En femtedel af alle danskere mener, de har brug for mere efteruddannelse for at kunne klare deres arbejdsopgaver godt. Det viser ny undersøgelse fra OECD. Behovet for efteruddannelse stiger med uddannelsesniveauet, ligesom offentligt ansatte oftere end privatansatte mener, at de har behov for øget opkvalificering og efteruddannelse.
Gruppen, der mener, at de har brug for mere efteruddannelse for at kunne klare deres arbejdsopgaver, har overordnet set gode færdigheder i læsning, regning og it. Derfor vurderer forskerne bag undersøgelsen, at gruppen især har brug for efteruddannelse rettet mod jobrelevante kompetencer. Det vil kunne øge både produktiviteten og kvaliteten på landets arbejdspladser, vurderer forskerne.
Regeringens plan om at afskaffe statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) for sygeplejersker, pædagoger, lærere og andre med en mellemlang videregående uddannelse går stik imod denne vurdering, mener FTF.
”Når vi kan øge produktiviteten ved at efteruddanne de ansatte, synes jeg, det er en virkelig dårlig prioritering at afskaffe den støtte, der er med til at sikre, at medarbejderne kommer af sted på efteruddannelse,” siger Bente Sorgenfrey.
Brug for at understøtte voksenundervisere
Undersøgelsen viser også, at hver sjette voksne dansker har svært ved at læse. Det gør Danmark til det eneste skandinaviske land, der ligger under gennemsnittet for læsning i undersøgelsen. Og selvom Danmark har en midterplacering med hensyn til it-færdigheder, viser undersøgelsen, at ca. en halv million danskere har svært ved at bruge en computer til dagligdags gøremål som at reservere billetter på nettet.
Hvis niveauet skal hæves, er der brug for god voksenundervisning, mener Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF. Og derfor bør det eksempelvis være lettere for voksenunderviserne at styrke deres voksenpædagogiske kompetencer.
”Undersøgelsen viser, at der er plads til forbedring på uddannelsesområdet. Og derfor er det eksempelvis vigtigt at understøtte uddannelse og læring ude på arbejdspladserne, hvor underviserne skal spille en central rolle. Men det kræver en forstærket efteruddannelsesindsats," siger Bente Sorgenfrey.