodtagere, udpe­ges
  efter indstilling fra henholdsvis arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer (det 
  fremgår at lovforslag om erhvervsfremme, at lønmodtagerside vil få 2 pladser – i praksis en
  til LO og en til FTF/AC) 
– Derudover er der typisk gensidig udpegning af en observatør mellem vækstforum og RBR.
Udover øget lønmodtagerrepræsentation lægger det nye lovforslag om erhvervsfremme også op til, at vækstforas udviklingsstrategi fremover slås sammen med den regionale udviklingsplan, som regionsrådet hidtil har stået for.
De regionale vækstfora råder over betydelige midler, der uddeles til projekter i henhold til det enkelte vækstforas udviklingsplaner (og de overordnede retningslinjer for EU-strukturfondene). Det drejer sig om ½ mia. kr. årligt fra strukturfonde og ½ mia. kr. årligt fra regionernes egne udviklingsmidler. Dertil kommer finansieringsbidrag fra andre offentlige og private aktører. Vækstforaene igangsætter mange spændende projekter, og de har hver især fokus på effektevalueringer. Men der savnes en løbende, national viden opsamling af erfaringerne. De har også meget begrænset formel kompetence på de sektorområder, der betyder noget for vækstskabelsen, og der er manglende sammenhæng mellem vækstforaene og det regionale og nationale arbejde indenfor beskæftigelses- og uddannelsespolitik. At der sidder repræsentanter fra RBR og uddannelsesinstitutioner i vækstfora er ingen garanti for, at politikområderne reelt koordineres.
Omvendt har vækstforaene været forholdsvis dygtige til at opbygge en administrativ kapacitet, som gør dem i stand til at administrere EU’s strukturfonde, der er meget bureaukratisk opbygget. De er også generelt anerkendt for at være forholdsvis udfarende og konstruktive mht. at opsøge nye samarbejdskonstellationer.
Med til paletten af erhvervspolitiske aktører hører desuden de kommunale væksthuse. Deres primære opgaver er den direkte erhvervsservice og iværksætteri. De fungerer ofte som projektejere på de projekter, som opnår tilskud gennem vækstforaene, men der er ikke noget samlet, formaliseret samarbejde mellem vækstfora og væksthuse. Noget af forklaringen kan være, at kommunerne gennem tiden har været kritiske overfor regionernes vækstfora, og at der derfor er opstået en vis konkurrencesituation mellem de to instanser.
Et forsøg på at skabe mere sammenhæng er de årlige vækstpartnerskabsaftaler, som hvert vækstforum indgår med regeringen.  Den umiddelbare vurdering af aftalerne er dog, at de ikke for alvor forbedrer sammenhængene og at aftalerne ikke ”rodfæster” sig ned gennem systemerne – det gælder særligt beskæftigelsessystemet.
Danmarks Vækstråd, hvor vækstforaene er repræsenteret sammen med arbejdsmarkedets parter mfl. skal forsøge at koordinere vækstpolitikken og udstikke prioriteter, men har hidtil ikke haft voldsom gennemslagskraft. Her ville det være bedre, hvis rådet havde en bredere forankring og en højere prioriteret, fx med statsministeren for bordenden som tilfældet var med VK-regeringens midlertidige vækstforum i 2009-11. I det nye lovforslag om erhvervsfremme lægges der op til, at Danmarks Vækstråd bliver styrket på visse områder, fx hvad angår koordineringen mellem centralt og regionalt niveau. Desuden får lønmodtagersiden tre pladser mod de nuværende to.
Uddannelsespolitikken
VEU-centrene er et formaliseret samarbejde mellem selvstændige institutioner så som AMU-centre (arbejdsmarkedsuddannelserne), erhvervsskoler og VUC (almen voksenuddannelse, enkeltfag HF etc.) m.fl. om at skabe overskuelighed på tværs af uddannelsesinstitutionerne. VEU-centrene har også til opgave at skabe synergi ved et knytte uddannelses-, erhvervs- og beskæftigelsespolitik tættere sammen.
Der er etableret 13 regionale VEU-centre som har til formål at:
– Medvirke til at skabe større fokus på kvalitet og effektivitet af den grundlæggende
  erhvervsrettede og almen voksen- og efteruddannelse.
– Skabe større overskuelighed for brugerne af tilbuddene, herunder tilbyd brugerne
  rådgivning om hvordan og hvor de kan få dækket deres uddannelsesbehov
– Medvirke til at koordinere det virksomhedsopsøgende arbejde og markedsføring, og
  uddannelsesinstitutionernes rådgivning af virksomheder og ansatte
– Afdække behov for og koordinere og iværksætte analysearbejde i forhold til
  uddannelsesindsatsen.
VEU-centrenes opgaver skal foregå i et udviklet samarbejde sammen med andre aktører. Professionshøjskolerne står for en meget væsentlig del af FTF’ernes efter- og videreuddannelse på diplomniveau, samt fagspecifikke kurser og andre kurser, som er professionsrettede.
Danmark har 7 professionshøjskoler, 2 i Region Hovedstaden og 2 i Region Syddanmark samt 1 i hver af de øvrige regioner. I billedet indgår  også erhvervsakademierne, som både udbyder efter- og videreuddannelse på akademi- og diplomniveau samt i begrænset omfang fagspecifikke kurser og andre kurser. Danmark har 9 erhvervsakademier, 2 i Region Hovedstaden, 3 i Region Syddanmark, 3 i Region Midtjylland og 1 i Region Sjælland. I region Nord er professionshøjskole og erhvervsakademi slået sammen.
Både erhvervsakademier og professionshøjskoler har en forsyningsforpligtelse over for den region eller det geografiske område, som institutionen skal betjene. Det betyder ikke, at alle institutioner skal tilbyde alle typer af uddannelser, men det betyder, at der skal være en vis geografisk spredning af uddannelsesudbud, også i tyndt befolkede områder. Også universiteterne står for en del af efter- og videreuddannelserne på videregående niveau. Det drejer sig om primært om masteruddannelser, men også diplomuddannelser og kurser, fordelt på landets 8 universiteter. Universiteterne har også hjemmel til udbud af fagspecifikke kurser, men anvendelsen er overordentlig begrænset.
Rammebetingelser
Akademiuddannelser, diplomuddannelser og masteruddannelser anvendes både som efteruddannelse og som videreuddannelsesmuligheder, afhængig af art og af den konkrete sammenhæng, som den uddannelsessøgende anvender uddannelsen i. Alle tre uddannelsesmuligheder er modulopdelte, og det giver en særlig fleksibilitet i sammensætning og gennemførelsen. Akademi- og diplomuddannelserne er omfattet af nationale studieordninger, og udløser statstilskud i forhold til studieaktivitet. Endvidere kan deltagelse i master-, diplom- og akademiuddannelser berettige til SVU under visse betingelser.
De fagspecifikke kurser giver ikke en formel kompetence, med udbydes kun inden for de fagområder, hvor uddannelsesinstitutionen i forvejen har godkendt udbud af uddannelse. Det betyder fx at fagspecifikke kurser inden for det sygeplejefaglige område forudsætter, at institutionen udbyder sygeplejerskeuddannelsen. Fagspecifikke kurser udløser statstilskud i forhold til studieaktivitet. Øvrige kurser vil typisk være indtægtsdækket virksomhed og sammensættes ud fra rekvirentens specifikke behov og ønsker, men inden for institutionens fagområde. De udløser ikke statstilskud.  Fagspecifikke kurser og andre kurser berettiger ikke til SVU.
Deltagerbetaling er den væsentligste finansieringskilde til den kompetencegivende efter- og videreuddannelse, som akademier og professionshøjskoler står for, og udgør typisk mellem 60 og 80 pct. af udgiften. For universiteternes masteruddannelser udgør deltagerbetalingen typisk en endnu højere andel af den samlede udgift.
Indflydelse på udbuddets sammensætning
Efter- og videreuddannelse på professionshøjskolerne udbydes i stigende grad i overensstemmelse med samarbejdsaftaler eller partnerskabsaftaler med en kommune, en region eller evt. en større virksomhed. Det er et lovkrav for udbud af aktiviteter efter lov om åben uddannelse, at aktiviteten skal være åben for deltagelse for alle, der opfylder adgangsbetingelserne. Man kan altså ikke lave en specifik uddannelsesindsats for en given arbejdsplads inden for lov om åben uddannelse.
En enkelt professionshøjskole (VIA) har et særligt efter- og videreuddannelsesudvalg. Men på alle professionshøjskoler og erhvervsakademier er det en opgave for de respektive uddannelsesudvalg at rådgive rektor og bestyrelse om b.la. den regionale uddannelsesdækning, også når det drejer sig om efter- og videreuddannelse.
Professionshøjskolerne er ofte repræsenteret i de regionale vækstforas bestyrelser, ligesom det regionale vækstforum i nogen tilfælde er repræsenteret i professionshøjskolernes bestyrelse. Der er ikke tilsvarende gensidig repræsentation i erhvervsakademiernes bestyrelser.
Universiteterne udbud af efter- og videreuddannelse er i nogle tilfælde tilrettelagt på grundlag af drøftelse i aftagerpaneler.
Et aftagerpanel er generelt sam­mensat af eksterne repræsentanter for de brancher, som den enkelte (grund)uddan­nelse giver adgang til. Panelets over­ordnede opgaver er at indgå i en dialog med universitetet om uddannelsernes kvalitet og relevans og at bidrage til udviklingen af nye og eksisterende uddannelser.
Uddannelsestilbud til ledige
Professionshøjskolerne har i nogen grad samarbejde med A-kasser og jobcentre om uddannelsestilbud til ledige, evt. i forbindelse med jobrotation. Specielt i forhold til jobcentrene er det indtrykket, at der er brug for at styrke centrenes viden om, hvilke uddannelsesmuligheder mv. professionshøjskolerne kan tilbyde, herunder bl.a. realkompetencevurdering. Noget tilsvarende gør sig sikkert gældende for erhvervsakademierne.
Uddannelsesinstitutionernes indsats i forhold til udfaldstruede ledige varierer, men omfatter bl.a. deltagelse i møder med regionale beskæftigelsesråd, beskæftigelsesregionen, jobcentre og kommuner, herunder informationsmøder. Der udarbejdes også pjecer om relevante uddannelsestilbud mv.
Som nævnt er professionshøjskoler i nogle tilfælde repræsenteret i de regionale vækstfora, men ikke systematisk. Tilsvarende er vækstfora i nogle tilfælde, men ikke systematisk, repræsenteret i professionshøjskolernes bestyrelser. Universiteterne er repræsenteret i de regionale vækstforas bestyrelser.